Skal man forstå Fjord Terne 28, skal vi langt tilbage i tiden. Til den gang træbådene var enerådende på markedet. Yderst i Oslofjorden ligger sejlerparadiset Hankø og ikke langt derfra havde bådebygger og konstruktør Bjarne Aas sit bådebyggeri. Han var kendt som en dygtig konstruktør. Blandt andet kommer sejlbådene IOD og IOD Princess fra hans tegnebræt.
Lækre sejlbåde var hovedaktiviteten på Aas bådebyggeri. Men Bjarne Aas indså at der også var behov for en hurtig og sødygtig motorbåd bl.a. som følgebåd ved kapsejladser. Den skulle være sødygtig. For yderst i Oslofjorden kommer der hurtigt krappe søer på 1 - 1,5 meter når solnedgangsbrisen kommer sidst på eftermiddagen. Svaret blev ”Aas-ternen”. En slank og smækker motorbåd. Den blev konstant videreudviklet og enkelte af bådene var op til 34 fod lange. Imidlertid viste erfaringer at en båd med en længde på 30-32 fod var den ideelle størrelse. Den havde en perfekt længde i forhold til de krappe bølger og fik en god topfart på 15-16 knob med datidens motorer.
Aas-ternen blev en anerkendt båd-type og er i dag en eftertragtet klassiker i et lille antal. Da glasfiberarmeret polyester blev lanceret som bådmateriale, var glansdagene hos Aas bådebyggeri talte. Man klarede ikke omstillingen. I begyndelsen af 1970’erne blev den sidste Aas-terne bygget. Det lækre mahogniskrog med det elegante spring blev malet hvidt. Båden fik et stort styrehus og blev leveret som lodsbåd til Nordnorge. Med den var det slut med de kendte Aas-terner.
Ternen genopstår
Mange år senere ville et team af entusiaster genskabe Aas-ternen i moderne materialer, hvor de slanke og elegante linjer var den røde tråd. Fjords tidligere chefdesigner, civilingeniør Eivind Amble, blev sat på opgaven. Resultatet blev ”Hankø-ternen” på 28 fod. Efter en svær fødsel blev den senere til Fjord Terne og fik Fjords velkendte logo på siden. Og det har den også i dag.
Tidligere var Fjord Europas største bådproducent med næsten 60 modeller på programmet. Produktudviklingen foregik i rivende tempo og man konkurrerede om nyheder, blandt andet mod den danske storproducent Coronet. Så kom oliekrisen og det gik hurtigt nedad bakke for Fjord, Coronet og mange andre. I dag er alle Fjord-modellerne fra den tid historiske. Fjords nyskabende og ledende tid er for længst forbi. Mærkenavnet lever videre og Fjord er i dag en mindre, norsk producent med tre størrelser på programmet, nemlig Fjord Terne på 21, 24 og 28 fod. Den største kan også leveres med en større kahyt forude, 28 CC, og standardmodellen kan fås med hardtop. Ifølge rygterne er en større model på 30-32 fod på trapperne, men det rygte har svirret længe.
Fjord Terne 28 har et fint spring i skroget og med den mørkeblå farve ser den klassisk ud i linjerne. Men den har moderne fartegenskaber. Testbåden var udstyret med Yanmars 222 hk diesel og nåede en topfart på godt 30 knob. Eivind Amble har konstrueret et skrog som sejler eksemplarisk fra ca. 15 knob til topfart. Båden cruiser bedst omkring 20-25 knob. Med tanke på skrogets konstruktion er det ganske imponerende. For som udgangspunkt snakker vi om et halvplanende skrog med en lille køl, traditionel propel og ror. Bunden er imidlertid konstrueret med moderne elementer, som er med til at Fjord Terne 28 går let og elegant gennem vandet i en planende hastighed og klarer det på en upåklagelig måde.
Denne båd køber man ikke for at ræse rundt med 30 knobs fart. Men hastigheden kan være god at have når kedelige transport-etaper skal tilbagelægges. Ekstra kræfter i motoren sørger for en god cruisingfart når der er mange gæster om bord - båden har hele 12 siddepladser.
Lad os lige slå fast: Dette er ingen tur- eller overnatningsbåd, men en helt specielt dagsturbåd. Godt nok er der en lille kahyt under fordækket med to køjer, men pladsen egner sig bedst til stuverum. Har man brug for overnatning en nat eller to, kan to voksne godt overnatte. Der kan også rigges ekstra køjer til i cockpittet under kalechen, men det vil vi kalde en nødløsning.
Bådens indretning
Fjord Terne 28 må i det store og hele vurderes som en komfortabel dagstur-båd. Og den opgave klarer den fint. Udepladsen er stor - takket være bådens længde. Selve båden er pænt slank, men pladsen er fornuftigt disponeret med et kort agterdæk. Dørken i cockpittet er selvlænsende og det betyder i praksis at båden er let at holde ren, det er bare at tage vandslangen og spule.
Sofagruppen agter består af en tværbænk og to sidebænke. Her kan rigges til en flot spiseplads med god plads til seks voksne. Agterbænken kan konverteres til en solseng. Førerpladsen er placeret midtskibs i styrbord side. Den er ikke imponerende, men funge-rer fint takket være den ergonomiske udformning. Instrumentpanelet er kompakt uden for meget plads til ekstra udstyr. Et plus er at både rorindikator og bidata er standard.
Men alligevel er det her vi har vort største ankepunkt. Selv om man falder for en båd med klassisk design, betyder det ikke at man er tilfreds med et gammeldags instrumentpanel. I dag er det almindeligt med integrerede kortplottere og GPS-skærme. Et sted skal de monteres og det er ikke smart når man må skrue skærmene fast på toppen eller placere dem langt nede og udenfor synsfeltet. Netop derfor tror vi at båden kunne blive meget mere attraktiv med en del modernisering - specielt ved førerpladsen. Men, som nævnt, det hele fungerer og i godt vejr har skipperen fint udsyn. Den dag kalechen skal op og det reg-ner, bliver udsynet fra fører-pladsen betydeligt reduceret. For der er laaaangt frem til vindspejlet og vinduesviskeren. Skal man sejle sikkert i regn eller mørke er der kun et svar: Skipperen må stå med hovedet over kalechen. Sikrest, men frygteligt surt og vådt.
Et andet minus er det selvfølgelig at motorkassen står midt i båden, men netop det bidrager samtidig til den perfekte balance i båden. Passagen på siden af motorkassen er acceptabel og passagerstolen er placeret på forkanten af motorkassen. De to forskellige typer stole med hver deres stil og form ser heller ikke direkte elegante ud. Pas-sagerstolen står også placeret lidt længere fremme end førerstolen og det er ikke perfekt.
I og med at motorkassen står midt i båden er det imponerende at støjniveauet er så lavt. Her er lydisoleringen god og på plussiden kan man tilføje at adgangen til motoren er let når motor-kassen vippes op. Fremme i cockpittet er to langsgående bænke. Her kan passagererne sidde i læ bag vindspejlet eller under den forreste kaleche og hele tiden have direkte kontakt med skipperen.
Testbåden havde et smart pantry med vask og kogeapparat i bagbord side. Marinetoilettet er placeret i forkahytten og båden har gode stuverum. Midtervinduet i vindspejlet kan åbnes og det giver en nem adgang til fordækket. Kalechen er tredelt og den forreste del giver god beskyttelse mod fartvind og vandsprøjt.
På fladt vand suser Fjord 28 elegant af sted og overrasker nok mange med sin topfart. Ude i lidt sø går den blødt og tørt i 20-25 knob. Den er elegant og rolig i bevægelserne, samtidig reagerer den kvikt på gas og ror. Ja, den har netop mange af de elegante egenskaber som en ”terne”.
Kraftig motor og bovpropel giver gode manøvreegenskaber i havn. Afdriften er lille takket være bådens lave design.
Indretningen er i massiv teak med flotte hynder og polstring. Der er teak på dørk, for- og agterdæk. En lille bade-platform er monteret agter, men man skal gå over agterdækket for at komme derhen. Fint nok, det er sådanne detaljer man må acceptere på en klassisk båd. På 2004-modellen var der ikke nogle store ændringer, bortset fra en blank liste øverst på vindspejlet. Og vi må ikke glemme den lille mast på fordækket til din private vimpel.
Fjord Terne 28 virker solidt bygget både i skrog, indretning og tekniske installationer. Det er let at synes om bådens elegante design og der er meget plads om bord til både familie og venner. Båden har som udgangspunkt et ganske righoldigt standardudstyr og kan efter ønske også leveres med et noget enklere udstyr.
Konklusion
Når det er sagt, har Fjord Boats be-stræbt sig på at give båden et klassisk image og appellerer netop til en målgruppe som ønsker sig en speciel båd med lidt ”stil”. Det har den, men når båden først bygges i moderne glasfiber og har en motor med en topfart omkring 30 knob, ja, så er noget af det ”klassiske” image gået fløjten. Derfor mener vi at man bør tage et skridt videre og tilpasse båden tidens krav. Lav et elegant og moderne instrumentpanel, monter to lækre stole og se om indretningen måske totalt set skal opgraderes. Selv om det hele moderniseres, kan man godt beholde en klassisk og elegant stil. Massiv teak er ok og passer fint i en båd, men indretningen virker lidt grov. Vurderet ud fra kritiske synspunkter fra miljøgrupper, er det næppe så let at forsvare et så omfattende brug af teak i en fritidsbåd fremover.
Vi kan godt lide Fjord Terne 28 som en lækker dagsturbåd og den har fine sejlegenskaber. Skal den nå en større målgruppe, tror vi den skal opdateres på indretningen. Ja, måske skal man overveje om motorkassen midt i båden kan fjernes, hvis man tænker på andre motorinstallationer eller en mere integreret indretning. For bådens pris er forholdsvis høj og alternativerne er mange. Eller for at sige det i bilsproget: Det går ikke længere at sælge Volvo 240-modellen og selv Rolls Royce har lanceret supermoderne modeller på trods af at der fortsat findes en ægte Rolls Royce.
Fjord Terne 28
Længde: + platform 8,45 m
Bredde: 2,70 m
Dybgang: 0,85 m
Vægt: ca. 2500 kg
Brændstoftank: 168 l
Ferskvandstank: 42 l
Antal køjer: 2 + 2 stk.
Siddepladser: 12 stk.
CE-kategori: C
Motor: Yanmar 222 hk
Topfart: ca. 30 knob
Pris standardbåd: ca. 955.000 kr.
Producent:Fjord Boats AS, Norge
Forhandler:Hornbæk Skibshandel,tlf. 49 70 09 01.
+ Klassiske linjer
+ Sikre sejlegenskaber
+ Mange siddepladser
- Primitivt instrumentpanel
- To typer stole
- Høj pris