Verdens bedste sejlklub 2019 er fundet. Det skete efter et forrygende stævne i St. Moritz Schweiz, hvor 24 klubber havde sat hinanden i stævne i årets Sailing Champions League Final.
24 fligths blev der sejlet i en spektakulær kulisse med bjerge, blå himmel og luft – godt nok springende som man nu kan forvente på en sø beliggende i over 1.800 meters højde.
Det hele var lige ved og næste, at gå op i en højere enhed for de to danske klubber Kaløvig og KDY. Begge var med i finalesejladsen Final4, og det lykkedes Kaløvig at nappe nederste trin på podiet med en super flot tredjeplads.
Hvis der hersker en smule skuffelse hos de to danske teams, er der ikke noget at sige til det? KDY førte da man gik ind til lørdagens sejladser med Kaløvig på fjerdepladsen, og lige modsat var det søndag morgen. En tung lørdag eftermiddag sendte KDY ned på fjerde, men til gengæld Kaløvig op i føring. Begge dage havde tyske Norddeutche Regatta Verein været med fremme, og med Royal Sydney Squadron som fjerde klub der ville blande sig i toppen.
Wild Card
Det var første gang at Sailing Champions League havde en klub med fra Down Under, og Royal Sydney havde fået adgang til finalen i Schweiz via et Wild Card som de vandt tidligere på året.
Det skulle vise sig at blive givtigt. Royal Sydney løb nemlig med titlen og kan nu kalde sig Verdens bedste sejlklub. Tyskerne vandt sølv, mens Kaløvig som tidligere nævnt kunne få bronzemedaljerne hængt om halsen, efter en stærk slutspurt i stævnet. KDY måtte tage til takke med den utaknemmelige fjerdeplads, efter at have snuset til guldet tidligt i serien.
Podiet i St. Moritz Schweiz. Royal Sydney Squadron, Norddeutche Regatta Verein og Kaløvig kunne fejre guld, sølv og bronze ved Sailing Champions League Final 2019. Foto: Sailing Energy / SCL