Harmonisk motor
I motorrummet på testbåden var Volvo Pentas nye D4 EVC på 260 hk. Det er en rå sag af en motor og passer som hånd i handske til denne båd. Hurtigt op og plane, god acceleration hele vejen og en topfart på ca. 38 knob. Startprisen er 660.000 kr. plus kaleche og diverse.
Skroget har et dybt V som giver en blød gang over hæksøer og barske meterhøje søer. Styringen er præcis og båden takler alle svingmanøvrer uden dramatik eller overraskelser. Kun på et punkt kommer der en uventet overraskelse susende. Skroget er meget lige i forskibet uden en kraftig skinne. I praksis betyder det at man i enkelte tilfælde kan få vand ind over båden. Ikke således at båden kan defineres som våd - det er bare så overraskende de gange det sker. Slag på chinen er båden fri for. Sejlegenskaberne er helt klart godkendte og maks. motor er 2 x 225 hk (twin benzin V6 fra 630.000 kr.) Med tanke på service og brugtbådsværdi er det værd at nævne, at Cranchi konsekvent anvender Volvo Penta-motorer og er en af de store VP-kunder.
Bedst på udeplads
Forkahytten er hurtig at beskrive: Simple V-køjer med ok siddehøjde. Agter i styrbord er placeret toilet med et camoufleret låg i kirsebærtræ. Rund luge i taget, mørkeblåt betræk og ”tja” til hyndetykkelsen. Der ikke en gang gjort forsøg på at lave stuverum i bænkene. Forkahytten må vi derfor betegne som enkel - bedst egnet som stort stuverum, omklædningsrum og toiletrum. Sammenlignet med mange konkurrenter, trækker CSL 27 langt fra det længste strå lige her.
Nej - det er udepladsen som er bådens stærke kort. I fint vejr er det en dejlig badebåd og vi sidder med en følelse af, at båden havner et sted mellem traditionelle daycruisere og skærgårdsjeeps. Altså en båd hvor udepladsen bruges aktivt i godt vejr. Vurderet ud fra dette er båden ypperlig og så holder den sig også flot længere med en havnekaleche, der trækkes over båden efter sejlturen.
Men i retfærdighedens navn - vi fik ikke prøvet kalechen.
Gennemført teknik
Motorrummet kommer til syne når solbadeplatformen vippes op (hydraulisk) sidelæns mod styrbord. Et trin ville have lettet adgangen, for rummet er overraskende stort og dybt. Der er fin plads rundt om motoren og alle installationer er på højt niveau. Batterierne sidder under bænken og de tekniske installationer er godkendt.
At båden også er klassificeret af Rina i kategori B er mere end man ser hos konkurrenterne, som generelt er klassificeret i kategori C.
Finish, støbearbejde med kevlarforstærkninger og mørk dekoration på skrogsiderne giver også pluspoint. Båden har et utraditionelt design og smarte detaljer - f.eks. indbygget affaldsspand i bænken. Man skal bare huske at tømme den når man forlader båden …
Konklusion
Totalt vurderet er den nye Cranchi CSL 27 en fin, lille anderledes stjerne blandt mange blinkende stjerner på daycruisernes himmelhvælvning. Den bør med i vurdering hvis en prisgunstig badebåd med gode sejlegenskaber står på indkøbslisten.
Cranchi CSL 27
Længde: (28,1 fod) 8,57 m
Bredde: 2,88 m
Vægt: 2,2 - 2,6 t
Ant. køjer: 2 stk.
Motor testbåd:Volvo Penta D4 EVC/DP 260 hk
Topfart: ca. 38 knob
Brændstoftank: 326 l
Vandtank: 70 l
Pris fra: (VP 5,7 Gxi/DP-S V8 -320 hk - benzin) 550.000 kr.
Pris testbåd fra: (VP D4 EVC/DP -260 hk - diesel) 660.000 kr.
CE-kategori: B
Producent: Cranchi, Italia
Forhandler: A.M. Marine, Lyngby,tlf. 45 93 51 22,
+ Kreativt design
+ Gennemført finish
+ Fin cockpit
- Enkel kahyt
- Mørke frontvinduer
- Enkel jalousidør
www.cranchi.dk