Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvem der var langsomme i optrækket. Men faktuelt, havde brødrene ikke optrådt i en regional nyhedsudsendelse på deres vestjyske hjemegn, var den aldrig kommet videre end til baadmagasinet.dk og andre mindre sejlsportssites.
Ugens anden markante nyhed er, at Dansk Sejlunion nu følger op på deres vedtagne DS strategi 2011 og søger en medarbejder til pressechef Christian M. Borch. Personligt gav den jobannonce mange telefonopkald, mails og så enkelte kommentarer på baadmagasinet.dk. Essensen i alle henvendelserne er, at den stilling skulle jeg tage, hvem ellers havde de nødvendige kvalifikationer?
Jeg takker for tilliden, men er beskeden nok til at forholde mig det faktum, at Danmark er fyldt med dygtige kommunikationsfolk. Nok er jeg den allerbedste Lassen, men ledigheden blandt dygtige journalister og kommunikationsfolk er så stor, at du kan fodre svin med dem.
Alligevel har det da fristet at sende en ansøgning til Dansk Sejlunion, selv om jeg er fuldkommen klar over, at det vil blive betragtet som en kætterisk handling, nærmest landsskadelig over for de mange læsere og debattører på ”Bagsiden”. Modsat vil jeg jo gerne bevise at min person, med den viden og erfaring jeg tilbyder, kan gøre en markant forskel i dansk sejlsport. En forskel, jeg igen og igen påpeger, jo er skrigende nødvendig, hvis vi ønsker vores sport skal blive andet end bare glemt.
Når jeg læser jobannoncen fra Dansk Sejlunion, kan jeg helt åbent sige at jeg opfylder alle kriterier. Tilmed kan jeg tilføje stillingen faglige kræfter ingen andre ansøgere kommer bare i nærheden af at kunne opfylde. Men det er nok også den bedste grund til at jeg næppe kommer i betragtning, for kulturen i Dansk Sejlunion er næppe moden til forandring og frisk luft - DS strategi 2011 - eller ej.
Modsat ville det være en kærkommen anledning til at stoppe kritikken på ”Bagsiden”, som jævnlig får Dansk Sejlunion op i det røde felt. Den bedste indikation herfor er min dialog med en af sejlsportens stærkeste magthavere, som efterhånden er blevet lidt skizofren omkring ”Bagsiden”. På den ene side ros for at ”Bagsiden” tager fat i de ømme emner, modsat må vedkommende lægge øre i sit klub- og DS-netværk til ofte meget skarpe udbrud mod ”Bagsiden”.
I modsætning til eksempelvis Bådmagasinet er Dansk Sejlunion – i lighed med alle andre specialforbund under Dansk Idræts Forbund (DIF) - begunstiget af en solid offentlig økonomisk støtte. Altså er der tale om en konkurrence på ulige forhold. I forvejen er det ikke nemt, at få økonomi i den kommercielle sejlsportspresse. Men både Bådmagasinet og Min Båd skal altså ud og konkurrerer med Dansk Sejlunion, som fra starten er begunstiget med mediestøtte.
Er det skægt at være en del af? Lige så usikkert det er, at være ydmyg skriverkarl hos den gamle redaktør, lige så usikkert er det at være underlagt en så politisk betonet støtteøkonomi. Kan den gamle redaktør ikke tiltrække læsere og annoncører, er det fordi produktet ikke er godt nok. Hver gang der er Finanslovs forhandlinger risikerer alle medier, som får offentlig mediestøtte, at blive ramt i en politisk studehandel en sen nat.
Jobannoncen fra DS ønsker ansøgere med erfaring i pressekontakt og presseberedskab, overordnet er det da heller ikke en dag for tidligt. Men spørgsmålet er åbent, hvordan skal en ydmyg ansat i 3. geled overhovedet skaffe de rigtige kontakter, når kun ledelsen må udtale sig? God pressekontakt er synonym med hurtige handler og en god portion kammerateri. Her må Dansk Sejlunion nok lige vende skråen en gang til? At jeg så nok er blandt de lidt bedre til at skabe pressekontakt, kan dokumenteres alene gennem Extreme Challenge-projektet i 2011. Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner fik mere dækning i de brede medier end resten af dansk sejlsport sidste år.
Men jeg er ikke den pæne og polerede personlighed - både min største styrke og største svaghed. Ikke kun i dansk sejlsport finder du alle slags holdninger om mig og min personlighed – negative såvel som positive. Det kan ikke være anderledes, og jeg sover fortsat trygt om natten.
Tilbage til spørgsmålet om jeg skal sende en ansøgning? Hvorfor risikerer mit gode liv for ansættelse i en så
politisk ledet, topstyret medlemsorganisation? Hvorfor valgte jeg for 20 år siden at rive et år ud og blive kommunikationschef i Greenpeace? Begge spørgsmål kan vel kun besvares med ”Galskab”.
Uden jeg ved det, er lønnen næppe prangende? Så hvorfor vil jeg dog opgive et godt og økonomisk givende liv, for en stilling som menig ”Kommunikationsmedarbejder” i Dansk Sejlunion – stedet jeg selv har døbt ”Den brune bunker” i al kærlighed? Svaret er i min optik, lige så enkelt som spørgsmålet er en smule komplekst. Personligt ønsker jeg at styrke min personlige performance. Men mindst lige så vigtig: Give sejlsporten i Danmark en række faglige muligheder, Dansk Sejlunion ikke tilbyder i dag.
Tilbage til de mange opfordringer, og gider du ikke søge stillingen? Jamen, sandsynligheden for at jeg nogensinde får jobbet er ret så overskuelig. Dertil opfattes jeg af magthaverne som for ”farlig”, især fordi jeg har absolut ingen berøringsangst over for autoriteter – spørg bare den gamle redaktør.
Modsat skal Christian M. Borch da have chancen for at gøre en forskel og skabe nyt liv i kommunikationen omkring dansk sejlsport. Så jo, jeg sender da en job ansøgning og et cv. Lad os slutte med at give redaktør hr. Øverup ordet: ”Good luck … spændt på at høre skriget fra Brøndby”.
