I hele sidste uge var Hou Maritime Efterskole på tur - hele 160 elever var tur i forskellige størrelse af både. Sidste beretning fra turen kommer her fra en af lærerne.
Vi havde en fantastisk sejlads fra Mårup til Hou, hvor vi startede i ingen vind og motor - men sluttede af med jævn vind og spiler - hvilken herlig måde at slutte af på.
Hvem har fodret kølsvinet?
Efter ankomsten til Hou skulle vi igang med det store arbejde - alle både skulle gøres rene, så vi er sikre på, at vi afleverer dem renere, end vi modtog dem. Igen her er det sjovt at se, hvordan man kan blive udfordret - hvor er det nu, kølsvinet er - og hvem har fodret det? Hvor er der dog mange rum og krinkelkroge på sådan en båd - og ja de skal alle tørres af. Og hvor er der mange ting, der skal overvejes, og tøjres/sikres rigtigt, når bådene nu skal ligge ubrugt hen i en hel sommerferie.
160 elever var afsted på tur. Foto: Hou Maritime Idrætsefterskole.
Udfordringer til alle
Alle både kom hjem, og alle har haft en god tur. Alle er blevet udfordret på forskellige måder, de elever, der aldrig har sejlet før, er blevet udfordret af det bare at være om bord på en båd. De erfarne sejlere er blevet udfordret af at skulle få en båd til at fungere med en ukendt besætning - og dem, der var nye sejlere, da skoleåret startede, er blevet udfordret på begge dele.
I forbindelse med evalueringen af turen bruger vi meget tid på at få den enkelte elev til at reflektere over, hvordan eleven har indgået i det komplicerede fællesskab, det er at være om bord på en båd - har jeg taget min tørn?, har jeg ydet det, jeg kunne? - både under sejladsen men ikke mindst også i land? Har jeg taget ansvar for maden? - både med at lave den, men ikke mindst også indkøb og planlægning.
Konstant eksamen
For sejlerne har dette været den ultimative test, og hvor er det fedt, som lærer, at se eleverne vokse med opgaven. Se hvordan de helt grønne kaptajner bliver 'tvunget' ud i at tage ansvar, der er ikke en sejlerkammerat at falde tilbage på. De skal få båden til at komme fra A til B, de skal have styr på navigationen og trim, og ikke mindst skal de få mandskabet til at samarbejde og deltage. Vi har lavet en uges intensiv lederuddannelse - med en rimelig kontant eksamen!
Og når vi så lytter til eleverne, så er evalueringen, at det var en fed tur. En unik oplevelse, der også har været hård undervejs. Det er svært at forestille sig, hvad sådan en tur indbefatter. Finder vi en elev fra 20 år siden (hvor vi også sluttede af med denne tur) - så kan de stadig huske den som værende noget helt unikt.
Tak for denne gang årgang 2015/2016 - og i starten af august er vi igen på vandet - både til almindelige sejladstræning men også til mindre weekendture både for vores sejlerelever og for alle de andre elever.