Atlanterhavet retur: Snart hjemme igen

Den danske båd Marthelsa fra Skovshoved er på vej til hjemlige farvande efter at have krydset Atlanterhavet to gange. Bådmagasinet har fulgt familien, som deltog i ARC-rallyet sidste år i november, hvor ca. 60 både dystede om at komme hurtigst over Atlanten.

På udturen var det var første gang, at den danske besætning om bord på Marthelsa krydsede verdenshavet, så ARC-rallyet blev en sejlads i eget tempo sammen med andre cruisere. Den danske båd fulgte den traditionelle rute, først syd mod Kap Verde og dernæst krydse vestover.

Efter seks måneder i Caribien med besøg til flere af øerne besluttede familien sig for også at tage hjemturen over verdenshavet. Den sidste tid i Caribien blev til næsten to uger på Barbuda og lige så længe på Sint Marteen, før man satte kurs mod Bermuda, en tur på ca. 900 sømil.

– Turen til Bermuda var virkelig god, en fin lille test på hvordan det ville blive at sejle tilbage over Atlanten. Og Bermuda selv var en fantastisk positiv oplevelse, hvor vi mødte utrolig venlige og hjælpsomme mennesker. Vi havde god tid til at forberede hjemturen og tjekkede alt på båden, provianterede og tog så af sted, da et passende vejrvindue dukkede op, fortæller Sarah Juel Paulsen, der sejler sammen med sin mand, Martin Wiig Nielsen, børnene Elise og Theodor, på ni og tolv år, samt på tilbageturen vennerne Anna Ballegaard Larsen og Mai Schjødt Andreasen.

Familien vidste, at hjemturen formodentlig ville blive hårdere end udturen, da vejret er kendt for at være mere genstridigt. Vagterne ville også blive længere, da de nu var fire, frem for fem voksne som på udturen, til at deles om dem. Sarah Juel Paulsen fortæller:

”Der er ca. 1800 sømil i direkte linje fra Bermuda til Horta, Faial, Azorerne, og vi regnede med at nå ca. 150 sømil i døgnet, så ca. 12 døgn. Azorerne ligger stik østnordøst for Bermuda, men vi vidste, at vi ville være nødt til at starte med at sejle sydøst flere dage for dermed at undgå et lavtryk. I modsætning til turen fra Europa til Caribien er turen tilbage kendt for at være langt mere ustabil. Som en af vores med-sejlere sagde: ”Det er lidt som at navigere i en usynlig labyrint”. Gudskelov havde vi valgt at være i løbende kontakt med en professionel weather-router, Chriss Parker, hvilket gav en god tryghed.

Det første døgn på havet tilbagelagde vi 176 sømil. Næste dag gik fint, men så kom en trist regnvejrsdag, hvor vi alle følte os som druknede mus. Dernæst fulgte nogle dage med god fart på båden, indtil Chriss fik sendt os mod syd for at undgå en varmfront og et muligt uvejr, der imidlertid aldrig dukkede op, på den konto spildte vi en hel dag.

Til trods for alle vores forberedelser oplevede vi, at roret begyndte at knage. Vi fandt ud af, at rorstammen bevægede sig en smule fra side til side, når båden hældte. Vi frygtede, at der pludselig ville stå en vandsøjle op af hullet eller lignende og skrev til Jeanneau.

Gudskelov kunne vi se, at der absolut ikke trængte noget vand ind, og en anden sejler kunne over radioen fortælle, at hans ror også bevægede sig fra side til side. For at skåne rorstammen mest muligt besluttede kaptajnen, at der skulle håndstyres konstant. Det er hårdt, men også lærerigt.

Nogle dage senere fik vi svar fra Jeanneau om, at knagelydene bare skyldes nogle pakninger som skal skiftes, men at det sagtens kan vente til båden kommer på land til efteråret. Også vores stormsejl spillede ikke som planlagt, da det tovværk, man ruller sejlet ind med snoede sig rundt om selve furler-staget. For at få det ind måtte vi på dæk og vikle tovet rundt om staget. Ikke just skønt i stormvejr, men vejret var med os.

På turen til Bermuda havde vi afprøvet en vagtplan med faste tider, hvor vi om dagen havde en tre timers vagt hver, og om natten en seks timers vagt hvoraf man dog kun havde det primære ansvar de første tre timer. Det var hårdt, men klart bedre end på turen over Atlanten hvor vi roterede vagter konstant. Og alt fungerede helt perfekt. Faste vagter er det bedste i mine øjne!

Og så – efter næsten 15 døgn på havet – kunne vi sejle i havn i Horta på Faial! De sidste par døgn havde vi haft ret fin vind, som havde ført os lige præcis i den rette retning, men det var blevet koldt – frygtelig koldt! ”

Familien havde nogle gode dage på Azorerne, hvor de blandt andet tog på en tur ud for øen Pico for at opleve hvaler.

– Vi så kaskelotter, store smukke dyr som lå og drev i overfladen, mens de pustede ud oven på de kilometerdybe dyk, når de fanger deres føde. Og vi så kalve som diede hos deres mor. På turen tilbage så vi Sejhvaler, en anderledes lang og slank hval, som blot passerede forbi øen og lod os følge dem på afstand.

Marthelsa er i skrivende stund nået frem til kysten af Frankrig ud for Calais med kurs mod Danmark.

– Det har været en fantastisk tur, men vi glæder os også til at komme hjem og være sammen med vores venner og nyde den danske sommer, slutter Sarah Juel Paulsen.