Husker du Oceans of Hope’s jordomsejling tilbage i 2014/15?
Læge og forsker Mikkel Anthonisen organiserede den gang et projekt, som på kort tid var i stand til at skaffe midler, bygge et team, købe, istandsatte og udruste en 67 fods sejlbåd – og sejle rundt om hele jorden, med et mandskab bestående af mennesker med sklerose. Mange af dem beskrev bagefter, at rejsen havde givet dem et nyt liv.
Sommertogt til Skotland
Projektet har nu kurs mod nye målsætninger. Båden sejler stadig, og vil blive ved med at gøre det efteråret og vinteren igennem. Årets sommertogt gik til Skotland, med start midt i juli måned. Et af formålene var at kortlægge hvad der egentlig sker med deltagerne – hvilken effekt sejlads har, både fysisk og psykisk. Flere forskere med internationalt ry har deltaget i studiet, som er det første af sin art. I løbet af syv uger sejlede Oceans of Hope fra Skagen over Kristianssand til Orkney-øerne, ned langs kysten til Edinburgh, og hjem igen via Thyborøn og Limfjorden. ”Alt gik rigtig godt på sommertogtet” siger Anthonisen, ”og vi er nu spændt på at kunne opgøre resultaterne af vores pilotprojekt henover vinteren. Sigtet med dette års studie er blandt andet at kunne finde de rigtige spørgsmål at stille til et længerevarende studie".
Forskningsprojekt
”Jeg vil gerne blive klogere på hvad der sker med mennesker med en kronisk alvorlig sygdom som sklerose, ombord på Oceans of Hope. Gennem forskning kan vi mere systematisk beskrive, hvad der sker, og derved bedre komme i dialog med andre, som laver noget tilsvarende. Og vi kan bedre formidle vores erfaringer, som måske kan have værdi i andre samfundsforhold”, siger han.
Skabe muligheder
Sommertogtet og forskningsprojektet om bord er støttet af Trigon Fonden fra Frederikshavn. Bestyrelsesformand i Trigon Fonden, Karsten Bøgh, beskriver deres engagement sådan: ”Vi har siden fondens stiftelse i 1970 støttet forskning i sklerose og kræft. Vores motto er ”kunsten at kunne”, og vi ser et stærkt slægtskab med ånden i Oceans of Hope. Vi skal skabe muligheder for mennesker”.
Oceans of Hope er en stålbåd på 67 fod, bygget til hård sejlads i Sydhavet. Foto: Josh Hall
Dykning på vej
Planen for næste års sejlads med Oceans of Hope er at introducere dykning for besætningen – som stadig består af mennesker med sklerose. Mikkel Anthonisen er i den forbindelse i gang med at etablere samarbejde med marinebiologer, så Oceans of Hope kan være med til at sætte fokus på havmiljø. ”I disse tider”, siger han, ”med klimaforandringer og ønsker om bæredygtig levevis, skal vi passe på hinanden og skabe muligheder. Og vi skal passe på vores smukke blå og grønne planet. Det er på den, mulighederne findes.”
Der gemmer sig endnu flere spændende tanker og planer i projektet – mere om det i et kommende nummer af magasinet BÅD, hvor vi bringer et større interview med Mikkel Anthonisen.
Mere information på projektets Facebook-side, samt på www.oceansofhope.org