Den danske sejler Sebastian Kjelstrup ligger for anker ud for Martinique, hvor alt nu er lukket ned. Tre gaster er fløjet hjem. Vinden piver, det regner, men heldigvis er han ikke eneste dansker i marinaen.
– Jeg kan ikke sove. Vi har fået squall kastevinde, og det har regnet i en time nu.
Klokken er fire om morgenen. Sebastian Kjelstrup taler lavmælt, som om han ikke vil vække nogen. Men han er alene på ”Seawolf”, som hans Dufour 450 sejlbåd hedder. Han købte den for et år siden på Grenada sammen med to venner, men tilfældet ville, at en ellers fin tur mellem øerne i Caribien nu er endt på Martinique for anker ved Saint Anne strand.
– Da det gik op for os, at corona-virussen for alvor var begyndt at brede sig i verden, søgte vi mod Martinique, som er en del af EU, fortæller Sebastian, der kommer fra København. De forskellige gaster er afmønstret for nogle dage siden, tre af dem er fløjet hjem til Danmark.
Han er en erfaren langturssejler, som de seneste år har sejlet det meste af Jorden rundt. Så langt som til Australien nåede han for nogle år siden, mens han denne gang fløj til Grenada, hvor han købte båden og sejlede frem og tilbage mellem Grenada og Martinique med stop i Vincent og Grenadinerne (SVG) og st. Lucia.
– Der ligger fem danske både i øjeblikket, og vi kan besøge hinanden. Men ellers er alle barer, cafeer og restauranter lukkede, og vi må kun gøre fem ting her: Købe proviant, man må højst være 20 personer i butikken af gangen, motionere solo, gå tur med hunden, tage på arbejde, hvis det ikke kan gøres over telefonen - og opsøge hospitalet, hvis det er nødvendigt. Kystvagten tjekker ens papirer og overvåger, at man overholder reglerne. Forleden landede de i en helikopter på stranden og bad en dansk familie om at gå tilbage til båden. Set i kikkerten har de nu altid et smil på, når de standser folk, siger Sebastian.
Han ligger på en gratis ankerplads og kan tage ind til en strandbutik, som er lukket, men bag den er der en møntvask med en udendørs vandhane, hvor han kan tappe vand.
Indtil videre afventer han situationen:
– Fælleskabet mellem danskerne giver tryghed, hvis bådene forsvandt en for en, ville jeg føle mig meget alene her. Måske sejler jeg sammen med en, der hedder Christian hjem over Atlanten i hans båd om et par uger, når vejr og situation tillader det. I så fald må jeg efterlade Seawolf i marinaen, hvis der er plads, eller for anker og håbe, at der ikke kommer orkaner i løbet af efteråret.
– Det er ligesom at have fået stuearrest. Jeg har mistet min tidsfornemmelse og må nogle gange spørge folk, hvad dag det er. Det er underligt. Jeg håber ikke, at de vil forbyde os at besøge hinandens både ligesom på Grenada, for så bliver det uudholdeligt, siger Sebastian.
Hver aften klokken 20 tuder alle de 300-400 lystsejlere i marinaen i hornet.
– Det er som ulve, der hyler for at gøre opmærksom på deres flok. Måske for at markere, at ”vi alle er i samme båd her”, siger den danske skipper, der håber snart at kunne sætte kurs hjemad.
Vejret er ikke det bedste for tiden, så Sebastian overvejer også, om han kan finde en flybillet hjem, og om han kan flytte båden ind i marinaen. Foto: Privat
