2 minutter og 14 sekunder skilte nummer 1 og 2 på Volvo Ocean Races 6344 sømil lange ben 6 fra Hong Kong til Auckland. Bådmagasinet fangede danske Nicolai Sehested, der er rorsmand på vinderbåden Akzonobel umiddelbart efter sejladsen.
Ben 6 er nyt i Volvo Ocean Race sammenhæng, og der var med spænding set frem til, hvordan det ville udspille sig. Ikke mindst var ækvatorpassagen udset til at blive nervepirrende og afgørende. Og sådan blev det. De 2 både der kom først ud af kalmebæltet, var også de to første både i mål. Men det blev meget mere nervepirrende i den sidste ende end forventet.
– Vi får vores weather updates hver 6. time og planlægger vores rute ud fra det. Vi kom først ud af Hongkong, og tog der en kurs, så vi kom mere vestligt end favoritterne. I The Doldrums lå vi også mere vestligt og vi kom et helt døgn tidligere ud i vinden end Mapfre og Dongfeng. Da de kom ud kunne de til gengæld sejle en mere direkte linje end os og samtidig undgik de det vindhul vi røg i. Derfor ender det også som det gjorde, med, at hele top 5 efter 6500 sømil kommer i mål inden for 30 minutter på trods af, at vi undervejs har ligget med store afstande mellem os, fortæller den nyslåede glade og overraskende friske Volvo Ocean Race etapevinder, der er en af rorsmændene på den hollandske AkzoNobel-båd.
Utrolig hård finale
Og det blev en meget intens finale. Hvor stillingen mellem AkzoNobel og Scallywag skiftede ind mod målet.
– Vi har bedre fart end både Scallywag og Turn the Tide. Det havde vi set de gange hvor vi havde ligget helt tæt. Så vi vidste at hvis vi sejlede koncentreret så havde vi en rigtig god chance, fortæller Nicolai Sehested til Bådmagasinet.
Den sidste podieplads så længe ud til at gå til underhundene på Turn the Tide on Plastic der for 48 timer siden var ca. 150 sømil foran Mapfre og Dongfeng. Men de to favoritter tøvede ikke med at slå til da chancen bød sig. Inden for de sidste mil passerede begge både, ligger nummer 1 og 2 i den samlede stilling, den undertippede publikumsfavorit.
Nicolai Sehested ser frem til at få hvilet ud, inden det går løs med inport races den 10. marts. Og der er ingen fare for, at den danske sejler er blevet rusten på stram banesejlads på turen fra Hong Kong til Auckland.
– Jeg har sejlet meget matchrace i mit liv, men aldrig så længe og så intenst som på dette ben, hvor de seneste 24 timer var helt utrolige, fortæller Nicolai Sehested.
I de kommende dage bringer vi flere korte artikler om sejren til den danske rorsmand på det hollandske hold.