Danmark er en sejlnation, og mange af os vælger at bruge ferien på båden. En rolig sejltur kan dog hurtigt udvikle sig til en kaotisk situation, hvis båden støder på grund – en såkaldt grundstødning.
Søsportens Sikkerhedsråds hændelsesstatistik viser, at omkring 50 sejlture i Danmark hvert år ender med en grundstødning, hvor der er behov for assistance til at blive trukket fri. En grundstødning kan have alvorlige konsekvenser, eksempelvis ved mødet med et stenrev som kan ende med forlis. Handles der rigtigt, er grundstødning dog i de fleste tilfælde ufarligt.
"Grundstødning sker for mange sejlere hvert eneste år. Det vigtigste man kan gøre, hvis man er stødt på grund, er at bevare roen og skabe et overblik over situationen", siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, og fortsætter:
"Det er skippers ansvar at undersøge, om der er nogen tilskadekomne, om der trænger vand ind i båden, om der er gået hul på brændstofstanken, og der dermed er fare for forurening, samt sikre at hele besætningen har redningsvest på. Først herefter bør arbejdet med at få båden fri igen begynde", fortæller Sten Emborg.
Sådan får du båden fri
Når du har skaffet dig et overblik over situationen, skal du lægge en plan for, hvordan du vil få båden fri igen. Her skal du tage følgende i betragtning:
- Hvilken vej kom du ind på grunden? Er det bedst at bakke ud, og i hvilken retning?
- Hvad er bådens position?
- Er du på en sandbanke eller på en stengrund?
- Hvilken vej kommer vinden fra? Kan du ved brug af sejl trække dig fri af grunden?
- Kan båden lettes for vægt? Tøm vandtanke, flyt bagage, besætning eller andet over i en gummibåd.
- Kan båden krænges? Sæt evt. en person på bommen af en sejlbåd eller hele besætningen på hækken for at lette forenden af båden.
- Kan båden trækkes fri ved at udlægge et anker foran eller bagved båden fra en jolle eller med hjælp fra en svømmer med ankeret på en redningskrans.
- Hvis der ikke trænger vand ind, eller der på anden måde er fare for besætningen, kan man forsøge at tage båden fri af grunden.
Sådan tilkalder du hjælp
Hvis der er tale om en nødsituation, hvor der er personer i livsfare, kan der anvendes nødsignaler som fx røde blus, og der kan ringes 1-1-2 på mobilen. Hvis der ikke er tale om en nødsituation, men der er brug for assistance fra andre sejlere, kan der bruges opmærksomhedssignaler som hvide eller grønne blus eller viften med enden af et torv. Hvis du har brug for yderligere assistance til at få båden fri af grunden, eller hvis der trænger vand ind i båden, kan du kontakte bjergningsassistance eller Lyngby Radio på Vhf Kanal 16. Før du kalder assistance, bør du have noteret bådens position fra din GPS eller søkort.
Forbered sejlturen og undgå grundstødning
Det bedste, man kan gøre for at undgå at gå på grund, er at planlægge sejlturen omhyggeligt ved at lægge en rute på dit søkort eller GPS, hvor du er sikker på, at der er vand nok under køleren. Planlæg din rute, så du sejler udenom områder med lavt vand, følg sømærkerne samt læg god afstand til hindringer.
Vidste du, at selv de nyeste GPS-plottere kan indeholder kortmålinger, der kan være over 100 år gamle og indeholde fejl på op til 100 meter. Det betyder, at du skal holde ekstra god afstand til stenrev, grunde og andre hindringer.
Her kommer sejlerne i problemer
Søsportens Sikkerhedsråds hændelsesstatistik viser, at sejlere primært kommer i problemer i forbindelse med motorstop og tekniske problemer samt grundstødning. Søsportens Sikkerhedsråd registrerer alle sikkerhedshændelser, som omtales i pressen eller fremgår af døgnrapporter fra Søredningsselskabet, Kystredningstjenesten eller Søværnet.
2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | |
Overbordfald | 10 | 44 | 3 | 50 | 4 |
Haveri/kæntring | 25 | 28 | 49 | 85 | 44 |
Teknik/Motorstop | 35 | 88 | 127 | 169 | 163 |
Brand | 5 | 8 | 1 | 7 | 4 |
Grundstødning / fejlnavigering* | 34 | 64 | 57 | 106 | 58 |
Kollision | 1 | 7 | 6 | 2 | 0 |
Udeblivelser/eftersøgning | 13 | 12 | 10 | 47 | 51 |
Dykning | 6 | 6 | 10 | 19 | 2 |
Andet | 54 | 77 | 27 | 16 | 0 |
Nødblus affyret uden grund | 15 | 15 | 25 | 13 | 8 |
Vandindtrængen | 5 | 10 | 17 | 9 | 4 |
Hændelser i alt / ex. omkomne | 203 | 359 | 332 | 523 | 338 |
* Af kategorien ”Grundstødning, fejlnavigering m.m.” vurderes det, at 4/5 dækker over grundstødninger.