Limfjorden del 2

Sejlads langs grønne græsskrænter og marker mod Fur, den anden af Limfjordens kønneste øer. Her bør man leje cykler og knokle op og ned mellem bakker og marker. Fra skrænterne mod nord er der udsigt over Livø Bredning med Livø.
På nordkysten foran skrænterne ligger Rødstenen, en stor sandsten kittet sammen af rust. Der er også fantastiske klinter af lyst ler med bølgende striber af grå vulkansk aske. Svenskehulen hedder et dybt hul, der er gravet ind i skrænten af svenske krigsfanger i 1600-tallet. Man troede at de grå striber var kul, der kunne udnyttes.
Moler (udtales molér) er en meget let type ler, der tidligere brugtes til isolering og i dag til kattegrus og opsugning af spildolie. Skrænterne rummer mange forsteninger af fortidsdyr.
Glyngøre med sit tydelige rød- og hvidstribede fyr på molen er tidligere fiskerihavn med færge til Nykøbing Mors. Nu er der en stor, fin lystbådehavn med mange gæstepladser og et hyggeligt klubhus. Der er pizzeria og røgeri på havnen.
Glyngøre sild måtte vi have, men kun en enkelt dåse kunne vi finde mellem andre fabrikater sild i supermarkedet. Til gengæld var der også en Glyngøre vin. Og så snakkede de på havnen om ”højtalermandens” kæmpe-store X-73 sejlbåd, der ikke kunne gå under den 26 m høje Sallingsundbro, men måtte nord om Mors, hvis den ville vestpå i Limfjorden. Han var da tovlig.
Nykøbing Mors har Danmarks grimmeste pynt med antenner og trådhegn helt ud i vandkanten. Kik den anden vej. Havnen er stor og har god plads, og i byen er der masser af butikker.
Sagnet siger om øen Mors, at da Vorherre ville skabe Jylland lavede han først en model. Den nænnede han ikke at kaste bort, så han placerede den i Limfjorden, hvor der netop var plads til Mors.

Sælernes odde
Det er en flot sejltur ad Salling Sund under broen med skovskrænter og smuk natur. På sydøstsiden ligger den store ankerbugt Lysen Bredning og Harre Vig. Vi fortsatte forbi den lumske Jegind Tap, et tyndt rev som går en sømil ud i det 1,5 sømil brede farvand. Man skal øst om den røde bøje yderst på revet.
På Bradser Odde på det nordøstlige Venø er man sikker på at se sæler ligge. I roligt vejr ser man også hoveder af svømmende sæler.
Struer er den største lystbådehavn i Limfjorden. Bedst er den vestligste del med egen indsejling og bådebroer tæt ved klubhuse og baderum. Ældste del af lystbådehavnen har fælles indsejling med den øde trafikhavn. Det er lidt tættere på byen, men bådebroerne virker kedelige.
Struer blev Holstebros trafikhavn midt i 1800-tallet efter at det blev muligt at sejle gennem Aggertangen til Vesterhavet.
På havnen står en bronzestatue af en pige med en måge. Hun ser mod den norske venskabsby Sarpsborg, som fik en skibsladning mad fra Struer lige ved slutningen af 2. verdenskrig.
Struer har gågader og butikker, og med jernbanestation lige ved havnen er det et praktisk sted at skifte besætning.
Fra Struer sejlede vi gennem den 180 m smalle Snævring ved Venøs sydspids, hvor en lille færge piler frem og tilbage. Der er 14 m dybt og strøm i Snævringen, og det har sælerne regnet ud. Vi så hovedet af en sæl, der lurede på at fisk skulle komme forbi med strømmen.
Vi nærmede os Venø havn og kunne på afstand ikke finde de vigtige indsejlings-bøjer. De var små, kun 40 cm høje, men så store ud i søkortet. Følg båkelinjen præcist til den meget smalle indsejling, og pas på, der er lavt ved nordre molehoved.
Den meget lille, hyggelige havn ligger ved landsbyen, men er udsat med fremherskende vestenvind, som demonstreres af forblæste træer ved havnen. Anløb i hård pålandsvind frarådes.
Ved havnen er der kro og kiosker. Venø er egnet til trave- eller cykelture i det bakkede landskab. Danmarks mindste kirke på 4,2 x 10 m ligger ad vejen lidt sydøst for havnen. På den nordlige del af øen mellem bakker residerer masser af skrigende fugle i moserne samt Christian Kjær og Janni Spies på det tørre.