Farlig? - Nej, Jyllands vestkyst er skøn!

Den lange række af klitter inde på kystens hvide sandstrand ser ud som små, takkede bjerge med grønlig marehalm og hvide, snoede sandstier hist og her. Man sejler 0,5-1 sømil fra stranden, og man kan sidde og glo på klitter i timevis og dagevis, så flot og anderledes er det. At klitterne ikke er runde, men takkede, når man ser dem fra et cockpit, var en overraskelse.
Sådan er Vesterhavet og den jyske vestkyst én lang og stærk oplevelse, som danske sejlere har en besynderlig tradition for at snyde sig selv for. Og tro ikke, her er ensformigt. Turen byder også på en spændende opdagelsesrejse i grønne, jungleagtige sivskove på Tipperne i Ringkøbing Fjord. Fjorden har lavvandede kyster, og jeg måtte ankre 500-600 m fra sivene og ro ind i gummibåden. At vandet under gummibåden var meget lavt, opdagede jeg først, da en hejre værdigt spadserede tværs over mit kølvand langt agterude.
Indsejlingen til Hvide Sande glemmer jeg heller ikke. I Havnelodsen stod der, at renden stadig ændrede sig. Man skal følge båker og signaler fra klitterne og i øvrigt kalde havnen på VHF før anløb. Jeg havde hverken VHF eller mobiltelefon, men heldigvis var der tungtlastede fiskerbåde på vej ind. Det var bare at lægge sig bag ved en af dem. Så skal det indrømmes, at vi slingrede godt i bølger og dønning, indtil båden rettede sig op mellem havnemolerne.
Det var da nemt nok, sagde jeg bagefter til havnefogeden. "Jow," sagde han sindigt, "men hvis du itt følger en fiskerbåd og kommer ud af renden, så strander du sgu."
At kalde havnen op og få gode råd før anløb i Hvide Sande og især i Torsminde er en god idé. Navnlig Torsminde kan være vanskelig i bølger og jævn pålandsvind, som da jeg passerede. Udefra ser man fiskerkutternes master over klitternes ørkensand som et sært fata morgana, men havnen måtte jeg springe over. Det betyder kun, at man skal sejle yderligere 23 sømil til næste sikre havn. Det er ikke uoverkommeligt, eftersom det kun er nødvendigt ved frisk vestlig vind, altså kun 3-4 timers ekstra sejlads. Alle andre havne er sikre at anløbe.

Ikke stranding, kun dønning
Om man ikke strander og forliser øjeblikkeligt ud for vestkysten? Selvfølgelig ikke. Sommersejlads er som i vore andre farvande. Det var kun i gamle dages storme, at skibe strandede, for dengang kunne de ikke krydse fri, og motor havde de ikke. Tyske og hollandske tursejlere har aldrig hørt, at der skulle være farligt ved vestkysten, så de sejler frejdigt langs vores kyst. Det kan vi også roligt gøre. Forresten gælder bådens normale forsikring langs vestkysten.
Det eneste anderledes ved farvandet er, at der foruden vindens bølger ofte er lidt dønning fra en helt anden retning. Man bemærker dønningen, hvis man er for tæt på land, og når man sejler mod en havn. Dønninger vandrer nemt 400 sømil efter en hård vind i forgårs ved Norge, Skotland eller den engelske kanal.
Ved natsejlads er der god chance for at se morild lyse med tusinde blinkende stjerner nede i kølvandet som en ekstra sidegevinst.
Fiskehavne eller tidevand
Den jyske vestkyst har fiskehavne med hjerterum og plads til lystsejlere, især danske. Der kommer nemlig flest tyske og hollandske.
Hirtshals og Hanstholm er meget store fiskehavne. Hanstholms moler er
8-10 m høje, så man ved anløb ikke kan se, om der er fiskebåde på vej ud. Derfor skal man kalde havnekontoret, som har godt udsyn fra 3. sal.
Thyborøn kendes måske af tursejlere, for det er her de gør den fejl at vende om på Limfjordsturen. Thyborøns vestligste havnebassin er til lystbåde om sommeren.
Torsminde og Hvide Sande er fiskehavne. Renden skifter plads mellem sandet. Desuden er der afvandingssluser fra fjordene, og hvis sluserne åbnes, kan de give stærk strøm ud. Kald eller mobil-ring til havnen før anløb.
Blåvandshuk er en pynt med klitter og et hvidt firkantet fyrtårn. Under vandet rækker sandbanker langt ud med afmærkede sejlløb.
Syd for Blåvandshuk begynder tidevandet for alvor med 1,2-1,8 m forskel. Der er ofte 2-4 knob strøm ud eller ind ad de smalle strømløb mod havnene. Der er ingen strøm ved høj- og lavvande, og da er det heldigt at ankomme. Afsejling kan planlægges til ingen strøm eller medstrøm, men ikke for meget i frisk modvind. Højvandstiderne ses på opslag på havnene.
Fanø er en perle, men lidt besværlig. Man sejler ind ad et smalt strømløb eller lo (samme som loo i bl.a. Napoleons Waterloo længere sydpå ad kysten i flamsk Belgien). I Fanø Lo og lystbådehavn ved Nordby er der lidt over 3 m ved højvande, men 1,3 m mindre ved lavvande. Hvis det er for lidt, så er der Esbjerg med lystbådehavn lidt længere inde ad et bredt løb. Fra Esbjerg skal man tage færgen til Fanø, for den oplevelse må man ikke snyde sig selv for. Nordby er en idyl med turister, stråtage og kønne huse, der alle vender øst-vest.
Sønderho ved Fanøs sydspids var i 1800-tallet en søfartsby, men de mange fuldriggere kom aldrig hjem. Strømløbet i Vadehavet har knap en meter vand, og du sejler nok heller ikke til Sønderho. Men tag over land, for Sønderho er måske Danmarks mest idylliske by med sine små huse med stråtage, der trykker sig mellem klitterne.
Mandø har du nok lært om i skolen, men der er ingen havn og kun ankringsmulighed for både med under 1 m dybgående. Rømø Havn er også færgehavn, og der er et dybt strømløb ind. Øen har kønne, gamle huse, dog mere spredt end på Fanø.
Syd for Rømø findes tyske øer med store, velordnede og fyldte lystbådehavne i modsætning til de danske øer. Man kan fortsætte sydpå i 2-3 m tidevand og hjem via Kielerkanalen - eller tage turen den stik modsatte vej. Du får alle tiders oplevelse.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen