Deltagerne i Volvo Ocean Race ved i lighed med bjergbestigere, at det er forbundet med risiko at deltage. Ulykken i VOR bør minde os alle om, at havet må aldrig tages for givet. Der kan ske fatale ulykker i alle farvande.
Det var desværre ikke gode nyheder, der kom fra Volvo Ocean Race og Team Scallywag mandag aften. Tvært i mod gik det som forventet – John Fisher blev erklæret ”Lost at Sea”, da mørket faldt på tirsdag i Sydhavet.
Det er sørgeligt, og det må være ubærligt for John Fishers efterladte. Lige nu er båden på vej mod land og vil søge havn i Chile på den Sydamerikanske vestkyst. Ifølge de forskellige pressemeddelelser er besætningen udmattede både fysisk og psykisk. Men det ser ikke ud til at strabadserne er ovre for Scallywags resterende besætning. En yderligere forværring af vejret vil presse dem hårdt det sidste stykke på vej i havn.
På Facebook er der mange, der sender deres medfølelse til besætning og familie. Mange spørger, hvordan det kunne ske? Og hvorfor besætningen ikke kunne finde John Fisher, der tilsyneladende var udstyret med al tænkelig sikkerhedsgrej. Dernæst spørger mange om det virkelig kan være rigtigt, at en kapsejlads skal kræve dødsofre.
Det sidste er det eneste man på nuværende tidspunkt kan tage stilling til. Og i min optik må svaret være et klart; Ja. Havkapsejladser vil være forbundet med uheld og dødsulykker, på samme måde som f.eks. bjergbestigning er.
De der deltager i Volvo Ocean Race ved, at de løber en risiko. Os andre der kigger på bliver mindet om, at sejlsport kan være farligt, og at hver gang vi går ud af havnen alene, med venner eller med familien på Øresund, Mariager Fjord eller Vesterhavet, så er der en potentiel risiko for at man ikke kommer tilbage. Det er derfor man forsøger, at gardere sig med planlægning, sikkerhedsudstyr, ved at holde båden shipshape, ved at være kompetent og vide hvad man vil gøre, hvis uheldet alligevel er ude. Lige meget hvor godt man forbereder sig, så gives der ingen garantier.
Regel nr. 1 – fald ikke over bord
Volvo Ocean Race ledelsen har en stribe procedure, der sikrer, at bådene er bedste muligt udrustede og at besætningerne er trænede i nødsituationer som f.eks. brand om bord eller mand over bord. Men det er i sidste ende skipperens ansvar, at de mange sikkerhedsprocedure rent faktisk føres ud i livet.
Én regl er vigtigere end de andre: Man falder ikke i vandet. Især ikke, hvis man sejler i et farvand som Sydhavet. Når redningsaktionen foregår fra sejlbåd kan selv moderne elektronik som en PLB ikke gøre forskellen. Selvom PLBen udsender en præcis position på den forulykkede er sejlbåden for tæt på vandoverfladen til at besætningen om bord kan se den nødstedte når det blæser 15-20 m/sek og bølgerne er 5-10 m høje. En position højt oppe -f.eks. et tankskib, eller en helikopter ville have givet en reel chance for at finde John Fisher via PLBen, men ikke fra en sejlbåd.
Om John Fisher var hægtet fast via sin livline, ved vi endnu ikke. Måske har han vitterlig været klikket fast, men udsat for samme fatale uheld som Simon Speirs under Clipper Race. Den 19. november blev han skyllet over bord, da krogen i hans livlive ved et usandsynligt mekanisk uheld blev flået op. Læs om den tragiske ulykke her.
Vi må vente med at få svar på det og resten af de mange spørgsmål til Scallywag er kommet sikkert i havn.
Det bliver interessant at høre skipper David Witts forklaring.
Morten Brandt
