"Lige nu føler jeg at dette den største sejr i mit liv", sagde Franck Cammas i et solointerview med Bådmagasinet. Cammas har taget skridtet fra at være en fransk sejlerhelt med sejre primært i flerskrog og shorthanded-sammenhæng, til en international superstjerne. Lige nu er Cammas nok verdens mest eftertragtede professionelle sejler. Det var også tydeligt i Galway - interviewet med ham har taget et halvt år at få på plads, og de små ti minutter det blev til, foregik midt i en kødrand af journalister og fotografer, som forsøgte at afbryde eller optage Cammas' ord.
En drøm
"Dette er det hårdeste race jeg har været med til", sagde Cammas. "Det varede så længe, og presset var så stort. Desuden er niveaet meget højt her. Hele vejen var det meget spændende for mig. Det var en drøm at deltage og til og med vinde Volvo Ocean Race - det er mere end jeg havde forventet og noget jeg aldrig vil glemme".
Prøver nye ting
På spørgsmålet om hvilke faktorer som førte til sejren, siger Cammas at han helt ærlig ikke ved det, det er jo første gang han sejler Volvo Ocean Race. Han tænker sig derefter om en stund, mens de andre journalister og fotografer omkring os presser sig på. En af Groupamas PR-kvinder forsøger at holde de andre væk, mens hun holder øje med tiden. "Vi har et stort team med 15 års erfaring", siger Cammas, "og nogle andre erfaringer og kompetencer. Franske hold er ikke bange for at prøve nye ting, det er vores måde at gøre det på. Vi tester og forsøger en hel masse forskelligt - her startede vi med blanke ark, og hele tiden, faktisk frem til i dag, har vi forsøgt at optimere båd, sejl og rig."
70 % sker inden start
"Forberedelserne er selvfølgelig afgørende, omkring 70% af arbejdet er gjort inden start. Meget afgøres af castingen. Valg af designer er væsentlig, det bliver jo så anderledes næste gang, hvor det er One Design både. Den menneskelige faktor på holdet er også en vigtig brik, og en stor udfordring. Selv om man har gjort en fejl i castingen, må man arbejde med det, og forblive et samlet hold. Det samme gælder når man laver fejl, ødelægger noget på båden eller andre problemer opstår. Det gælder at forblive i et positivt mindset hele tiden - uanset hvad der sker."
Franck Cammas og Groupama er vindere af Volvo Ocean Race 2011-12. Her Cammas sammen med svenske Martin Strömberg og Martin Krite. Foto: Øyvind Bordal