Bagsiden: Beviseligt har redaktør Hr. Øverup en ganske kort hukommelse ...

Artikelindeks


Hr. Øverup fortsatte: "Her sidder jeg en herlig fredag morgen – solen skinner, men det er li'som der mangler noget ...? Og plus'li går det op for mig - BAGSIDEN. Hvornår har vi en aftale om at starte 'igen' – efter en god og forhåbentlig veloverstået juleferie ...?"

Al den venlighed fra den cigarrygende redaktør hr. Øverup, der uge efter uge beklager sig over mine indfald og læserens udfald – især dem der lander i hans mailboks, eller endnu værre optager hans telefon. Men der skjuler sig nok en lille smule masochist bag redaktørens ansigt - nok fordi "Bagsiden" er en bekræftelse på, at der fortsat er en smule liv i sejlsporten – eksistensgrundlaget for det gode magasin "Bådmagasinet" og ja, hr. Øverup.

Så når budskabet fra redaktøren siger "Bagsiden" nu, er der jo en ting at gøre: Adlyde straks? Derfor "Godt nytår" til alle læsere og kommentatorer. Jeg skal ydmygt forsøge at komme med klare holdninger i 2012, åbne dine øjne for dårskaben i dansk sejlsport. Rose de mange, der heldigvis skal roses i dansk sejlsport, og skose resten af de ufattelig uduelige hundehoveder, der ofte befolker de danske havne og sejlsporten i al almindelighed.

Både hr. redaktør og undertegnede ved godt at mange læsere er lidt skizofrene omkring "Bagsiden", især dem som er taget under "behandling". Ofte får "Bagsiden" kritik for at være skarp i retorikken og – erkender jeg da åbent - med masser af personlighed. Også i 2012 vil "Bagsiden" en sjælden gang eller to - falde ned under "bæltestedet", men det er også en del af naturen og energien i "Bagsiden". Dansk sejlsport har alt for mange mumietrolde, der aldrig tør komme med en klar holdning. Derfor vil den gamle redaktør også i 2012 komme til at lægge ører til meget skarpe udbrud mod mig som person og "Bagsiden" som medie. Jeg tror nu nok, at Øverup overlever en sæson til? Faktum er, at mange brokker sig, men lige så meget faktum er det, at "Bagsiden" er ekstrem populær på baadmagasinet.dk.




Den dag jeg ikke har en hr. Øverup i telefonen, eller igen er indkaldt til kammeratlig samtale hos chefredaktøren, så har "Bagsiden" mistet sin eksistensberettigelse. 2012 vil også få skarpe udbrud mod mig som skribent, og fra mig mod dem, som "Bagsiden" tager under kærlig behandling. Den usynlige grænse mellem skarphed, perfiditet og direkte upassende personangreb, skal "Bagsiden" ikke alt for ofte overskride. Men "Bagsiden" skal uge efter uge gerne læne sig op af den usynlige grænse.

Jeg sover ikke dårligere om natten, hvis nogen er blevet lidt fornærmede. Men oftest skal "Bagsiden" holde sig på den gode side af grænsen, men I må nok forvente at en enkel eller to gange i hver sæson brydes grænsen, ellers ved ingen af os jo hvor den grænse ligger i år.

Der er masser af tage fat på, især i et OL-år. Inden for egen boldgade, eksempelvis det elendige mediearbejde fra ISAF VM i Perth i december. Lærer OL-sejlere aldrig, at de skal kommunikere med verden? Det emne vil vi tage fat på.

I samme periode havde DR/sporten et længere indslag, da håndboldpigerne kom hjem til Kastrup Lufthavn med en 4. plads i bagagen. Her er plads til forbedring, faktuelt opleves dansk sejlsport som fuldkommen anonym ude blandt danske sportsjournalister. Godt "Bagside" stof.

Et af fyrtårnene i dansk sejlsport, i hvert fald i Køge bugt og omegn - Steen Roar Hillebrecht fra Vallensbæk Sejlklub, kom med flere gode emner til den nye "Bagside" sæson.

Tænk lige på gennemsnitsalderen i din sejlklub, vi er ikke alle sammen årsunger længere. Nede hos Steen er de omkring 56 år i gennemsnit. Det betyder, at der er flere og flere, der nærmer sig den alder, hvor de ikke længere magter at sejle eller at vedligeholde deres båd. Der står stadig flere både på land. Den lokale havnefoged mener, at rigtig mange ville sælge, hvis de blev spurgt.




Jeg så kort på min egen dåbsattest, jamen jeg er jo selv kommet i målgruppen – godt nok lidt yngre, men stadig over 50 år. Jeg må da også stille spørgsmålet, hvem vil have vores skib? For allerede nu kan jeg se, at der ligger en næsten umulig opgave og venter her i foråret. Prøv lige selv, at lave nogle fremskrivninger. Bare 5 eller 10 år, sker der ikke noget – ja så skal Bådmagasinet sendes på gaden med dobbelt så store skrifttyper, ellers kan vi kun se billederne. Teksten flyder ud, og brillerne kan vi ikke finde.

Dansk sejlsport toppede sidst i 80'erne og 90'erne, det er 20-30 år siden. Det bliver i 2012 derfor interessant, at følge sejlunionsformand Hans Natorp og hans strategi. Hvordan han får knækket den nød – eller skal sidste mand snart lukke og slukke i dansk sejlsport?

Da Steen og jeg snakkede om emner til "Bagsiden", kom begrebet "Sejlerskole" naturligt op - er de overhovedet tidssvarende? Og "duelighedsbeviset", hvor indholdet for længst er gået over sidste salgsdato. Hvor mange af læserne har lige styr på at indregne deviationen? Håber som minimum, du kan huske hvad "deviation" egentlig er? Kniber det, så trøst dig med du er næppe alene med din uvidenhed.

Til gengæld er vi mange, som har mere end svært ved at få det fulde udbytte af moderne navigationsudstyr. Modsat kan jeg glæde læserne med, at jeg fortsat husker at skelne mellem en fiskebåd, der trawler og en fiskebåd, der fisker med andre net. Jeg har aldrig mødt det i virkeligheden, hvilket naturligvis ikke kan lægges "duelighedsbeviset" til last.

Men Steen og jeg er fuldkommen enige - at "duelighedsbeviset" er en historisk genstand, der er skruet sammen i en fjern fortid, med alt for mange lanterner og så den der "deviation", og alt for lidt om egentligt praktisk sømandsskab. Også et emne "Bagsiden" vil tage fat på i foråret.

Jo, jeg lover læserne at "Bagsiden" ikke går i kloster i foråret, heller ikke den gamle cigarpulsende redaktør, hr. Øverup skal føle sig for sikker i 2012.

På gensyn på næste fredag.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen