Tirsdag formiddag er alle 10 både ankommet til Rungsted, og de hurtigste er allerede på vej videre. Læs interview med Niels Ulstrup, der tabte rorbladet mellem Læsø og Anholt.
Nexø på Bornholm er droppet, og sejlerne har sat kursen på Gedser.
– Der var flere der udtrykte nogen betænkelighed ved at ligge og krydse fra Nexø til Gedser i 20 m/sek. Det ville nok også blive lidt for krydret. Så vi har beslutte at skære Bornholm af ruten, det ville ikke være forsvarligt, forklarer Jan Møller.
Peter Hancke og Helle Jespersen var på pletten i Rungsted Havn, for hjælpe de trætte sejlere i havn. Foto: Torsten Rasmussen
Først til Rungsted var Xar, en XP-44 med svenske Rikard Roth ved roret, og han er på vej videre. Jan B. Hansen i sin Figaro 2 ’The Beast’ kom et par timer senere, og har også sat kursen mod Gedser. I Gedser skal de ligge i lystbådehavnen, i modsætning til sidste år, hvor de lå i fiskerihavnen.
– De er så søde og rare i Gedser, de vil os det bedste, siger Jan Møller.
Niels Thomsen i Tustine er med sine 72 år feltets alderpræsident. Han startede med at sejle Silverrudder for 7 år siden i sin Scanmar 33. Foto: Torsten Rasmussen
Se interview med Niels Thomsen af Torsten Rasmussen. Niels er netop ankommet til Rungsted Havn under kapsejladsen Danmark Rundt Singlehand. Vi beklager lydkvaliteten og den lidt hurtige udgang på interviewet.
Tabte propelblad
Stig Wittrup i My Way, en First 40 tabte på et eller andet tidspunkt i Kattegat et propelblad. Det kunne ses på trackingen at hastigheden gik ned, da han ikke kunne folde de resterende blade ind. Han skal nu på land og have en ny propel på, men fortsætter sejladsen. Ret godt gået at lægge en 40-fods båd til kaj i Rungsted, kun for sejl i 15 sekundmeter. Men den dygtige sejler klarede det med bravour.
En glad Stig Wittrup har fået ny propel. Foto: Torsten Jørgensen
Ramte noget i vandet
Vi har snakket med Niels Ulstrup, der mistede rorbladet et sted i Kattegat.
– Jeg er sejlet ind i et eller andet. Der lød et gonk, og roret fik et slag. Og så sad jeg der med en rorstamme uden blad. Heldigvis var der ikke nogen læk. Jeg kunne holde søerne lidt op med motoren, men jeg vidste jo godt, at hvis jeg ikke fik hjælp, ville jeg ramme Sverige på et eller andet tidspunkt. Jeg fik tilkaldt hjælp fra redningsstationen på Anholt. De kom i løbet af en times tid, og slæbte mig ind.
Det blæste 14-16 m/sek. da redningsbåden kom frem, og et par timer at få Niels Ulstrup i Garfield, en specialbygget Brøker 35 i havn. Nu er planen at Niels tager færgen hjem, og får rigget et midlertidigt rorblad til, så han kan komme hjem til Holbæk med båden. Her skal den på land, for at få et nyt rorblad der passer.
– Det ærgrer mig lidt, jeg ville gerne have fortsat, men det er jo betingelserne, konkluderer Niels Ulstrup.
I løbet af aftenen sejler de langsomste både videre efter et velfortjent hvil.
– Vi har grundlæggende styr på flokken, og vi har givet dem en lille gave: I stedet for kun at have otte timers hvil, har vi bevilget dem 12 timer, ovenpå den hårde tur i Kattegat, siger Jan Møller.
Forude venter Køge Bugt. På Rungsted Havn blæser det helt vildt, ifølge Torsten Rasmsussen. Vinden ser ud til at lægge sig en smule, men der er stadig godt piv på de næste par dage.