Det italienske værft Persico Marine, som ligger i Bergamo i Norditalien, var en del af det konsortium, som byggede VO65’erne til det nyligt overståede Volvo Ocean Race.
Værftet ramte for alvor overskrifterne verden over, da de påtog sig at genopbygge den hårdt medtagne Vestas Wind båd på omkring 2 ½ måned, efter at Chris Nicholson og hans besætning ramte et rev i den indiske Ocean på anden etape af Volvo Ocean Race.
Vestas Wind blev genopbygget fuldstændigt på under tre måneder på værftet, og kunne deltage i de sidste to etaper, hvor den blev nr. to i etapen fra Lissabon til Lorient, Frankrig, og dette beviste hvor dygtigt og effektivt medarbejderne hos Persico Marine havde udført genopbygningen af Vestas Wind.
Alle de nuværende syv VO65’ere kommer til at deltage igen i næste udgave af jorden rundt sejladsen, som starter i oktober 2017, og det vil ske efter en opgradering og et større re-fit. Samtidig forventes det, at flere både vil være på startlinjen i 2017, og de vil tillige blive bygget af Persico Marine.
Volvo Ocean Race har tegnet kontrakt med det italienske værft herom, og lægger vægt på, at det vil være mere effektivt at bygge et begrænset antal både på det samme værft. Hovedkomponenten er skroget, som Persico også levered til de syv første bade, men nu skal de altså producer alt til de kommende VO65’ere.
Vestas Wind blev skilt fuldstændig ad, og det meste af båden blev lavet på ny, kun dækket var rimelig intakt. Foto Brian Carlin
Persico Marines CEO, Marcello Persico er stolt over, at værftet og medarbejderne har fået denne vigtige opgave, og han kigger tilbage på på genopbygningen af Vestas Wind med disse ord:
”Da Vestas Wind forlod værftet for at genoptage sejladsen i Lissabon, så havde mange af medarbejderne næsten tårer i øjnene.
Det var en utrolig udfordring, og vi var meget stolte over at lykkes med det. Som man kan forestille sig, var vi stolte over at få opgaven med genopbygning af Vestas Wind, og vi er lige så stolte over nu at få muligheden for at arbejde tæt sammen med Volvo Ocean race om bådene, som skal sejle jorden rundt næste gang. Vi føler os som en del af Volvo Ocean Race familien.
Det er tillige et godt boost til den italienske marine industri, hvor mange firmaer har kæmpet med at overleve under den økonomiske krise, og det er fantastisk, at der er vist denne tillid til os fra den øverste ende af markedet.
Forme og værktøjer bliver præcis de samme som blev anvendt til at lave de første syv både. Hvis en del konstrueres forskelligt, vil den ikke passe.”
De syv eksisterende både vender tilbage til værftet i slutningen af 2016. Bådene bliver skilt ad, renoveret, alle dele måles igen, og bliver om nødvendigt opgraderet. Det vil bidrage til at sikre, at de strenge éntype regler for bådene overholdes, således at alle både vil være konkurrencedygtige.
Som et kuriosum kan fortælles, at nyheden om aftalen med Persico Marine blev annonceret på den 42. årsdag for starten på den allerførste udgave af jorden rundt sejladsen, der begyndte som Whitbread Round the World Race i 1973.