Med stemmerne 27 mod 7, stemte Council i World Sailing (WS) i dag 'nej tak' til det forslag, som bestyrelsen havde sendt ud tidligere på ugen om at oprette et kinesisk datterselskab.
27 mod 7 er et svigende nederlag for den kinesiske præsident Quanhai Li, og velunderrettede kilder fortæller også, at stemmerne var splittet i bestyrelsen.
Så man må virkelig undre sig over, hvorfor præsidenten satsede så hårdt på at få hastebehandlet forslaget og forsøge at presse det igennem kun én uge inden WS Annual Meeting skulle starte, et møde som bliver afviklet fra den 22. til 31. oktober, og som bliver afsluttet med et Council møde over 2 dage.
Det ligner et kæmpe selvmål af WS præsidenten !
I papirerne fra bestyrelsen fremgik, at kontoret skulle have 5 ansatte. Men der var ingen beskrivelse af organisationen, formål, opgaver, management struktur, 3-5 årige budgetter, endsige en fornuftig forklaring på, hvorfor det ville være nødvendigt med et datterselskab i Kina fordi man måske kunne finde nogle kinesiske sponsorer – hvilket Quanhai Li i øvrigt havde lovet i sin præsidentkampagne.
Quanhai Li havde under præsidentvalget proklameret, at han forventeligt kunne skaffe kinesiske sponsorer - som kunne redde WS skrantende økonomi - men ingen havde på det tidspunkt forestillet sig, at det ville resultere i, at det skulle være nødvendigt at åbne et kontor i Kina for at opnå disse sponsorater. Og pludselig blev det også kendt, at startkapitalen i ’datterselskabet’ skulle udgøres af kinesisk statsstøtte fra byen Ningbo – i alt 500.000 GBP over 5 år, dvs. omkring 20 mio. kr.!
Dansk Sejlunion er lettede over, at forslaget blev nedstemt, og endda så markant. DS formand Line Markert var meget forundret over det mangelfulde materiale til Council.
Læs kommentarerne fra Line i vores formiddagsartikel: DS og de nordiske lande er meget bekymrede over forslag om kinesisk WS datterselskab
Den kraftige afvisning fra Councils side kan tolkes som, dels at forslaget har været uforståeligt og mangelfuldt underbygget, dels at WS skal blive afhængig af kinesisk statsstøtte.
Council mødet var annonceret på YouTube, men efter næsten en times ventetid, så kom efter mødets start pludselig en besked om, at ”denne video er privat”.
Det kunne se ud til, at bestyrelsen i sidste øjeblik har lukket mødet, måske for at undgå at alle spørgsmålene fra Council medlemmerne skulle besvares offentligt fra Quanhai Li og bestyrelsens side. Måske har bestyrelsen haft på fornemmelse, hvilken vej det ville gå, og ønskede at undgå en offentlig ydmygelse.
Nu bliver det spændende at se, hvorvidt præsidenten forsøger at komme tilbage med forslaget under årsmødet, eller måske til halvårsmødet i maj 2021 - eller det bliver begravet, fordi han måske har læst skriften på væggen.
Det bedste ville jo være, hvis præsidenten kunne skaffe nogle sponsorer – som han havde lovet – og disse kunne indgå som partnere for WS på helt normale vilkår på lige fod med andre internationale sponsorer.
Som abonnent kan du logge ind og læse to yderligere artikler, hvor vi går i dybden med sagen om Li og den skrantende økonomi i World Sailing:
Kinesisk statsstøtte til World Sailing?
Læs også: Kassen er tom - var stor-sponsor for World Sailing varm luft?