Første halvdel af den sidste etape i Volvo Ocean Race 2014-2015 blev afgjort i den engelske kanal, hvor bådene splittede på hver side af den store trafikseparerings zone.
Alvimedica gjorde det helt rigtige og krydsede mållinjen 106 minutter før nr. 2, og det yngste hold i årets sejlads har med den føring en god mulighed for at kunne triumfere og vinde den sidste etape, forudsat at vind- og strømforholdene ikke bliver alt for drilske på den sidste del af etapen fra Haag til Göteborg.
Bådene sendes afsted i dag, nøjagtig med den tidsforskel, som der var mellem dem ved målgangen ud for Haag.
Alvimedica starter med næste to timers forspring i Haag. Foto Ainhoa Sanchez VOR
Alvimedica er første båd som sendes afsted efter pitstoppet kl. 12.00 lørdag med Dongfeng kl. 13.46
Dongfeng ligger lige nu med en båd mellem sig og Team Brunel, og hvis Dongfeng skal slutte på den samlede andenplads, så skal de have to både imellem. Så de to både kommer i særdeleshed til at vogte på hinanden de næste døgn.
MAPFRE er tredje båd som sætter kursen mod Göteborg kl. 14.20 med Team Brunel umiddelbart efter kl. 14.37.
Ingen tvivl om, at Team Brunel med Bouwe Bekking og Jens Dolmer vil gøre alt for at indhente MAPFRE på denne etape, ligesom de naturligvis skal holde et godt øje med Abu Dhabi der starter som femte båd kl. 15.53.
Vestas Wind bliver sendt afsted kl. 16.04 og Team SCA kl. 16.32.
Vestas Wind kommer til at kæmpe for at holde Team SCA bag sig. Foto Ainhoa Sanchez
Chris Nicholsen ærgrede sig efter den første del af etapen, hvor han sagde:
”Vi kæmpede indimellem med at forstå vejret. Vi kæmpede også flere gange med farten, nogle gange sejlede vi rigtig godt, nogle gange virkelig dårligt. Vi var meget ustabile i vores præstation.”
Ingen tvivl om at Team SCA, som starter sidst men kun en halv time efter Vestas Wind, vil gøre alt for at undgå sidstepladsen, og Carolin Brouwer siger inden starten i dag:
"Der er stadig meget at slås for. Afslutningen i Göteborg kommer til at blive tricky, og vi skal vinde nogle sømil. Vi er lige nu bagefter, men vi har fået navnet ’the comback Kids’, så det vil vi forsøge at leve op til når vi kommer til Göteborg."
Forventningen til den sidste del af den 9. etape er, at der ikke kommer meget store ’splits’ mellem bådene, da de vil vogte meget på hinanden, hvilket taktikken vil afspejle. Især Team Brunel og Dongfeng har meget at vinde eller tabe i kampen om at blive nr. 2 og 3.
Før afgørelsen på den sidste etape er stillingen:
-
Abu Dhabi Ocean Racing – 19 point
-
Team Brunel – 27 point
-
Dongfeng – 29 point
-
MAPFRE – 31 point
-
Alvimedica – 33 point
-
Team SCA – 44 point
-
Vestas Wind – 54 point