De seneste par uger, har man her på Bådmagasinet kunne følge dialogen mellem Sejlklubben Lynetten og direktøren for By & Havn Anne Skovbro - det hele handler om den frygt og de udfordringer, som det enorme projekt Lynetteholmen medfører. Sejlere i Margretheholms havn risikerer, på grund af en planlagt klapbro at blive 'spærret inde' og mange hundrede lastbiler vil i døgndrift kører jord til opfyldningen. Hele området vil blive påvirket af dette projekt, ligesom projektet medfører store komplikationer for alle der bruger havet rekreativt.
Unionen, som var repræsenteret af formand & direktør havde fredag formiddag foretræde for Folketingets Transportudvalg.
– Vi var glade for at få mulighed for at forklare udvalget de væsentlige bekymringer, vi nærer ved projektet. Vi ved, at udvalget på baggrund af vores foretræde efterfølgende har stillet spørgsmål til Transportminister Benny Engelbrecht. Vi håber selvfølgelig, at der ikke bare blev lyttet i udvalget i dag, men at ministeren også vil være imødekommende over for de konkrete kritikpunkter, vi har delt med politikerne.
Sikkerheden er dybt bekymrende
Hidtil har en adskillelse af kommerciel sejlads og fritidssejlads været afgørende for havnemyndigheden af sikkerhedsmæssige årsager. Den kommercielle trafik skal i dag holde sig til Kronløbet mod nord, og fritidssejlerne skal benytte Lynetteløbet mod øst. Men med anlægsforslaget lukkes Lynetteløbet, og den nye halvø bliver landfast med Amager.
Det betyder, at al sejlende trafik, lige fra Oslofærger, krydstogtskibe, containerskiber til lystsejlere, kajakker, robåde og SUP, fremover skal benytte samme løb. I takt med, at perimeteren etableres, bliver løbet yderligere snævret ind til en lang, smal, og usikker tragt, der er over en kilometer lang.
– I kraftig vind og strøm vil bølgerne i løbet blive meget uforudsigelige og svære at sejle i. Det ser vi allerede i dag efter anlæg af Nordhavn og Orientkaj. Med Lynetteholm mod øst bliver dette problem betydeligt større, udtaler formanden for Dansk Sejlunion.
På et tidspunkt skal der også etableres en stormflodport, som på det smalleste sted vil indsnævre løbet til blot omkring 80 meter.
¬– Vi er derfor dybt bekymrede for sikkerheden. Uanset hvilke foranstaltninger, der foretages, har vi svært ved at se, hvordan det kan blive sikkert. Det er ikke bare et spørgsmål om utryghed og skrammer. Når bløde og hårde trafikanter mødes, eller når store skibe møder de små, kan det få fatale følger, påpeger Markert.
Derfor opfordrede hun i dag på det kraftigste Transportudvalget til at bibeholde Lynetteløbet som en sydlig korridor for fritidssejlere.
Akvædukt som fremtidssikret løsning
Dernæst fremlagde man udfordringerne for Margretheholm Havn og Sejlklubben Lynetten, der vil blive spærret ind bag en klapbro.
Sejlklubben selv har fremsat et alternativt forslag om en akvæduktløsning, som vil sikre uhindret passage for både lastbiler og både. Men - som tidligere omtalt her på. Bådmagasinet, så har By & Havn hidtil afvist forslaget om en akvædukt, fordi de skønner, at det er en dyrere løsning.
En akvædukt vil kunne etableres for knap 200 mio. kr. Denne løsning er på papiret noget dyrere end en klapbro. Til gengæld forventes levetiden at være 100 år i stedet for klapbroens 30 år. Alt i alt en god forretning for samfundet.
– Akvædukten vil kunne være til gavn for trafik til og fra Lynetteholmen mange år frem i tiden – også efter opfyldningen. Vi har derfor opfordret til at tænke i livscyklus-økonomi og ikke kun økonomi for den første bygherre, pointerer formand Markert.
Rekreativt brug af havet
Slutteligt forsvinder et meget attraktivt sejladsfarvand for alle sejlere, der passerer eller færdes i Øresund. Farvandet ud for Københavns Havn udgør i dag Københavns ’blå Fælledpark’. Derudover huser området to populære kapsejladsbaner.
– Nedlæggelsen af dette sejladsfarvand er ødelæggende for vores sport i hovedstadsområdet. Som tingene er nu, kan vi ikke bare flytte aktiviteterne længere ud i Kongedybet mod Middelgrunden, der i mange årtier er blevet benyttet som affaldsdepot for bygge- og industriaffald. Området er på søkortet omtalt som ’urent’, og enhver sejler med respekt for sig selv og sit skib gør klogt i at holde sig væk, påpeger hun.
Sejladsmulighederne øst om Lynetteholm bliver derfor meget begrænsede.
– Hvis Lynetteholmen bliver en realitet, har vi som kompensation opfordret politikerne til, at uddybning af det tilbageværende areal bliver en del af projektet.
En rimelig pris for sikkerhed
Lynetteholmen giver enorme udfordringer. Ikke blot for den blå sport og den rekreative brug af Københavns Havn og havet omkring, men også for den kommercielle trafik i og omkring havnen.
Selvom Lynetteholm ser ud til at blive vedtaget, trods mange eksperter og organisationers kritik, har det være givtigt at dele de mange bekymringer med landets ledende politikere, påpeger Markert.
¬– Lynetteholm er ikke groet ud af vores cockpit, og vi deler de mange bekymringer om beslutningsprocessen og projektets konsekvenser for miljøet. Det gjorde vi også udvalget opmærksom på, men vi prioriterede i dag at have fokus på sejladsforholdene. Vi er klar over, at vores ændringsforslag vil øge budgettet, men det er efter vores vurdering en rimelig pris for skibstrafikken og lystsejlernes sikkerhed.
Se også video med hele historien om Margretheholms havn: