I Fredericia Gl. Havn vil der i denne sommer stå guider klar til at hjælpe gæstesejlere på plads, og vise hvor der købes overnatningsbillet samt oplyse om aktiviteter i havnen.
Gammel Havn ligger i centrum af Fredericia - kun få minutters gang fra byens restauranter og butikker, og grænser op til den nye bydel Kanalbyen. Området er under udvikling, men de første kanaler, sportsfaciliteter, pop up-shops i C-byen og byhaver er klar.
- Vi har ansat to guider, som vil møde ind ved 16-tiden, så de kan hjælpe både gæster i Kanalbyen og sejlerne, siger driftschef i Fredericia Kommune Bo Christiansen til Fredericia Dagblad.
Sejlerne er velkomne til at opholde sig ved kaj gratis frem til kl. 16, men derefter skal der betales, hvis man ligger ved en plads, hvor der er strømudtag.
Der skal derfor ikke betales, hvis man ligger på en af de 40 nye pladser, som er ved at blive etableret i Gl. Havns indløb.
– Der skal sættes nye lamper op, som også har de strømudtag, der skal til, for at man kan koble sig på landstrøm. Først når de er på plads, kan vi kræve havnepenge, vurderer vi. Der har været leveringstid på lamperne, men ADP forventer at være færdig med anlægget i slutningen af juli, siger Bo Christiansen til avisen.
Havnepengene gælder frit brug af vand og strøm, ligesom man modtager en kode til baderummet. Ligger man ved en gratis plads, så kan man købe en badebillet i automaten. Baderum og offentlige toiletter er beliggende bagved Havnegrillen.
Kilde: Fredericia Dagblad