Det har været forholdsvis stille fra Volvo Ocean Race Headquarters i Alicante på det seneste - men det betyder ikke at der ikke arbejdes bag linjerne. Snart er der kun halvandet år til næste start, og som de fleste vil have bemærket: I nye, 65 fods One Design-både.
To officielle deltagere
Kun to hold er p.t. officielt med: Den ene er svenske SCA, et rent kvindehold sponsoreret af hygiejne- og træprodukt-giganten SCA. Den anden er brasilianske Pernambuco, sponsoreret af den brasilanske region af samme navn.
Berg Propulsion?
På rygtefronten er der selvfølgelig gang i den. Blandt de mere seriøse spekulationer tales der en del om et hold bakket op af Berg Propulsion, propeller-producenten som tidligere var med-sponsor med Puma. Team New Zealand kunne også godt være en realistisk kandidat. Et litauisk hold har været nævnt som en sikker deltager, men der har været forbavsende stille omkring den satsning de seneste måneder. Sikkert er det imidlertid at Groupama ikke stiller op igen. Der er også stille fra Puma og Telefonicas side.
Dobbelt Brasilien
Hvem som ender med at købe de otte OD-både, som p.t. er ved at blive bygget, er altså stadig usikkert. Det samme gælder ruten. Vi ved at racet starter i Alicante, og at det stopper to gange i Brasilien - en gang på vej ud, stop nummer et (Recife, beliggende i regionen Pernambuco), og igen på vej hjem (Itajai, samme by som i 2011-12).
Mål i Gøteborg?
Resten er spekulationer. Sailing Anarchy, som aldrig er bange for at lægge hovedet på blokken, taler om Abu Dhabi, India, Hong Kong, Auckland NZ, Newport eller Baltimore - og som noget ret interessant for os danskere: Mål i Gøteborg! Det sidste har sammenhæng med Berg Propulsion, som har hovedkvarter i nærheden - og selvfølgelig det faktum at Volvo i så fald bringer racet hjem til sin egen baggård. Vi afventer nye udmeldinger fra Frostad & Co - og hvis nogen der ude ved noget, modtager vi gladelig læser-tips!