Sommertur på Slien til vikingernes Hedeby

10 sømil syd for Als går den 23 sømil lange, smalle fjord Slien ind gennem gammelt dansk land til vikingernes Hedeby ved Slesvig.
Det første, vi fik øje på, da vi nærmede os den flade, tyske kyst, var en lille klynge ”savanne-træer” med sammenvoksede trækroner over nøgne stammer. De står ensomt på en grøn græseng lidt nord for Sliens indsejling. Vi så også både myldre ud og ind ved det 14 m høje sort-hvide fyr på nordmolen.
Vi sejlede ind mellem havnemoler og lystbåde til Slien i roligt vejr uden strøm. Ved frisk vestenvind kan der løbe 1-2 knob strøm ud, og ved frisk østenvind løber strømmen ind.
Bag nordmolen ligger den overfyldte lystbådehavn Schleimünde på Lotseninsel (lods-ø). Tidligere var det en lodshavn, og lodsernes huse findes stadig på ”øen”, som faktisk er en halvø forbundet med sumpede enge til Sliens nordbred. Engene er fuglereservat med adgang forbudt, så man kan kun sejle til Lotseninsel.
For 600 år siden gik indsejlingen gennem fuglereservatet med byen Mynnæsby og borgen Gammelborg. I en krig i 1410 sænkede man 10 skibe i indsejlingen, så den sandede til kun 0,5 m dybde. Det ændrede naturen og Sliens betydning, og Mynnæsby blev skyllet bort i en storm. Den kunstige nuværende munding blev gravet for 200 år siden, men den tilsandede, indtil man i 1842 lavede stenmolerne.
Efter den overfyldte Schleimünde havn bredte farvandet sig ud til en lavvandet indsø, hvor man skal følge det afmærkede sejlløb. Bøjerne har som overalt i Tyskland et nummer, der også står i søkortet, så man altid kan finde sin position.
Her så vi det tyske fænomen med fiskende joller med en sort ankerkugle på en stage. Der er bøde for at ankre uden kugle.
Vi sejlede 1,5 sømil ind til den første, store havn Maasholm. Den var tidligere kendt af syddanske sejlere for ”toldfri salg” af drikkevarer i ”transit-butikker”. ”Transit-varer” er kun til transit (udførsel). Man skal hejse en ”toldstander” (3. lighedsstander) og straks bringe varerne ud af tysk farvand. Varerne skal altså købes på hjemvejen. Transit findes endnu, men pas- og papirarbejdet er næppe umagen værd med de lave, almindelige butikspriser.
Maasholm er en stor, velfungerende lystbådehavn, hvor skilte byder velkommen med ”moin” (hej). Der er også fiskehavn og ålefiskeri, og der købes åle-sandwich og andre lækkerier i havnens boder. Den gamle del af byen består af små fiskerhuse og en køn, lille kirke.
For god ordens skyld meldte vi os ankommet fra Danmark på toldkontoret (Zollamt). Det imponerede ikke tolderen, og han ville kun vide én ting: ”Hvor mange er I om bord?”

Mindre trængsel, mere idyl
Næste dag sejlede vi videre ind ad Slien for motor i let modvind de 2,5 sømil til næste by Kappeln, hvor vi skulle gennem en klapbro. Åbningstiderne står i det tyske kort: 15 minutter før hver hele time.
Da vi nærmede os Kappeln mellem mange lystbåde, blev Slien smal og køn med skove og træer samt en højspændings-ledning i 28 m højde. Kappeln dukkede op med huse og mange bådpladser.
Broåbningen gav trængsel, da 20-25 lystbåde myldrede igennem fra begge sider samtidigt. En udflugts-færge masede sig også brutalt igennem. Broens signaler er til at forstå: Grønt lys, sejl igennem.
Efter bropassagen sivede mange både ind til bådebroer sydligst i Kappeln, og pas på, her løb 1 knob strøm under bådebroerne. Vi lagde også kortvarigt til og gik en tur mellem byens fine, gamle huse og den store Nicolai kirke og fortovscafeer på kajen.
Kappeln ligger, hvor der er smalt og god færgeforbindelse over Slien. I 1866 byggedes en pontonbro, og i 1927 kom en drejebro, som er fornyet med klapbroen i 1990’erne.
Vi fortsatte snart for at sejle de sidste 18 sømil helt ind til Slesvig. Distancerne er ikke store.
Efter Kappeln var vi i fred for det store mylder af både, der er ude ved indsejlingen, og indefter så vi kun én dansk båd.
Vandet er gulgrønt, så man ikke kan navigere ved at kikke ned efter bunden, følg bøjerne. Halvvejs inde bliver vandet fersk på grund af åer, fint, så dør begroningen på undervands-skroget.
Den smalle fjord gik forbi Arnis med huse og mange bådebroer direkte ud til sejlløbet. En travl, wiretrukket færge krydser løbet, hold afstand. Færgen er markeret i søkortet som ”Seilfähre” (wirefærge).
5 sømil fra Arnis kom Lindaunis med den anden bro, der skulle åbnes. Det gør den som i Kappeln 15 minutter før hel. Får man ventetid, kan man fortøje ved bådebroer lige før broen, eller man kan ligge ved store gule ankerbøjer midt i farvandet.
Et tog buldrede over broen, og så lukkede den planmæssigt op. Her skulle kun 8-10 både igennem fra hver side. Vi fortsatte indad på bidevind ad den kønne fjord på diskret kapsejlads med de andre sejlbåde.

Kanonskud over fjorden
Sliens kyster har lidt skov og marker, og der er bakker og græssende heste. Kajakker og kanoer padler rundt. Der er ingen sommerhuse, men et sted ud til kysten ligger verdens grimmeste campingplads med 100 hvide campingvogne stuvet tæt sammen. Herfra har de en smuk udsigt, når vores båd sejler forbi.
På pynten overfor campingpladsen byggede den danske kong Erik af Pommern i 1400-tallet en kæmpeborg Königsburg.
Missunde er det smalleste og kønneste stræk, hvor fjorden kun er 100 m bred mellem træbevoksede skrænter, der stjal vinden fra vore sejl. Langs nordbredden er der pælepladser og lystbåde. Midt på Missunde er der en lille Seilfähre, og når den starter sit gule blinklys, er den på vej ud.
Her ved Missunde kæmpede den tapre danske landsoldat i krigene mod tyskerne i 1848-50 og i 1864. I september 1850 hindrede danskerne på nordbredden en overtallig tysk hær i at krydse Slien. Det gentog sig i februar 1864, da Slien var frosset til. Begge slag blev udkæmpet på bragende kanoner tværs over Slien, som i dag er det fredeligste farvand, man kan tænke sig.
Fra det smalle Missunde snor Slien sig fri af sivbanker til en bredning, Grosse Breite. Den er dog kun 2,3 sømil bred, og så nåede vi Sliens absolut smalleste sted Stexwiger Enge, hvor Enge betyder snævring. En odde går ud i sejlløbet med sømærker på selve sandbredden, og løbet er kun 30 m bredt og 50-100 m langt. Nå, det gik fint, og nu så vi Slesvigs domkirkespir forude. Mellem kun 30-40 cm høje sømærker sejlede vi mod det meget høje Wiking tårn. Det står lige midt i Wiking havn, hvor vi lagde til.
Der er to andre havne, Slesvig Stadthafen (2,4 m) ved centrum, samt åbne bådebroer ved den lidt lavvandede Jachthafen (1,6-2,1 m). Wiking havn med det 26 etagers boligtårn Wiking viste sig også lavvandet, ca. 2 m plus 20 cm meget blødt mudder. Havnen var forfalden, men med gode faciliteter. Om dagen støjede hovedlandevejen kun 100 m borte, men vi skulle jo ikke drive den af i båden.

Slesvigs slot og gamle by
Vi var i gammelt dansk land, som vi mistede i 1864, og Slesvig hedder nu Schleswig. Når man henvender sig på sit skoletysk, svarer mange på dansk, for de er tosprogede her nær grænsen.
Slesvig blev bygget i 1100-tallet, da Hedeby blev ødelagt. Slesvig blev som Lübeck en stor handelsby med råd til en kæmpestor domkirke af tufsten fra Tyskland, kalksten fra Gotland og sandsten fra Skåne. Tårnet på 112 m kom sidst i 1600-tallet. Midt i bugten ligger en lille, flad græsø Mövenberg med skrigende måger og terner. Her lå et slot indtil 1200-tallet, hvorfra hertugen af Slesvig-Holsten havde udsigt over hele inderfjorden.
Vi havde valgt Wiking havn, for det var tæt ved det store, hvide Gottorp Slot fra 1500-tallet. Slottet har et ”vikingeskib” fra jernalderen omkring år 400, Nydam båden. Et 23 m krigsskib til roning med 30 årer. Den imponerende egetræsbåd er fundet i Nydam mose ved Als Sund, men tyskerne beholdt båden efter krigen i 1864.
Fra Gottorp slot travede vi til centrum ved domkirken. På torvet var der livgivende fortovsrestauranter. Her styrkede vi os før en tur rundt i den gamle bydel med fiskerhuse gavl ved gavl i smalle brolagte stræder. Vi så at Stadthafen ved centrum var bedre, end vi troede, og næste gang lægger vi til der. Det blev en lang, varm travetur, så vi endte i båden med fødderne i en pøs vand og hænderne om hvidvinsglas.
På tysk bruger de vikingetidens navne Haithabu og Haddeby for Hedeby. Vi sejlede fra Wiking havnen en sømil til den lille Haddeby havn med stråtækt havnekontor. Herfra var der kort at gå til halvkredsvolden, hvor Hedeby lå i 800 til 1100-tallet. Jordvolden er 6-7 m høj. Inde i den store halvkredsvold har man udgravet bygninger og havneanlæg med skibsvrag. Nu er der nogle rekonstruerede vikingehuse og et museum.
Hedeby var styret af svenskere, tyskere og fra 900-tallet af danskere. Byen havde egne mønter, og den dengang 11 m høje jordvold omringede byen på landsiden. Men da Sliens udsejling sandede til mod Østersøen,
mistede Hedeby sin betydning, og byen blev ødelagt sidst i 1000-tallet. Midt på halvkredsvolden starter Dannevirke volden, som lige her hedder Margrete volden. Den fortsætter som en lille kinesisk mur mod vest 15 km til Trene Å som beskyttelse mod tyskere. Jordvolden er fra årene 804-810, og blev senere forstærket med kampesten. Valdemar den Store byggede i 1100-tallet en murstensvold 3,7 km lang og 7 m høj med vægtergang og tårne. Dannevirke og Hedeby søges nu optaget på UNESCO’s liste over verdens enestående og umistelige kulturarv. I forvejen er Kronborg, Roskilde Domkirke og Jelling på listen.

Små byer og bindingsværk
Vi sejlede ud ad Slien og besøgte flere af havnene på vej ud. Slien har havne, små bådebroer og ankerpladser nok til mindst en uges sejlads. Afstandene er små, og det er bølgerne også, og fjorden er egnet for små både, der kan bruge de mindste havne og ankerpladser.
Grosse Breite har tre små havne, Borgwedel, Schrader og Fleckeby, og der kan ankres ved skove og skrænter, især ud for slottet Louiselund på sydvestkysten. Vi passerede igen broen ved Lindaunis, og 1,5 sømil nordøst for broen gik vi ind til frokost ved en lille, åben bådebro ved Sieseby. Ved broen er der bindingsværkshuse, stokroser og en hyggelig bindingsværks kro, og bagved en lille kirke fra 1100-tallet. Den siges at være bygget, hvor der efter snevejr var et korsformet sted uden sne.
Vi kom til Arnis, hvor der ud til sejlløbet er bådeværfter og mange bådebroer, men de er urolige med bølger fra skibene. Bag ved halvøen med Arnis by er der en stor og rolig lystbådehavn, hvor vi sejlede ind ad en gravet rende. Eneste proviantmulighed er en bager, men der er restaurant i havnens hus på 1. sal med udsigt til havn og byens bindingsværk.
Arnis by er charmerende med små 1700-tals gavlhuse ud mod byens eneste gade, den kønne lindeallé Lange Strasse. På et hus sidder et højvandsmærke fra stormfloden i 1872 en meter over gaden. Det var også en stormflod, der oversvømmede alle sydlige danske småøer.
Sydligst i byen ligger Schifferkirche (skipperkirke) ved vandet, og forbavsende nok er den af bindingsværk. Altertavlens maleri ligner en blæsende kapsejlads med blafrende spiler, og ved roret står skipper og brøler ordrer til en forvirret besætning. Men rolig, det er Jesus, der stilner stormen og trøster besætningen, altså ret langt fra en kapsejladssituation.
Med Arnis som turens kønneste by sejlede vi de 1,5 sømil til Kappeln, gennem broen og videre ud i Østersøen efter alle tiders oplevelser på Slien. Her kommer man gerne igen.

Ruten til Hedeby
Hedeby havde al handel i den kendte verden til og fra Østersøen og Rusland og via russiske floder til Sortehavet og arabiske lande. Fra Vesteuropa kom skibe ind ad Ejder og Trene Å. Herfra til Hedeby 14 km over land. Mindre skibe blev rullet over, større skibe måtte omlades til langsomme oksekærrer. Hedeby eksisterede fra 800-tallet til 1100-tallet, hvor byen blev ødelagt i en krig.

Broerne over Slien
Fast åbningstid en gang i timen, se tysk bådsportskort. Signaler fra broen: Rødt lys: Lukket. Grønt: Sejl igennem. Signal fra båd er unødvendigt. ”Broflag” bruges kun i Danmark.

Søkort og havnelods
Sportschiffahrtskart ”Die Schlei” fås i syddanske og tyske havne eller i København hos Weilbach, tlf. 33 13 59 27. Forsigtigt kan du følge bøjer til Maasholm og købe kort der. Havnene er i Komma’s Havnelods.