Dyrön og Åstol - To svenske skærgårdsøer

På den vestsvenske skærgårdskyst fem sømil nord for Marstrand er der to spændende skærgårdsøer med kun en halv sømils afstand. Den halve sømil gør dog en forskel, for øerne er vidt forskellige.
Åstol er en lille, flad og grå klippeø, helt tæt bebygget med hvide huse, men uden et eneste træ. Dyrön er en større, høj klippeknold med buskads og træer, men uden et eneste hus at se, i al fald ikke før man er foran en af de to havne.
En vejrmelding om hård vestlig vind gjorde, at vi søgte og fandt Dyrön på søkortet. Udover nysgerrigheden, for vi kendte ikke øen, så var det kun kolde beregninger. Øen havde nemlig en havn på østkysten og dermed læ for vestenvinden. Og så lå den i den nordøstlige del af Marstrands Fjorden, hvorfra man nemt kunne fortsætte nordpå i læ af grønne skove inden om Tjörn og Orust, hvis den hårde vestenvind skulle fortsætte flere dage.
Vi rundede først den lille, flade Åstol, som er tæt dækket af hvide træhuse på en grå, nøgen klippe. Bag Åstol rejste Dyrön sig som en høj, rund klippe med lidt buskads, men ingen huse at se.
At Dyrön er en bjergknold fremgik ikke af søkortet, og den så mere spændende ud i virkeligheden.
Vi gled ind i havnens ro til en skærgårdsperle med læ af høje, rundede klipper om havnen. Ved foden af klipperne lå der røde fiskerskure og i havnen en blanding af lystbåde og fiskerbåde. Sådan skal en skærgårdsidyl være. Forinden havde vi læst i Gästhamns Guiden, at der i sydhavnen var 5,3 - 1,5 m dybt, 30 gæstepladser og i alt 100 pladser, samt fiskerbåde. Fra ledige pladser på bådebroen hang agterfortøjninger ned i vandet. De går ud til en betonklods, og er lidt besværlige at bruge: Først skal man med bådshage fiske en agterfortøjning op ved broen, holde stævnen midlertidigt fast med den tørre del af tovet og følge det våde, slimede tov agterud, stramme op og gøre fast agter. Det skal være inden båden driver til en af siderne, men så ligger man også fint.
Den fortøjningsmåde bruges i flere havne her nord for Göteborg. Når der hænger sådanne liner ned ved broen, skal man endelig ikke bruge eget anker, for det kunne fiske en af betonklodserne.
De fleste skærgårdshavne bruger bøjer til agterfortøjninger, eller har Y-bomme. Pæle er ikke almindelige i skærgården, for enten er der 10 m dybt i havnene, så der skal bruges meget lange og dyre pæle, eller der er klippebund, så pæle ikke kan bankes i.

Skærgårdsø til traveture
Dyrön har to havne. Sydhavnen ligger nærmest på østkysten, hvor vi havde søgt læ for vestenvinden. Og nordhavnen, der trods navnet ligger på vestkysten. Øens eneste vej på en km længde forbinder de to havne. Vejen er smal og asfalteret og går op over øen og dykker ned på den anden side. Vi fulgte vejen op mellem spredte huse, kiosker, et minimarked og grønne, frodige haver.
Der er ingen biler på øen, men der kører af og til nogle trehjulede knallerter. De har et lille lad foran til varer eller passagerer, og de hedder last-mopéd på svensk, idet mopéd er en knallert. De kommer larmende op ad bakken, men når de er oppe på øens top, stopper de motoren og triller lydløst nedad med 30 km/t. Selv om man som regel kan gå midt på den smalle vej, så må man holde øje med den lydløse trafik bagfra. Ellers båtter de.
Vi gik til nordhavnen, hvor vestenvinden hylede i bådenes master. Vi var glade for at have valgt sydhavnen i fuldstændig læ. Trods pålandsvind kom der dog ikke bølger ind i nordhavnen, og gæstebådene lå meget godt langskibs. Dybden i havnen er 2,5 - 1,5 m med 20 gæstepladser langskibs uden på hinanden ved nordmolen. Ved havnen er der fiskesalg samt fodbold- og tennisbaner.
Næste dag blæste det stadig vestlig kuling, så vi gik ad en sti, der snor sig langs nordkysten mellem de to havne.
Stien er markeret med gule pæle, og i starten ved sydhavnen minder stien mest om bjergbestigning over klippeknolden. Men så bliver den til en pæn sti, der hist og her passerer træbroer over små kløfter. Man kommer forbi små kileformede klippevige, hvor motorbåde har klemt sig ind til en badetur.
Stien dykker også gennem en mørk granskov. Skilte langs stien viser hen til smukke udsigter, bademulighed og seværdigheder.
En af Dyröns seværdigheder er en flok rådyr og nogle vildt strejfende får. Dem så vi nu ikke, men besætningen i vores nabobåd havde set rådyrene.

Hvid træby på grå klippe
Åstol ligger tæt på Dyrön, kun 0,5 sømil borte, og man nøjes ikke med en så lille dagsejlads. Men vi måtte se øen, så på hjemturen sejlede vi ind i havnen mellem røde skure og hvide huse.
Den store gæstehavn giver fint læ for vestlige vinde, men også for alle andre vindretninger takket være havnemolerne. Dybden er 4,5 m med 50 gæstepladser ved nordkajen, dels ved Y-bomme lige inden for indsejlingen og dels langskibs inderst ved nordkajen. Der er også langskibs pladser ved sydkajen, i alt 170 pladser i havnen inkl. fiskerbådene.
En færge sejler fra Åstol en lille sømil til Tjörn, som har forbindelse til fastlandet via en vejbro. En turistbåd sejler til Marstrand fem sømil borte.
Åstol fik Svenske Kryssarklubbens ”guldstjerne” for de fine forhold 1997. Klubben giver årligt et par ”guldstjerner” til gæstehavne.
Hele klippeøen er tæt overstrøet med hvide træhuse, som ligger tæt og tilfældigt, hvor der nu er nogenlunde plant på klippegrunden. Det er en dejlig tur at gå rundt ad øens smalle stier, der kanter sig mellem de tætliggende træhuse. Mange af husene har ”snedkerglæde”, brædder med symmetriske hak og slyngede kruseduller i gelændere, på gavle og om vinduer. Hist og her består stien af trætrapper. Øen er bilfri, for de ville ikke have en chance for at komme frem andre steder end på havnen.
Hvide træhuse findes typisk på små klippeøer med fiskehavne. Oprindeligt var alle træhuse malet svenskrøde, og det ses mange steder endnu. Men på øer som Åstol med søfart og fiskeri blev det finere at bo i hvide eller evt. gule huse. Kun skurene blev ved med at være svenskrøde.
De hvide eller lyse farver hentede skipperne hjem til øerne sidst i 1800-tallet. Det var dyr oliemaling, som måtte købes langt borte, og det gjorde den hvide farve finere end svenskrød. Oven i købet var svenskrød ofte hjemmelavet. Samtidig holdt hvid oliemaling langt bedre i sol og regn end den svenskrøde, der skulle fornys hvert år.
Foruden en tur rundt på øen mellem de hvide træhuse er der liv ved havnens røde træskure og på fiskerbådene, hvor fiskerne ordner garn og fisk. Der er også chance (risiko) for at høre Frälsningsarmeen (Frelsens Hær) synge på havnen, og det foregår med højttalere, så ingen kan undgå at høre det glade budskab om Jesus, der elsker os. Det er typisk svensk skærgårdsliv.
Typisk er det også, at man køber pillerejer og hvidvin - nå, nej, vinen har man nok med hjemmefra, ellers kan den kun købes i store byers Systembolag. I al fald nydes vin og rejer i aftensolen i cockpittet med stemningsfulde mågeskrig som baggrundsstøj. Dog fik vi svenskekystens dyreste pillerejer til 280 svenske kr. for et kilo her på Åstol. Men pyt, rejer hører med til skærgårdens lyksaligheder.

Svensk havnelods er gratis
Havnene på Åstol og Dyrön er nord for Kommas Havnelods’ område. Svenske havnelodser kan koste 500-800 kr.
Man kan dog klare sig med et årligt hæfte, Gästhamns Guiden, der fås gratis i svenske havne. Alle havne nævnes med et lille luftfoto og en notits om havnens dybde, antal gæstepladser, indkøbsmuligheder m.v. På svensk betyder ”Livs” eller ”Livsmedel” et supermarked (levnedsmidler), og ”mini livs” er minimarked.
Guiden nævner også meget praktisk ”besvärende vind”, hvis en vindretning kan gå ind og gøre ophold i havnen besværligt.
Svenske søkort er i så stor målestok, at man kan se havnenes moler og broer.