Er de der, for at vi alle skal sejle lidt mere? Er de der, for at få frisk blod ind i sejlsporten? Ja er svaret hvis du spørger formand Hans Natorp, der med DS strategiplanen i hånden siger at det er målet med hele øvelsen.
Men virkeligheden, er den ikke en anden? Fredag aften danner rammen om tre seminarer, to gælder det organisatoriske og et enkelt er fokuseret på Peter Wolsing´s, "Få vind i sejlene" initiativ, et projekt der var genstand for Bagsiden, den 30. december 2011 under overskriften: "Bagsiden: En nytårshilsen til søens folk"
Er ens hjerte fyldt med glæden ved livet på vandet, og har man valgt at bruge en fredag aften på et ret kedeligt hotel udenfor Odense, så håber jeg at Peters seminar bliver aftens store billetsælger! Udover det faglige indhold, er Peter da selv en "ok" hyggelig fætter, at dele sin aften med. Det er her fremtiden ligger, her hvor du kan tænke og tale om sejlsporten, og ikke mindst sejlsporten i fremtiden. Så lad resten af forsamlingen tænke og diskuterer organisatoriske ændringer. De har fokus på den historiske kredsstruktur kontra bestyrelsens nye vidunder: "DS Netværk".
Altså et interessebaseret samarbejde mellem klubber og andre interessenter. Et netværk der skal virke fremmende for sejlsport og være i overensstemmelse med Dansk Sejlunions vedtægter § 2. Nu er der nok en enkel læser eller flere som ikke har § 2 helt præcent: " Vision: Sejlads – oplevelse, samvær og sport – hele livet. Mission: Dansk Sejlunion er det nationale samlingspunkt for alle sejlere.
Her mener jeg i stedet at forsamlingen, virkelig kan bruge de to dage, til at gøre en forskel. Få afklaret spørgsmålet "Hvordan får vi skabt værdi i det fælleskab, der ligger i at være en aktiv sejler? Hvordan kan dette sejlskab få endnu flere ud på vandet? Få skabt et klart billede af hvordan sejlsport igen kan blive sexet (har det nogensinde været det, red.?) og interessant for - helst mange - flere?
Det fortvivlende er jo at DS har alle mulighederne. Det er jo ikke de beskedne 92 kr. hver sejler årligt bidrager med til driften af unionen, der vælter nogens økonomi. Uroen kommer alene af, at DS endnu ikke har formået at aktiverer dette store sejlerfællesskab. Altså få de mange medlemmer ned på havnen, og ud på vandet. Her tænker jeg ikke kun de "forkælede" kapsejlere, for "den race" er der jo reelt heller ikke ret mange af. Tursejlernes er jo reelt de helt store vindere i DS spillet, de har ufattelige mange gratis fordele – jeg tror bare ikke ret mange ved det – derfor brokker de sig altid!
Der er utrolig mange gratis ydelser i DS, masser nyttig information for medlemmerne i DS sejlklubberne. Tænk bare de udlagte bøjer, der både giver en naturoplevelse, og sparer nattens havnepenge. Forsikringsalternativer, diverse information, herunder havnelodsen og meget, meget andet. Det er nok de færreste sejlere, der er opmærksomme på alle disse tilbud. Og bliver de ikke brugt aktivt, har de 92 kr. i kontingent ikke nogen større værdi.
Selv om jeg ikke ser DS, som byens bedste lobbyister, skal de dog have den ros, at de igen fik skubbet Miljøministeriets planer om forbud mod kobberholdig bundmaling til hjørne de næste 3 år.
Der hvor forsamlingen skal bruge deres tid, er at løse opgaven - hvordan de sikrer og styrker livet på vandet. Selv om vi snakker sejlsport hele livet, så er virkeligheden ofte end anden. Sejlerlivet er sjældent livslangt, og så skal der helst stå nye generationer af sejlere klar til at købe båden – de mange gamle vrag. Det sikres bedst gennem sejlklubbernes og unionens ungdomsarbejde, DS mangler blot at fastholde de mange unge, indtil de får en ordentlig privat økonomi.
Så drop al diskussion, om nye kontra gamle organisationsformer. Find en vej så mange flere danskere vælger livet på vandet, fremfor alle de mange andre spændende fritidstilbud.
Her sætter jeg mit personlige lod på det nye bestyrelses medlem, Mads Christensen fra North Sails. Jeg håber inderligt, at han forbliver med at være "Mads" og gerne smider en håndgranat ind i bestyrelsesarbejdet, allerede i Odense, så de 100 mænd og enkelte kvinder på Scandic Odense - Hotel- & Konferencecenter får et solidt wake up call – gerne allerede nu i weekenden