Vinden slider i teltdugen der dækker mediecentret i Race Village, og udenfor vinduerne ligger seks VO70 parat, med stævnen pegende mod havneudløbet. Folk i team-tøj småløber rundt, der er interviews, praktiske opgaver, og tætpakket med tilskuere langs kajen. Det er den store dag, men Knut Frostad, den norske direktør for Volvo Ocean Race virker påfaldende rolig da vi møder ham midt i den hurlumhej han er ansvarlig for at dirigere. "Er der noget jeg har lært som sejler, så er det at håndtere stress", siger han. "Det er meget mere belastende at sejle bådene end at være på land, og jeg ved at stress forplanter sig, så jeg er ret øvet i at slappe af," siger han og griner. "Der er styr på det, og vi har jo en organisation med mange års erfaring". Frostad bor i Alicante, og herfra styrer han slagets gang jorden rundt, når han ikke er ude at rejse til de forskellige stopovers.
Rolig Read
Ken Read, skipper for PUMA, er som altid venlig og imødekommende, og virker som om han har al verdens tid, selv om det koger af mennesker og forpligtelser rundt om ham. "Det ville jo være dejligt hvis det her var et behageligt cruise i 20 knobs vind jorden rundt", smiler han. "Men det er ikke sådan det er. Det er ikke sådan vi gør det i Volvo Ocean Race. Det ved vi godt, og vi har allerede trænet i 40 knobs vind, så vi er klar."
PUMA, sammen med Camper er manges favorit, men de første timers sejlads langs kysten efter start vil give mange svar på bådenes potentiale. Sejldesign er et stort diskussionsemne, eftersom antallet sejl er reduceret til 17, og bådene er mere og mere ens. Henrik Søderlund fra North Sails er designer for Telefonica, og i næste nummer af Bådmagasinet kan du læse meget mere om de tanker der styrer moderne sejldesign i Volvo Ocean Race-sammenhæng.
Starten går kl. 14 - præcis
Det bliver lige på og hårdt, når startskuddet går klokken to præcis. Hård nordvestlig vind, men fra land, så bølgerne vil først rejse sig når bådene kommer længere til havs. "Og tro mig", siger Frostad, "starten vil gå klokken to, hverken før eller siden. TV-selskaber fra hele verden sender direkte, så vi flytter ikke starttidspunktet". Du kan se live transmittering her på sitet fra 13.45.
Op og ned - og så afsted!
Bådene vil sejle en op-ned bane langs land, suppleret med en runde rundt om et mærke længere ude, inden de farer forbi startområdet udenfor havnen en sidste gang og forsvinder på sin rejse jorden rundt. Næste stop Cape Town, ca. 6.500 mil mod syd.