Dag 21 – 14. december (finish line)
Det blæser af h... til! 25-35 knob i middelvinden. Vi går op i mod 10 knob kun for storsejl lige i røven! Fantastisk! Vi henter helt vildt ind på tabt tid, og pludselig er der liv i vores lørdagsbytur igen. På intet tidspunkt har turen føltes lang, da dagene er fløjet af sted, men denne dag synes timerne af snegle sig af sted, da St. Lucia kommer tættere og tættere på plotteren. Vi forsøger at sejle butterfly med stormfok, men vi har ingen stage, der er kort nok. Den bommer et par gange på grund af kraftig sø, og pludelig sker der det, der absolut ikke må ske. Forstaget knækker. En 1,5 cm tyk plade rives midt over i dækket og furler, hydraulikslanger mv. flyver rundt sammen med sejlet. Heldigvis har vi to forstag, så masten er på intet tidspunkt i fare. Vi får bjerget furleren, der heldigvis er intakt (en ny koster 85.000,-) og får bundet staget fast til dækket. Sejlet tager vi ned og lægger sammen på dækket. Vi sejler igen videre kun med storsejl og nu to bompreventere. Ikke mere der skal gå i stykker nu!
Vi fisker igen og nu ryger der er en flot yellowfin tuna på krogen. Vi diskuterer lidt frem og tilbage, om de er fredede på disse kanter og vælger at sætte den ud, mens skipper næsten har tårer i øjnene over sashimi, der svømmer væk. Vinden tiltager, og vi rammer rekordfarten på turen, 11,3 knob. Vel og mærke kun for storsejl. Bølgerne er sindssygt store, og vi får et par "hygge squalls" med 50 knobs vind for at gøre det lidt mere spændende. Vi spejder konstant efter land. Der er 40 mil ind til Martinique, men vi kan ikke se en pind. Der er lagt champagne på køl til en skål, når første landkending kommer.
Endelig! St. Lucia's bjerge kommer til syne på bagbord side, og flaskerne kommer på bordet. Det skal fejres. De næste to timer hører vi høj musik, drikker bobler og ryger cigarer. En delfinflok laver afskedsspring foran os. Jeg går på dækket for at ringe, da vi nu har mobildækning igen. Da jeg kommer væk fra den høje musik og festglade sejlerkammerater, kan jeg mærke, hvor meget det egentlig blæser. Jeg morer mig lidt ved tanken om, hvor meget man kan vænne sig til. Her sidder vi i fem meter bølger, vinden der trækker hvide striber i vandet, 40 knobs middelvind og fester som om det var en sommerdag på Øresund. Havde vi haft det vejr derhjemme, var vi enten blevet i havn eller gået ud med overlevelsesdragter og rystende ben. Vi er sgu blevet rimelig hærdede efterhånden. Jeg tager et bad og ænser efterhånden ikke, hvordan jeg bliver kastet rundt i brusenichen.
Kl. 20.15 ca. passerer vi finish line på St. Lucia. Vi har hele tiden været nede på dieselbeholdningen og har ventet med at tanke de sidste 40 liter reservedunke, da bølgerne har været for store. Vi tanker så snart vi krydser linjen – Og så løber vi selvfølgelig tør lige inden, at motoren får suget an på den nye forsyning. 500 meter fra havnen mister vi pludselig motorkraft, og det blæser helt vildt. Vi forsøger gentagne gange at starte, men den hakker og hoster. Great! ARC kalder os, og foreslår at vi kaster anker i bugten, da et slæbemission vil blive for farlig, da vinden er så hård. IKKE TALE OM! Vi skal i havn – om vi så skal svømme ind! Vi konstaterer, at dieselfilteret har fået suget noget skidt i sig – det bliver skiftet og vi forsøger at starte igen. Nu er problemet, at vi nærmest ikke har mere strøm til at starte, så forbrugsbatterierne skal sammenkobles med startbatterierne. Vi bliver nødt til manuelt at pumpe diesel frem for at få motoren i gang igen – det lykkes og 15 min senere er vi på vores plads. Vi bliver mødt af hjælpsomme ARC folk og en kurv med frisk frugt og kolde rompunch. To af mine venner fra København kommer endvidere os i møde med danske flag og kolde øl. Mega fedt! Underligt at få fast grund under fødderne. Det gynger helt vildt! Vi spiser burgere (de bedste jeg nogensinde har smagt) og ryger fra bar til bar for at fejre vores bedrift – naturligvis iført røde bukser!
