Ankerplads ved Tærø

Når sommervejret byder på rigtig sommer, så må det udnyttes til en fredelig ankring. Brug hele dagen på sejlads og find ved 21-tiden en rolig ankerbugt. På den måde undgår du den evige kamp allerede ved 15-tiden for en plads i en overfyldt sommerhavn.
Vi kom fra Smålandsfarvandet med kurs mod øst, og ankrede ved frokosttid tæt ved Knudshoved Odde, den lange, smalle odde, der fra Vordingborg rager ud i Smålandsfarvandet. Her nød vi frokosten og det særprægede, vildsomme landskab med græs og tjørnebuske inde på odden. Derinde kommer næsten aldrig et menneske, for det er en travetur på mange kilometer. Vi sejlere er de nærmeste til at nyde det smukke landskab, og til at stoppe op og ankre, når kysten giver læ med vinden i nord.
Vi fortsatte mod Storstrømsbroen og fulgte Ulvsund langs Sjællands høje skove og flade, grønne enge med heste og køer ud mod sejlløbet. Her blev vi overhalet af en flok marsvin, som også navigerede målbevidst midt i sejlløbet.
Planen var at fortøje ved den lille Petersværft bro på Sydsjælland. Men der lå to andre både og der var dårlig plads til os. Den lille lavvandede havn må lystsejlere ikke bruge, og dybden derinde er også kun for joller. Vi ville ankre tæt ved broen. Men for ikke at svaje ud i sejlløbet skulle vi helt ind til sejlløbets undersøiske skrænt, som viste sig at komme meget stejlt op fra seks meters dybde til knap to meter. Samtidig løb der lidt strøm, så det var et umuligt sted at ankre.

Til ankers bag kompasmærket
Så var der heldigvis ankerbugten nord for Tærø tilbage. Der lå i forvejen 5-6 både for anker nær Dansk Sejlunions gule ankerbøje, og stedet havde fint læ for en svag vind fra sydvest. I øvrigt er der læ for friske vinde mellem syd og øst og for svage vinde fra alle retninger.
Vores dybgang er 1,9 m, så for at gå uden om et par fritliggende smågrunde på 2,0 og 1,9 m sejlede vi først hen om et vestkompasmærke, før vi kom ind og lod ankeret gå på fredfyldte 2,5 m dybde. Med dybgang mindre end 1,8 m kan man gå ind mod ankerpladsen næsten hvor som helst fra Ulvsund sejlløb.
Tærø har en lille privat havn, som ikke må benyttes, og havnens dybde er kun omkring en meter. Pas på ikke at ankre oven i kablerne mellem Peters-værft og Tærø, selv om kablerne antagelig er spulet en halv meter ned i bunden. Kablerne er markerede med flere kabelbåker på kysterne.
Den rigtige ankerplads med den gule DS bøje er 0,5 sømil vest for Tærøs lille havn og kablerne. DS bøjen var desværre optaget. Ankerbunden er mudder og græs, og vores lette pladeanker skar sig ned og holdt perfekt. Der var en ganske svag strøm mod øst på ankerpladsen, og i løbet af natten samlede ankertovet et bundt drivende søgræs.
Tærø ligner en skovø med tætte træer ud til de saftigt grønne enge ved kysten. Øen er privat, og der er marker inde bag træerne. Det var en yderst fredelig og stille aften, hvor vi bare sad og gloede ud i luften og slappede af. Vi fulgte de indfødtes diskrete kørsel inde på øen, og vi kikkede lidt efter de andre ankerliggere. De var alle på passende afstand, og de nussede med deres aftensmad.
Vi opdagede, at vi havde udsigt til hele fire flotte højbroer: Farøbroen med de elegante pyloner ovre ved Grønsund samt den mere ”firkantede” del af broen mellem Farø og Sjælland. Langt ude mod vest kunne vi se Storstrømsbroens lange linje med de tre fine buer. Vendte vi os om, kunne vi se Mønbroens elegante, lyse buer. Og så var der den lille Petersværft anløbsbro.
Udover lidt fuglekvidder inde fra skovene hørtes ikke en lyd, selv om vi faktisk på stor afstand var omgivet af motorveje over broerne.
Næste morgen sejlede vi i gummibåd over til Petersværft bro. Vi gik i land og op forbi det kønne, røde bindingsværkshus og videre ind i skoven. På de flade enge ud til Ulvsund græssede heste og køer, som vi så tit har set ude fra sejlløbet. En perfekt natur-oplevelse.

Spændende genvej mellem stenkar
Det afmærkede sejlløb går tæt forbi Petersværft bro og snor sig videre østpå ad Langø Vrid, et malerisk gammelt navn for sejlløbets sving. Her løber ofte en ret stærk strøm på et par knob enten mod øst eller vest.
Der er en lille og meget spændende smutvej, som Sjælland Rundt kapsejlere ofte benytter, hvis de tør. Se på kortskitsen. Fra den grønne bøje tæt ved Petersværft bro kan du styre på sydskrænten af en meget tydelig bakkeknold Borren på Møn. Pejlingen skal du følge 0,8 sømil, hvor du næsten holder vejret i spænding, for du skal ramme midt mellem to grunde med de afskrækkende navne Nordre Stenkar (0,7 m) og Søndre Stenkar (0,5 m). Så møder du en grøn bøje mellem Tærø og Langø og er i sejlløbet igen, og du har reddet båden fra grundstødning. Dybden i denne smutvej er 4-6 m, men kommer du bare lidt ud i en af siderne, er der pludselig to meter eller mindre.
Med tidligere både brugte jeg altid denne smutvej. Men jeg brugte aldrig ekkoloddet, for hvis dybden pludselig steg fra fire til to meter, så ved man jo ikke, om man skal dreje brat til styrbord eller bagbord for at finde dybt vand igen. Det er bedre at holde kursen - og håbe.
På en Sjælland Rundt i 1980’erne nærmede jeg mig stedet i en smuk sommernat med let vestenvind. Der var rigtig mange både dengang, og feltet kom for spilere. Forude snoede alle lanternerne sig rundt i Langø Vrid, hvor de måtte spidse op og bjerge spilere.
Genvejen mellem Nordre og Søndre Stenkar lå sort og øde hen. Men foruden kompaskursen kunne vi i mørket også godt ane bakken Borren, så vi styrede ud i mørket for spiler. Min båd var på fem tons og stak 1,65 m, så der var ikke stor reserve under kølen. Alle efterfølgende både hægtede sig tæt på i vores kølvand, og ingen styrede ad Langø Vrid. Vi anførte en kæmpe karavane af røde og grønne lanterner gennem den mørke smutvej, en sær fornemmelse.
Min nuværende båds finnekøl stikker 1,9 m, og det skal indrømmes, at jeg ikke har nænnet at sende den gennem smutvejen - endnu.