Det blæste (skrev jeg virkeligt "blæste") vel en 2-2,5 m/s på nuværende tidspunkt. Da det havde blæst (15 m/s) en kraftigt vind fra vest i dagene forinden, var der stadig høj sø, hvilket ikke er sjovt at sejle i. Jeg fik rigtig fin start, det gav mig så muligheden for at være den første til at sejle mig ind i et vindhul. Det var rigtig pænt af de andre at sejle udenom. Fik sejlet mig op igen, og jeg endte som nr. 5. Lars ender lidt længere nede, han havde ellers et fint først opkryds og rundede toppen et par både foran mig.
Anden sejlads gik noget bedre, vinden var frisket op til hele 3,5-4,5m/s. Jeg kommer fint afsted og fører sejladsen det meste af vejen. Et stykke efter bundmærket sidste gang ligger Giovanni (ITA-47) 2er, men vælger så at slå modsat alle andre ud på venstre fløj, jeg laver en løs dækning og slår med. Da der ikke var andre, der slog med ud forstod jeg aldrig helt formålet, til sidst må jeg falde ned og dække ham for at få ham til at slå tilbage. Da vi har sejlet et stykke tid på den nye halse, skræller vinden og Antonio ITA-315 kan selvfølgelig lige passere foran mig og holde målinien. Fuck mand...jeg kigger surt på Giovanni, da han går i mål, og han ligner en, der heller ikke lige fattede, hvad han lavede.
Doomsday (L....dag)
Anden dagen er vinden igen på en 2-3,5 m/s...puuuuuh. Hvad skete der lige, nu har jeg sejlet i det her badekar i flere år, end jeg tør skrive her, jeg har dog aldrig, gentager højlydt ALDRIG sejlet så langsomt i 2 sejladser i træk, oh boy, oh boy. Fik en ok starter, ikke noget super duper, fri vind og sådan, men 2-3 minutter efter starten kunne man bare se folk til læ og til lu sejle forbi. Jeg blev 8er i første sejlads kun reddet af et satse slag helt ud på venstre fløj på sidste opkryds, hvor jeg fik passeret en 5-6 både.
Der viftes med gule flag
Derefter forsøgte jeg lidt ændret rigtrim til anden sejlads, men det var nok en anden løsning, jeg skulle have valgt og skruet på riggen. En 9. plads blev der indkasseret. Nå ja og så var det Danmarks tur til at få et gult flag for ulovlig pump, og det fik jeg så. Som juryen så smukt sagde det senere, "we took one from each country to make it fair". Jeg er blevet taget for at pumpe før og et har været fortjent, det var det altså ikke her, jeg sejlede højt og lavt i bølgene og brugte endag min kropsvægt til at minimere rulningen, andre havde inden mig på samme slørside fået gult flag, så jeg var super opmærksom på, at det jeg lavede skulle være by the rules. Puuuh, ekstra bonus efter sejladsen, jeg får at vide af nogle andre sejlere, at de overhovedet heller ikke kunne se, at jeg skulle have lavet noget ulovligt. Det var ved gud den dårligeste jury, jeg havde set siden VM i Travemunde, hvor jeg fik gult flag i en sejlads, hvor vi godt måtte pumpe.
Jeg så et par andre få gult flag senere i løbet at ugen, som bekræftede min mistanke om, at denne jury generelt ikke vidste meget om jollesejlads. Andre gange kunne jeg virkelig undre mig over, at andre deltagere ikke blev taget, men de var nok fra en nation, der allerede havde fået et gult flag. Men udover dette klarede juryen det rigtig flot, samtlige protester blev håndteret perfekt (der var ingen). Jeg vil lige indskyde, at normalt basher jeg ikke juryer (og slet ikke offentligt). Jeg sætter RIGTIG stor pris på, at nogen gider bruger deres fritid på at sikre fair sejlads for os sejlere. Men dette var så grelt, at jeg simpelthen måtte ud med det. Lars slap for gule flag, men nu havde jeg jo også fået et. Resultattavlen afslørede, at lars lavede en 14. og 16. plads den dag - ikke pragende men godkendt.