De 13 efterskoleelever og to lærere fra Lundby Efterskole som i vinteren 2011 kæntrede i en dragebåd på Præstø Fjord var ikke alene tale om en enkeltstående ulykke. Tragedien, hvor en lærer omkom og flere elever blev alvorligt skadet for livet, har i de efterfølgende år fået stor betydning for gældende sikkerhedsregler ved vandaktiviteter i skolerne.
I dag mere end tre år efter den skæbnesvangre sejltur og næsten et år efter den afsluttede retsag i Landsretten, er Præstø-sagen på ingen måde glemt. Sagen har blandt andet påvirket de overvejelser skoler og kommuner gør sig i forhold til at tilbyde eleverne mulighed for at prøve vandaktiviteter, som sejlsport.
”Det er blevet meget vanskeligere at få unge mennesker ud og prøve sejlsport i skoleregi, selvom sikkerheden og forsikringsdelen er i top. Det er selvfølgelig kede af som idrætsgrene, fordi Danmark nu engang er et kystland omgivet af vand. Og fordi en stor del af vores rekruttering netop ligger i skolerne”, siger Dansk Sejlunions sejladschef, Steen Wintlev og uddyber:
”Præstø sagen var en forfærdelig tragedie, som skete via en blanding af mange ekstremt uheldige omstændigheder. Sagen betød, at en række regler på området blev strammet op, hvilket var godt. Desværre resulterede hele sagen også i, at nogle folk i dag tror, at det er livsfarligt at sejle.”
"Sådan forholder virkeligheden sig heldigvis ikke. Faktum er, at danske sejlklubber, roklubber og kajakklubber har en ekstrem høj sikkerhedskultur. Derudover har vi også vores forsikringsaftaler på plads, så kommunerne roligt kan samarbejde med os.”
Ingen børn, hverken klubbens medlemmer eller fra skoler og fritidshjem, sejler uden svømmeveste og med sikkerhedsbåde på vandet. Foto DS ungdom.
Frygter ansvaret
Især forsikringsaspektet har bekymret flere kommuner i forhold til at lade deres skoler indgå samarbejdsaftaler med idrætsforeninger, der tilbyder vandsportsgrene. Mange kommuner og skoler er nemlig stærkt bekymrede for, at de som følge af de strammede regler fra Søfartsstyrelsen kan drages til ansvar, hvis uheldet skulle være ude.
I Sorø Kommune valgte man i 2013 at indføre et midlertidig forbund mod sejlads med passagerer, indtil kommunens forsikringsforhold blev afklaret. Forbuddet gjaldt for alle kommunens skoler og alle typer sejlads lige fra ekskursions ture på en fiskekutter til sejlsport i den lokale forening.
Sorø Kommune lider dog ikke længere af vandskræk og har igen i 2014 åbnet op for, at kommunens institutioner må være på vandet i undervisningsregi.
Aktiviteter for skoler og fritidsklubber i sejlklubberne forgår altid kun om sommeren, og med en høj sikkerhedskultur. Foto DS Ungdom
Fortsætter på næste side
Idrættens Forsikringer gælder
Men de tragiske sport fra Præstø skræmmer i flere andre kommuner. En gennemgående problemstilling er, at kommunerne og skolerne ofte overser en vigtig detalje, når sejlsport skal på skoleskemaet.
Detaljen består i, at idrættens kollektive forsikringsaftale, som DIF og DGI har indgået med Tryg, nu omfatter sportsaktiviteter på vandet, når den af DIF eller DGI’s foreninger står for aktiviteten. Det lyder således i det nye tillæg til idrættens kollektive ansvarsforsikring, at forsikringen også ’omfatter sikredes (foreningernes) erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer i mindre fartøjer’.
”Det betyder at skulle uheldet være ude, hvilket der jo på ingen måde er nogen derforventer, så er det eksempelvis idrættens kollektive forsikring, der dækker,” siger juridisk konsulent i DIF, Willy Rasmussen, og fortsætter:
”Der er styr på forsikringsdelen nu. Og set i forhold til det sikkerhedsniveau, der hersker blandt vores ro- og sejlklubber, burde der ikke være grund til yderligere bekymring, og derfor håber jeg da også for vores specialforbund og deres klubber, at kommunerne med tiden vil blive mindre urolige i forhold til at lade skoleelever prøve kræfter med idrætsgrene på vandet.”
Bådmagasinet har gennem research ikke kunnet finde ét eneste eksempel på at der nogensinde tidligere er sket noget ulykker med skoleelever ved arrangementer i sejlklubber. Og ser man på danske sejlklubbers aktiviteter gennem de sidste 50 år, så er der kun sket enkelte uheld med personskade, og under uheldige omstændigheder.
Alle skoler, forældre og foreninger, som måtte være i tvivl om de forsikringsmæssige aspekter kan læse om idrættens forsikringer, herunder også se policerne her:
Danmark er et kystland, så det burde næsten være en del af skolepensum at lære at færdes ved og på vandet. Og det kan man lære i sejlklubberne - og i fuldstændig betryggende rammer. Foto DS Ungdom