Danmark Rundt Singlehand Inshore for singlehandsejlere starter i morgen lørdag kl.12. Det var først meningen at cruisingsejlerne skulle afsted fredag aften, men da langt de fleste af sejlerne er kapsejlere, der bare ikke liiige fik løst målerbrev i tide, har løbsledelsen valgt at starte alle på samme tid.
I 2016 og 2017 gennemførte en eksklusiv gruppe af sejlere de to første udgaver af Danmark Rundt Singlehand, og i år er der ca. 20 deltagere til 2019 versionen af den ultimative udfordring i de indre danske farvande: Danmark Rundt Singlehand Inshore.
Sejladsen starter og slutter i Assens med nedenstående sejlplan. Omsejlingsretningen bliver styrbord, så sejlernes første etape bliver Assens - Bønnerup.
1. Etape: Assens –Bønnerup 101nm
2. Etape: Bønnerup -Skagen71nm
3. Etape: Skagen –Rungsted 129nm
4. Etape: Rungsted -Nexø 135nm
5. Etape: Nexø -Gedser 118nm
6. Etape: Gedser –Assens 92nm
I år er der stopover i Rungsted, og ikke Skovshoved som tidligere, og starthavnen er Assens.
– Vi har ikke valgt nogen fra, man kan sige at vi har valgt til. Assens Sejlklub skal have chancen, de er umådelig gæstfri og søde, og har tidligere år sørget for os på bedste måde. Og så har vi en ambition om at gøre sejladsen mere tilgængelig for både tyskerne og jyderne, og så ligger Assens perfekt, fortæller Jan Møller, der er en arrangørerne af Danmark Rundt Inshore Singlehand, og fortsætter: – Rungsted Sejlklub henvendte sig til os, og ønskede et stopover der. Det tog vi imod, når man nu ligefrem bliver inviteret.
Hvem sejler med
Som sædvanlig er det nogle af de garvede singlehandsejlere der deltager. Stig Wittrup i sin First 40 ’My Way’, Jan B. Hansen i sin nye Figaro 2 ’The Beast’, William Friis Møller i X40 ’mandalay’, Claus Pedersen i sin Mini 6.50 Pogo2 ’ Grand Danois’, svenske Anders Nyberg i sin RM1350 ’Embla’ og sidst men ikke mindst Sven Møller i sin Seascape 27 ’Vera’. Du kan se deltagerlisten her.
Sejladsen sejles med start den 29. juni 2019 over 6 etaper med individuel start 8 timer efter målgang efter hvert stop. Der er tvungen pause på 8 timer, i hver havn.
Sejladsen kan følges på tracking her. Det er Garmin iridium In Reach-trackere, der anvendes i år.
– Vi købte en ordentlig håndfuld, og derfor kan vi tilbyde at sejlere kan købe dem for en meget flad pris.Og det tog ca. to tredjedele imod. De giver ikke bare positionen, men kan også bruges som to-vejs kommunikation med SMSer, forklarer Jan Møller.
I dag fredag har der været sikkerhedstjek af alle bådene, og det er det samme hold der følger sejlerne Danmark rundt, og møder dem i havnene, for at kunne hjælpe med, hvad der nu kunne være galt. Også Jan Møller tager landevejen i år, og er med i stopover-havnene.
Hvad siger vejret
Jan Møller har studeret vejrudsigten, og det tegner et noget komplekst vejrbillede.
– Det ser lige nu ud til, at sejlerne får en omgang dårligt vejr, og to gange vindstille. Men det er jo svært at forudsige vejret en hel uge frem, slutter han.
I aften er der briefing og middag i klubhuset i Assens, før sejladsen starter lørdag kl. 12.
Se video fra TV2/Syd hvor Jan Møller og andre fortæller om sejladsen.