Ja, når solen er gået ned over skærgården og splitflaget reddes for en ikke helt reglementeret overnatning i det fri, så er den våde snip tegn på aften vindstille. Dannebrog hænger dovent ned fra sin stang, tilfreds med dagens indsats hele vejen fra Marstrand indenskærs til Gullholmen.
Et samfund der ånder i sommerferien, mens færgerne sejler turister ind i hobetal. De lange broer er naturlige stopovers for de lige så mange sejlende turister - enten på vej sydpå eller nordpå. Trods august måned er der stadig liv i patienten, køen i den lokale ICA er uacceptabel lang. En del af oplevelsen? En del af ferien i Skærgården?
Trods en lang liv i sejlsporten, er jeg på ingen måde fuldbefaren i skærgårdssejlads, endsige den nødvendige navigation for at undgå at blive fastligger på svensk fuldfed granit.
Som det er en bekendelse litteratur, skal jeg åbent erkende i det lukkede selskab, at jeg engang for mange år på Bådmagasinet har harceleret over den megen motorvejstrafik af både, op og ned gennem Skærgården.
I dag hvor jeg sejler med Frederikke, datter og 16 år på roret, og mig på søkortet, har jeg igen og igen været taknemmelig for trafikken som vores vigtigste ledetråd. Hver gang jeg har ment noget andet end flertallet, har vi været tæt på "deep shit" og svensk granit.
Men de mange skær og småøer er altså svære at kende fra hinanden, ikke alt sammen er logik - hvis du ikke lige har været der før – og helst mange gange. Og det har jeg altså ikke, tilmed er navigationen ombord stadig papirbaseret (!). Nogle gange er størrelsesforholdet enormt, andre gange ikke – det kan godt forvirrer en gammel sejler som mig.
Naturoplevelsen og det tætte samvær opvejer alle udfordringerne. Al far/ datter dialog er fokuseret på at komme helskindet rundt om næste hjørne. Positivt er vi sammen om den fælles opgave, vi gyser sammen når far igen har fejlfortolket kortet, og klippen stikker faretruende op af vandspejlet omkring os. Vi jubler sammen, når endnu en forhindring er overvundet sikkert. Ny energi til næste udfordring på vejen, frem mod dagens mål - Gullholmen.
Nu ligger vi på ydersiden, den urolige side af Gullholmen. Gummibåden er endelig pakket ud - og vasket og pumpet op. I morgen kommer sandheden, luften er sine steder allerede feset ud igen, pakningerne skal skiftes. Heldigvis er de indkøbt, så tilbage står spørgsmålet om de 5 heste kan vækkes efter år på agterdækket?
Håb og bed - sammen med mig, min far rolle kommer under hård beskydning, hvis motoren ikke fungerer hurtigt. Allerede nu stilles der kritiske spørgsmål over de "kun 5 heste", hvorfor er der ikke mange flere - man er jo 16 år - og i næste uge kommer Caroline.
Så rømmer besætningen udenfor alle spisetider, vi skal sejle indenskærs østover rundt om Oenst og Tjørn, ned mod Marstrand og deres massive "REA" af de mange nyindkøbte varer. Vi sejlere vil snydes, det ligger i de maritime gener.
