Danmarks nyeste speedbåd er på én gang en smart halvkabine-speedbåd og åben styrepultsbåd. Og i løbet af sommeren vil den også kunne fås i en tredje version med en overbygning, der egner sig til fiskeri.
Hele tricket går ud på, at den nye Mawelo 570 er bygget som en åben båd, der er selvbærende. Dermed kan den til-føjes forskellige overbygninger i letvægtsklasse; den vi sejler med her i testen, vejer kun 45 kg og kan på- og afmonteres på et øjeblik af to mand, da den spændes fast til skroget med sodavandslåse.
Forvandlingen er total, må vi sige efter at have prøvet Mawe-lo’en med og uden hardtop. Den skifter fra at være den smarte speedbåd med åben kabine til en virkelig rummelig åben båd i styrepult-stil med masser af siddeplads i stævncockpittet.
Malewo’en er tegnet i en meget distinkt stil med et kraftigt negativt spring i skroget, og det er ikke kun gjort for at skille sig ud fra mængden, men også for at skabe et dybt cockpit, hvor man sidder godt beskyttet bag høje skrogsider.
Bådens facon byder umiddelbart på et anderledes sejlads-indtryk, hvor man vil være tilbøjelig til at trimme stævnen for højt op, da den føles at dykke for meget. Her drejer det sig om at bruge sin fornemmelse for at sejle speedbåd.
Et skrog med indbyggede trimflaps
Sejlegenskaberne er også anderledes, ikke fordi den gør noget anderledes end andre speedbåde, men fordi den egentlig gør det mod forventning. Malewo’en er bygget med en temmelig flad bundvinkel på 13,5 grader, men den har en ret skarp stævn og er relativt smal, 2,18 meter. Den flade bundvinkel skulle give sejlegenskaber med en svaghed over for krapsø og en ”flad” svingkarakter, men Mawelo’en gør det modsatte. Den går nydeligt i sø, og ”står” godt i vandet ved skarpe sving, men krænger lystigt med på styreudslagene.
Agterude er skroget forlænget forbi agterspejlslinjen i begge sider, så det næsten slutter som en katamaran. De to ”skrogbidder” virker næsten som et par store trimflaps, som hjælper skroget hurtigt op i planing, idet de modvirker en let speedbåds tendens til at løfte stævnen i acceleration. Den flade bund gør tilmed båden letplanende, for den planer ud omkring 16 knob, og der skal ikke arbejdes særligt med powertrimmet, før vi er på den anden side af 20 knob og begynder at opsøge tophastigheden.
Med den største motorinstallation på 150 hk på testbåden noterede vi 44,5 knob på GPS’en, hvilket må kunne tilfredsstille de fleste, men den ville klare sig fint med betydelig færre heste. Båden udmærker sig desuden ved en flot retningsstabilitet, der begynder helt nede i det langsomme område under planingsfart.
Høj kvalitet og fine detaljer
Både indretningen og udførelsen af Mawelo’en er præget af en hårdnakket vilje til at levere et særlig godt tilbud. Glasfiberkvaliteten er flot, og bag den ligger en masse ekstra arbejde, idet skroget er håndoplagt glasfiber i sandwichkonstruktion med skum som afstandsmateriale. Alle beslag er fæstnet med gennemgående bolte og sidder med bagplader af aluminium. Der er gjort ekstra ud af at fæstne bundstokke, skrog og innerliner ekstra godt sammen til en ubrydelig enhed, og f.eks. er skrog og dæk støbt sammen i en bred flange med tre lag glasfiber.
Desuden betegner værftet båden som en slags byggesæt, hvor man kan begynde med basismodellen til 100.000 kr. og skaffe hardtop, teakdæk og andet udstyr senere.
Førerstolene er af god kvalitet af typen med den praktiske forskydelige ryg, så man sidder lige godt fremad og bagud. Alle luger lukker lydløst på gummilister, og er forsynet med gastryksstøddæmpere. Der er betænksomt sat plads af til et Porta Potti kemisk toilet under hynden i styrbords side.
Agtersofaen er udført på en smart måde, idet sædehynden er dobbelt og ligger oven på en dobbelt bund, så det hele kan foldes ud til en fin solseng agterude.
Vi finder kun én fejl ved Mawelo’en i speedbådsudgaven. Det er, at vindspejlet er noget lavt, og når bådens kaleche er rullet sammen og spændt ned til vindpejlets ramme, er udsynet noget lavt. Når Maweloen’ er rigget om til åben båd, rigger man et højt vindspejl op i hver side, og så er udsynet perfekt.
”Den skal være noget særligt”
”Hvis ikke vi laver en båd, der er noget særligt, så er det ligegyldigt, så skal vi slet ikke lave nogen,” siger Danmarks første speedbådsproducent i nyere tid, Martin Wendorf Lorentzen, 27 år, der allerede er på sin anden speedbåd med Mawelo 570.
Martin er ud af en ”udpræget glasfiberfamilie,” idet han har familierelationer til det oprindelige LM Glasfiber i Lunderskov. Han er bådebygger, uddannet hos Quorning Boats, hvor han fik et godt indblik i hvordan man bygger letvægtskatamaraner. Han har i flere år haft egen glasfibervirksomhed i Lunderskov, hvor han bygger og udvikler forme og modeller for andre bådværfter, foruden han udfører reparationer og bygger sine egne speedbåde.
”Mawelo’en er lavet på min fornemmelse for speedbåde,” siger Martin. ”Jeg har kikket på en masse speedbåde og fundet inspiration til udseendet i de hurtigste amerikanske speedbåde, men har derpå dannet mine egne ideer, og udformningen af bunden er helt min egen. Kvalitetsniveauet er bl.a. lagt efter, hvad vi selv synes er uacceptabelt, når vi har haft både inde til reparation. Derfor er f.eks. skrog og overbygning støbt sammen. Jeg tør f.eks. give livsvarig garanti på agterspejlet, uanset hvilken motor folk sætter på min båd.”
Mawelo 570 Combination
Konstruktør: Martin Wendorf Lorentzen.
Længde 5,65 m
Bredde 2,18 m
Vægt u. motor 620 kg
Brændstof 110 l
Motor 50-150 hk
Prøvet med: Mariner Magnum EFI 150 hk
CE-godkendelse Kategori C
Pris båd Fra 100.000 kr.
Pris som testet Ca. 240.000 kr.
Import og salg: Mawelo Boats, Lunderskov, tlf. 75 58 50 09.