Kalundborg - Køn by glemt af tursejlere?

Tursejlere er magelige og vælger de nemme havne. ”Fjord-effekten” gør, at havne inderst i fjorde ikke får nær så mange gæstebåde som havne, der ligger på pynter tæt ved sejlruterne. Vi undersøgte, hvad man går glip af i Kalundborg.
Kalundborgs lystbåde- og industrihavn, Vesthavnen, var overraskende dårlig med urolige bølger, forfald og stiknarkomaners svineri i baderummene. Men der er en anden, dejlig lystbådehavn ved Gisseløre, hvor du endelig skal sejle ind, selv om der er længere at gå ind til selve Kalundborg.
Det er flot sejlads på fjorden med stejle skrænter og grønne bakker på kysterne med Røsnæs i nord og Asnæs i syd. Der er 8-9 sømil ind ad fjorden til byen. Den afstand er nok til at holde mange gæstebåde borte, så der er god plads i Kalundborg, mens andre havne tæt ved sejlruterne er overfyldte og stressende i højsæsonen.
Vi lænsede ind mellem bakkede kyster med kurs direkte på kæmpeskor-stene ved kraftværket i Kalundborgs sydhavn. De er gode at styre efter, men man må indrømme at de er grimme, og de holder måske også tursejlere væk. Men snart kommer den berømte 5-tårnede kirke meget tydeligt frem.
På fjorden kan der ligge fragtskibe for anker, og hvide færger kommer og går. Midt gennem fjorden er der en afmærket sejlrende, men den bør lystbåde holde sig fra, for der er dybt nok over hele fjorden til os.
Fjorden er med på søkort 141 Storebælt Nord. Der findes også et søkort kun over Kalundborg Fjord, men det er slet ikke nødvendigt for et besøg i byen.
”Kalundborg Langbølge”, som vi kender fra radioen, viser sig som to meget høje gittermaster, hvis toppe er forbundet med gammeldags antenner. Masterne står på den lave, græsgrønne halvø Gisseløre, der bøjer sig skærmende uden om Kalundborgs havn.
For mere end 1000 år siden skærmede Gisseløres naturhavn også flåder af vikingeskibe i bugten, der dengang hed Hærvig. Herfra startede togter mod venderne i det nuværende Tyskland.
På en bakketop ud mod Hærvig byggede Esbern Snare sidst i 1100-tallet en stærk borg, Kalundborg. Forstavelsen ”Ka” eller ”Kaa” skulle betyde allike. Der findes også et Kaalund kloster fra 1752 i byen. Samtidig med borgen byggede Esbern Snare også den 5-tårnede kirke på en anden bakketop lige øst for borgen. Byen Kalundborg opstod ved borgen og den dengang udmærkede naturhavn bag Gisseløre.
I dag findes Kalundborgs store, fine lystbådehavn bag Gisseløre i den tidligere Hærvig. Det er der, du skal fortøje, og helst ikke i selve Kalundborgs Vesthavn.
Når du ankommer, runder du de røde bøjer ved Gisseløres lave landtange og styrer ind mod Kalundborgs Vesthavn med en stor silo. Foran havnens ydermole, som er et ”plankeværk”, drejer du af og følger ydersiden mod vest og ledes lige ind i den afmærkede rende til Gisseløre lystbådehavn. Havnen har ingen moler, for den er gravet ud i det store, lavvandede område, der beskytter bådebroerne mod bølger.
Gisseløre lystbådehavn har fine for-hold i nye bad og toiletter, og der er mange grønne fri-pladser i ferietiden. De lokale sejlere hilser, og du føler dig hjemme. Den gode stemning får dig til at glemme, at der desværre er et par kilometer at gå til byens butikker og seværdigheder, så et par cykler om bord er en fordel. Men som en motorbåds-sejler sagde: ”Vi foretrækker havne, hvor der er langt at gå. Det er den eneste motion vi får.”

Ikke Kalundborgs Vesthavn
Gæstesejlere vil normalt fortøje så nær en bys centrum som muligt. Det er dér seværdigheder og indkøbsmuligheder findes. Ved Kalundborgs Vesthavn er der også jernbane- og busstation tæt ved, altså et fint sted at skifte besætning. En fjern lystbådehavn er jo kun til at sove i.
Det kan også være den rigtige rækkefølge. Fortøj midlertidigt i Kalundborgs Vesthavn lige foran byen, siloen og den høje kirke oppe på bakken. Kik dig om, gør indkøb og sejl derpå ud til overnatning i Gisseløre lystbådehavn 400 m borte.
Men til længere ophold var Kalundborgs Vesthavn en chokerende oplevelse i sommeren 2004. Meget rimeligt nænnede havnen heller ikke at opkræve havnepenge.
Hvad var galt i Kalundborg Vesthavn? Det kunne gå an, at det første man ser, yderste del af bådebroen, var så rådden med grønt græs og ukrudt på plankerne, at broen var afspærret. Vesthavnen har ingen rigtig mole, kun et ”plankeværk” (estakade), og gennem det går bølger uhindret ind fra de mange færger og fra vestenvinden. Lods-båden, der farer ud og ind, sørger for bølger inde i selve havnen.
Gæstesejlere er heller ikke særlig vel-komne blandt lokale bådejere, for mange af dem glemmer at vende rødt optaget skilt til grønt fri, når de er borte. Gæstebåde må derfor klumpe sig sammen i den lille fiskerihavn, mens der er tomme pladser ved bådebroen. Pælene til agterfortøjninger står med forbavsende stor afstand, 5-6 m, og mange lokale både er kun 2,5-3 m brede. Spild af plads og svært for mindre både at få fat i begge pæle. Medvirkende til et trist indtryk var, at mange af de lokale både var forsømte. Men det værste var, at gæstesejlere og stiknarkomaner deler de offentlige toiletter og baderum. Bag en pæn yderdør af glas går man ned ad en betontrappe og mødes af muggen lugt og mugpletter, svineri, graffiti og lange brændemærker efter cigaretter. Det er som i de værste sovjetiske toiletter, jeg har set tidligere.
Allerværst var en spritskriver på spejlet: ”Til Stiknarkomaner. Vil I være venlige ikke at sprøjte Blod ud over hele Gulvet. På forhånd Tak.” Der var i øvrigt røde stænk i en håndvask.
Så er det flovt at være dansker med tanke på de andre gæstebåde fra Tyskland, Holland og Sverige. De forstår muligvis ikke teksten på spejlet, men de kan se svineriet.