Er udviklingen gået for hurtigt for IMOCA 60-klassen, der i dette års udgave nu har to både, hvor de bærende strukturer ikke har stået distancen?
Normalt beskriver man IMOCA 60erne som havets 4-hjulstrækkere, men udviklingen har gjort bådene mere og mere højteknologiske og i dag skal man måske spørge de foilende IMOCAerne er Formel 1 biler på en rallybane.
Først så vi de utrolige billeder af den topmoderne Hugo Boss, hvor bådens bærende strukturer i forskibet i bogstavelig forstand slog reverne på kryds og tværs. Efterfølgende blev bådens ene ror også skadet, hvorefter Alex Thomson trak sig ud af løbet. Og i går så vi, hvordan båden PRB kollapsede, da den efter et nose-dive mistede forskibet, hvorefter skipper Kevin Escoffier gik i redningsbåden, han blev som omtalt her på siden reddet af Jean Le Cam natten mellem mandag og tirsdag.
Ældre men hurtig
Modsat Hugo Boss er PRB en ældre, men indtil i går, fortsat en lynhurtig båd. Den er designet af Verdier og blev søsat i 2012. Siden er den løbende blevet moderniseret og var også udrustet med foils. Kevin Escoffier er 40 år gammel og en særdeles erfaren sejler. Han var blandt andet med på den vindende Volvo Ocean Race båd Dongfeng og er medindehaver af rekorden jorden rundt i Ultim trimaranen Banque Populaire. Hans erfaringer med singlehand-kapsejlads var dog ikke store. Men han er en lærenem sejler og blev hurtigere gennem de 22 dage, han nåede at være med. Han lå konstant i top 5, og da båden foldede sammen, lå han på 3. pladsen.
Farligt at tjekke sikkerhed
Vi må krydse fingrene for, at de øvrige foilende både er mere solidt bygget, så der ikke sker flere havarier. Det skal bemærkes, at Kevin Escoffier beskriver, at fra båden nosedivede til den dens stævn stod i en vinkel på 90 grader, gik der kun 4 sekunder. Derefter nåede han, at sende én sms før vandet brændte elektronikken om bord af.
Med det i mente kan det være forbundet med en vis risiko at foretage de rutinemæssige sikkerhedstjek om bord under sejlads. Det var under et rutinesikkerhedstjek, at Alex Thomson opdagede de omfattende skader på strukturerne i forskibet på Hugo Boss.
- Related Articles: Jean Le Cam redder Kevin Escoffier - fundet kl. 02, På 4 sekunder 'nosedivede' båden som blev delt i to! - Se video...