Hele efterskolen er i denne uge på tur i forskellige både. Bådmagasinet følger dem og bringer hver dag en spændende beretning fra turen. Dette er femte del. Eleven Magnus Fabricius beretter her om turen set udfra en elevvinkel.
Kære dagbog
Dagen i dag startede ud tidligt modsat de andre. Vi skulle mødes til sejlermøde klokken otte, og derefter var det med det samme ud på bølgerne. Vinden var frisk med en styrke på 5-6 m/s., men med en Hallberg-Rassy på 45 fod er det dog en smule for lidt. Vi drog af sted med højt humør og fantastisk stemning. Vejret startede ud lidt overskydet, men efter et par timer på søen blev vejret drastisk bedre. Ruten i dag startede ved Snaptuns ”underskønne” havn og sluttede i den hyggelige havn i Ballen (Samsøs hjerte).
Der er intet, der slår følelsen af at mærke vinden, der tvinger den kolossale Hallberg-Rassy til krænge. På trods den ringe vind skød vi fart på 7,5 knob i snit med overvældende asymmetriske spiler, og efter en trættende seks timers lang sejllads ankom vi omsider til Ballens dejlige havn. For at citere bogen “Vi de druknede”: "Vi sejler ikke, fordi der er et hav. Men fordi der er havn”.
Med disse ord vil jeg afslutte dagens dagbog. Vi ses i morgen.
Sikkerhed fylder meget
Så en lærertilføjelse om dagens sejlads. Vi havde en frisk sejlads, vind op til 7m/s - og desværre fik vi brug for at teste vores beredskab. Det er jo sådan, at når vi er på tur med så mange både og så mange unge mennesker, så fylder sikkerhed rigtig meget. Vi har nogle meget udførlige sikkerhedsinstrukser, og vi bruger rigtig meget tid på at checke, kontrollere, og efterse, samt ikke mindst at gøre eleverne klart, hvor vigtigt sikkerhed er. Desværre sker der alligevel små uheld, men fordi vi altid har en plan, bliver de meget sjældent alvorlige.
Vi har lånt en ombygget Bandholm 26 af vores naboskole Egmont Højskolen. Den viste sig desværre at have en fejl på beslaget til forstaget, og da det over VHF’en lød: “Havtorn har mistet forstaget”, gik alle procedurer i gang. Vores RIB var henne ved båden, mens masten stod, men nåede desværre ikke at få sat spilerfaldet på, så masten lagde sig desværre kontrolleret ned - men ingen personskader, og både mast og båd blev bjerget hjem til Hou Havn.
En anden båd forsøgte sig ud i spilerkunsten, desværre kom en finger i klemme og brækkede, men igen kunne RIBen hurtigt bringe den tilskadekommende til Kolby Kås på lægehuset. Eleven plus en lærer var i Ballen Havn, før resten af flåden nåede frem.
Spilersejlads er skønt, men det er også enorme kræfter man 'leger' med. Foto: Hou Maritime Efterskole.
Vi lærer alle af sådanne episode
Det er jo den slags, der ikke må ske, men som desværre sker. Og som vi hver gang evaluerer grundigt på og forsøger at blive klogere af. Kan vi finde måder, så det ikke sker igen?
Disse situationer gør det jo også tydeligere for eleverne, hvad det er vi gerne vil opnå med sådan en tur. Vi ønsker jo at give eleverne den læring, det er at være ansvarlig for sig selv og tre-fire kammerater - selv at skulle klare ledelse og de holdopgaver det er at fungere på lidt plads, og med en bunden opgave af at få båden fra A til B. Vi arbejder meget med det at gøre mandskabet trygt, være forudseende og i god tid. Det som er vigtigt for os alle, når vi er på vandet, ligemeget om det er tur med familien eller ræs med gutterne.
