Greifswalder Oie: Mystisk lille ø ved Rügen

Det kunne godt ligne en ægte lille skatteø, som vi nærmede os. Greifswalder Oie rejser sig ensomt og stejlt op af Østersøen med skrænter op til et grønt plateau med skov og krat. Et højt fyrtårn rager op på øens østlige klint.
Vi kom sejlende mod syd fra Sassnitz på Rügen, og efter 22 sømil var vi foran den mystiske grønne ø med den store, gamle flådehavn. Den blev brugt af østtyske vagtskibe, når de ikke patruljerede tre sømil ude foran Rügen. I 55 år var den lille ø utilgængelig. Efter murens fald 1991-1992 forsvandt det østtyske militær, og nogle få lystbåde kom derud, inden øen blev lukket igen som naturreservat. Vi var en af de få nysgerrige både, der nåede derud, og nu ville vi gense det øde paradis med de østtyske ruiner og vilde ponyer. Men hvordan ville vi blive modtaget?
Havnen er stor og øde ved foden af øens skrænter med græs og krat. På molehovedet stod skilte med ”Nothafen” (nødhavn) og ”Naturschützgebiet” (naturreservat), og det havde der for resten også stået i Komma’s havnelods.
Det store havnebassin er tre m dybt, men ganske lavt ind mod skrænterne bag tre-fire gamle duc’dalber med et par tyske gæstebåde. De havde hver lagt sig med liner mellem to duc’dalber, for der var ikke dybt nok til at svaje indad. Inden for ydermolen var der også nogle store, gule ankerbøjer med 50 m afstand, men der lå ingen både. Den fritliggende ydermole og den nordlige kaj kunne man ikke fortøje ved, for de var gjort ubrugelige ved at stenene var revet ned og trillet delvis ud i havnebassinet. Ankring midt i havnebassinet var forbudt. En stor tysk redningskrydser lå sydligst i havnen ved den eneste kaj, der kunne bruges.
Vi firede ankeret ned og gik med stævnen mod vinden til en grå og mør duc’dalbe. Den var beregnet til krigsskibe og derfor temmelig tyk og besværlig at få en line omkring.
Der var en velsignet ro i havnen. Over græsskrænten sås et hus og træer. Hvide svaner padlede rundt langs stranden, men de kom ikke ud og tiggede ved bådene. Fra den fritliggende ydermole hørtes konstante mågeskrig, som i øvrigt blev ved hele natten. Ydermolen var blevet fuglereservat.

Nødhavn kræver begrundelse
Vi pumpede gummibåden op og roede ind til stranden. Det er den eneste måde at komme i land på, udover at svømme og vade.
Fra det sandede landingssted nær redningskrydseren går en betonvej mellem marehalm op mod øens indre buskads. Det er en gammel østtysk militærvej, lavet af praktiske, kileformede betonelementer. Hvis vejen skal gå ligeud, vendes betonelementerne skiftevis med spidsen den ene og den anden retning. Skal vejen dreje, lægges betonelementerne med spidserne samme vej.
Vi kom forbi et forhenværende bondehus, som var moderniseret til redningskrydserens mandskab. Lidt længere oppe lå et større hus, hvor vi stoppede. Det havde været ruin, da vi var her i 1992, men nu var det istandsat. En venlig mand kom ud.
”Guten Tag, Ich bin der Hafenmeister”, sagde havnemesteren. ”Velkommen. Jeg har ventet jer. Jeg så jeres båd komme fra mit vindue. Jeg skal gøre opmærksom på, at øen er nødhavn, og der skal være en begrundelse for at anløbe. For ægte sejlere, som elsker havet, må enhver havn være en nødhavn. Det er begrundelse nok.”
Imponerende. Han var helt på sejlernes side. ”Og da det er en nødhavn, er der ingen havnepenge.” Det store hus, han boede i, havde en lille, gratis udstilling med masser af udstoppede søfugle fra øen ”men det interesserer nok ikke jer?” Jo, jo.
Og hvordan med hestene? Sidst vi var på øen, gik der vilde ponyer rundt som et østtysk eksperiment for at se, hvordan de klarede sig selv. Helt vilde var de ikke, for de kom straks hen og stak mulen i vores lommer for at finde godbidder. Ponyerne havde været her i 30 år.
”De blev for dyre i dyrlæge,” sagde havnemesteren. Selv om hestene skulle klare sig selv som vilde heste, så måtte de tilses jævnligt af en dyrlæge fra fastlandet. Derfor blev de flyttet til fastlandet. Nu er der kun får og geder på øen. Samt vilde kaniner og vistnok mus og hugorme.
Efter havnemesters anbefaling gik vi øen rundt ad en køn, markeret Wanderweg (vandresti) på 2-3 km længde, hvor man runder fyret og ender ved havnen igen. Hist og her var der opstillet kraftige kikkerter, så vi kunne læse med i naboens avis ovre på fastlandet 15 km borte. ”Der står indkast 50 Pfennig på kikkerterne, men nu bruger vi Euro, så kikkerterne er til fri benyttelse,” sagde havnemesteren.
Øen var naturreservat, og en begyndende trafik med turistbåde og mange passagerer blev forbudt. Kun lystsejlere kan komme i land i dag. Det er godt med en toilettank i båden, for der er ingen offentlige toiletter, intet drikkevand, ingen elektricitet og slet ingen butikker.
Man skal opføre sig som gæst og må ikke gå uden for de afmærkede veje og stier. Men det er også et ret ufremkommeligt krat og skov.
Vi var lidt skuffede, for der var ingen rester af østtysk befæstning, kun en enkelt betonkonstruktion, der kunne have været kanonstilling og bunker.
Skoven i øens østlige halvdel er tæt vildnis og nogle steder helt ufremkommelig undtagen ad stierne. Skilte advarede mod bier, og der summede da også nogle rundt i skoven.
Kom vi fra skoven ud til kystskrænten, kikkede vi ned på den stenede strand og kyst, hvorfra der i et forskrækket brus lettede en stor flok ænder, alke og lomvier. Der var også mange svaner, men de lod sig ikke skræmme væk.
Stien vender ved det ca. 30 m høje fyr i skoven ude ved østpynten, og med flere flotte kik nordpå mod Rügens kridtklinter drejede stien tilbage gennem græs og krat mod havnen. Øen er ca. 1,4 km lang og 20 m høj, og den kønne tur øen rundt tager en times tid.

Vikingernes slag ved Svold
Greifswalder Oie er ca. 1400 m lang og ca. 370 m bred. Ordet Oie er gammel vendisk dialekt, der naturligvis betyder ø.
Greifswalder Oie var et helligt sted for venderne. Ved Rügens sydkyst nord for Greifswalder Oie findes tilsvarende en hellig sten Bushkam ude i vandet med kun en meter vand over, men på fire m dybde. Stenen er på størrelse med et hus.
Historikere mener, at Greifswalder Oie var vikingetidens berømte ø Svold, hvor der stod et søslag i år 1000 mellem den norske kong Olav Trygveson og en forenet flåde under Svend Tveskæg og den svenske Olaf Skotkonung samt norske Erik Jarl.
Forhistorien er, at norske Olav Trygveson og Svend Tveskægs søster Thyra ville giftes. Men Svend Tveskæg havde politiske planer og giftede sin søster til den polske kong Bogislaw og lod en kostbar medgift følge med. De danske vikingers fæstning Jomsborg lå i Pommern syd for Greifswalder Oie i det nordlige Polen, og Svend Tveskæg ville antagelig have et godt forhold til Polen.
Men Thyra stak af fra sit polske tvangsægteskab og kom til Olav i Norge. Olav syntes, at det var synd og skam, at den kostbare medgift blev i Polen, for det var jo Thyras, altså hans. Han samlede sin flåde og sejlede derned på en så overbevisende måde, at kong Bogislaw måtte udlevere skatkisten.
Nordmændene sejlede hjemad. Men en dagsejlads, ca. 30 sømil nord for Pommern, kom de efter sagaens beskrivelse til ”en lille ø Svold, som lå mellem Rügen og Pommern”. Øen var velegnet til at lande på for at lave mad på bål og overnatte.
Men i mellemtiden lå en dansk-svensk vikingeflåde på lur ved Svold, og de mødte kong Olav i et drabeligt søslag. Han og de norske vikinger var talmæssigt underlegne, men kong Olav kæmpede bravt om bord i sit skib ”Ormen hin Lange”. Det var et af vikingetidens største drageskibe med i alt 68 årer med en skønnet længde på 46 m.
Overmagten var for stor, og Olav indså at slaget var tabt. Ifølge en saga mistede han i kampen også begge hænder. I al fald stak han armene under skatkistens hanke og sprang over bord og gik til bunds med kostbarhederne.
I klart vejr kan man stadig se skatten glimte på havbunden. Det er ganske vist. Mere synligt er, at Norge kom til at høre under Danmark efter slaget.