Fendersejlads på franske kanaler

Lad mig bekende mine synder: I denne sommer har jeg sejlet syv dage i træk med 12 fendere ude på fribordet uden at tage dem ind én eneste gang. Jeg har sejlet for motor alle syv dage uden at tænke på at sætte sejl. Jeg har ikke sejlet over sølle 3,5 knob på noget tidspunkt. - Og så har jeg endda nydt det i fulde drag.
Det foregik alt sammen i Frankrig på Canal de Bourgogne i en 10 meter lang motorbåd fra charterfirmaet Nicols lejet med hjælp fra det danske bureau, der er specialister i sejlrejser, SunWay.
Ni personer, fire voksne og fem børn i alderen 10 mdr. til 14 år, to familier i to biler kørte de 1350 km til Bourgogne i det nordøstlige Frankrig for at holde en uges sommerferie med at sejle lidt over 100 km ad den franske kanal.
Selvom jeg er kapsejler og holder meget af hurtige sejlbåde, der er svære at trimme, så har jeg i mange år haft lyst til en sådan flod/kanalsejlads. Og hver gang jeg har talt med andre om min hemmelige drøm, har jeg opdaget, at der er mange andre sejlere, der har den samme lyst - men ikke særlig mange der har ført den ud i livet.
Og nu da lillebror kun er 10 måneder, og hverken hans mor eller han selv er særligt mindede for længere tursejladser for sejl på det lunefulde danske sommerhav, så var det i år, at min hemmelige drøm om en rolig sejlads på en fransk flod skulle føres ud i livet.

Aldrig mere bil
Selvom SunWay havde forsynet os med meget præcise ruteplaner med alternativer for turen Danmark - Dijon, og både den gamle bil og den nye lillebror opførte sig eksemplariske, så er turen gennem Tyskland varm, besværlig,
kedelig (især for børn) og altid meget længere end man tror.
Men frem kom vi, og der lå den så, vores hjem og transportmiddel for den næste uge: En Nicols 1000 motorbåd, med tre kahytter med dobbeltkøjer, to toilet/baderum, stor salon med pantry, overdækket agtercockpit, og en flybridge. Udefra og indefra lignede den en lidt bastant men almindelig havgående motorbåd i 30 fods størrelsen.
Et indtryk, der forsvinder fuldstændig, så snart man lægger fra kaj. Uden at være dykket ned under båden med snorkel og maske, kan jeg fastslå, at den må være helt flad i bunden, og
derfor totalt mangler retningsstabilitet. Det betyder, at den sejler som et læs hø - næsten lige så godt sidelæns som for- og baglæns, hvilket kræver en hel del øvelse og afvænning af gamle rutiner, for at kunne styre.
Hvis man giver en lille smule for meget ror, reagerer den - let forsinket - med at dreje skarpt, og hvis man så styrer kontra, begynder båden at gå ”i selvsving” i zigzag fra den ene side af kanalen til den anden, indtil man får kontrol over båden ved blot at styre ligeud. Det lyder farligt, men det er det ikke, for
selv med det forkromede gashåndtag helt i bund, kommer farten ikke meget op over 3,5 knob. Den båd sejler simpelthen som en flodpram, og det bør ikke forstås nedsættende, for ved nærmere eftertanke er det jo lige præcis hvad den er: En luksus-indrettet pram specielt designet til at sejle på floder og kanaler med familier som vores.

En enkelt lige ud
Vi havde valgt ”en enkelt tur” i stedet for en ”tur-retur”, og så kører Nicols personale vores biler frem til destinationen, i stedet for at man sejler den ene vej ad floden eller kanalen halvdelen af ferien, og så tilbage igen, hvor man ser de samme seværdigheder. Det er en dejlig luksus, og det koster ikke så meget mere.
Til gengæld kræver det, at hele besætningen er god til at improvisere hurtigt, når man sejler forbi noget, man gerne vil kigge nærmere på. Man kan ikke sige: ”Den tager vi på hjemvejen”, for der er ingen hjemvej, så det er med at tage en rask beslutning, stoppe båden og lægge til, når man ser noget interessant.
Til gengæld kan man lægge til næsten hvor som helst. Især i kanalerne, hvor der i modsætning til i floderne, er gravet dybt nok helt ud til kanten. Så hvis man har lyst til at spise frokost om bord midt i en skyggefuld skov, ved en smuk udsigt eller ved et specielt hus, ja så er det bare at sejle ind til siden, og banke et par fortøjningspløkker i den franske muld.
Navigationen er så nem, som den kan blive. Følg kanalen eller floden, og sejl så vidt muligt midt i, for at holde ror og propel fri af bundplanter. Kun når man møder et modgående fartøj - det skete højst tre gange om dagen for os - kan man holde lidt til højre i sejlretningen, så er der plads nok.

Sluse-udfordringen
Næ, som vi jo nok havde tænkt hele vejen hjemmefra i det dengang så kolde Danmark: Det er sluserne, der bliver udfordringen på en sådan tur. Og da vi kunne se på både kort og Geonav-GPS’en, at vi skulle gennem 56 sluser på en uge, så var det med bange anelser og
alle mand på dæk udstyret med fortøjninger, redningsveste, bådshager og ekstra fender, at vi nærmede os turens første sluse et par hundrede meter fra, hvor vi havde hentet båden.
Vores bekymringer blev gjort til skamme. Det er ”et stykke kage”, at sejle ind og ud af sluser: Man sejler ind af den åbne sluseport, sejler helt frem i slusen, hvis der er andre både, der skal med, og lægger en løs fortøjning op over en af de mange pullerter på kanten. Det sidste er i virkeligheden ikke nødvendigt, hvis man har motoren kørende og kan få båden til at blive liggende med gashåndtaget. Kun et par enkelte steder krævede slusefatter eller -mutter, at vi brugte vores fortøjninger.
Når alle både, ikke over tre, er inde i slusen, bliver porten lukket, som regel med håndkraft af slusemutter eller -fatter. Det bliver meget vel modtaget, hvis en fra besætningen springer op i land, og hjælper med at lukke og åbne sluseporte på den ene side, så slusepersonalet ikke behøver at gå over slusen flere gange.
Så snart porten er lukket bag os, åbner slusen foran os, dvs. at nogle lemme helt i bunden af porten bliver hejst op, og vandet kan strømme ud, som af et badekar. Det er fuldstændigt udramatisk, især når man sejler nedad. Hvis man sejler opad bjerget, virker det som om det indstrømmende vand bruser lidt mere.
En sluse operation kan vare fra 10 til 25 minutter alt efter om slusen er tom for vand og porten er lukket, når man ankommer, og hvor mange både der skal med ad gangen. Mens vandet synker eller stiger kan man i mange sluser
købe mange hjemmelavede ting f.eks. honning, syltetøj, små vejrmøller til haven derhjemme, t-shirt med sluse-nummer på, etc.
Det sværeste ved sluserne er faktisk, at opdage slusen og hvorvidt den er åben eller lukket i så god tid, at man kan nå at afpasse bådens fart, så portene lige præcis åbner og en eventuel modkørende båd sejler ud, lige inden man når sluseporten. Det kræver lidt øvelse især fordi mange sluser pludselig dukker op lige rundt om et af kanalens utallige sving.
Det eneste man virkelig skal have stor respekt for ved sluserne er lukketiderne. De fleste sluser åbner kl. 8.00 om morgenen, holder middagslukket mellem 12 og 13 og lukker for natten kl. 19.00. Og der er ingen pardon, som de siger på de kanter.
Førstedagen flyver af sted med alt det nye man skal lære, og allerede på anden dagen sænker roen og freden sig over besætningen. Selv lillebror forholder sig roligt, mens han betragter sceneriet, der langsomt glider forbi uden for bådens panorama-ruder. Glemt er den lange tur på de tyske autobahner, væk er lysten til at sejle hurtigt, og pist væk er stress og jag i Danmark. Dagen og besætningen falder ind i slusernes rytme og motorens svage brummen. Ca. 20 km (på en flod regner man ikke i sømil) om dagen, dvs. ca. ti sluser. Og hele tiden skal man fravælge vidunderlige små byer og skønne pletter, hvor man kunne lægge til, hvis man ville. Start kl. 10 om morgenen, siesta sammen med sluserne og fremme ved en by med små restauranter og meget velforsynede supermarkeder ved 15.30-tiden.

Husk et par cykler og en pool
Den dag vi ankom til Nicols-basen, blev vi tilbudt at få nogle cykler om bord. Men tanken om at have otte cykler om bord på en i forvejen lille motorbåd, fik os til at sige nej tak. Det var en grov fejl. Vi skulle have sagt ja til måske to cykler, som vi derefter kunne have skiftedes til at bruge, fra sluse til sluse eller mellem landgangsstederne.
Til gengæld havde vi bedt om at få en påhængs-swimmingpool koblet til båden, så børnene kunne lege og forfriske sig undervejs. Men af en eller anden grund var de løbet tør for påhængs-pools, der hvor vi hentede båden. Det kunne vi ellers godt have brugt, for kanalen indbyder ikke til badning. Næste gang insisterer vi på at få en pool på slæb.

Havarier og service
Selvom vores båd virkede ny og vel-holdt, slap vi ikke for at have to havarier, som under sejlads i danske farvande, kunne have været både ubehagelige og fatale. Her på en fransk kanal er alting anderledes, fordi bredden og redningen aldrig er længere væk end de tre-fire meter, der er ind til kanten.
På tredjedagen lugtede der pludselig kraftigt af diesel, og et blik under cockpitdørken forvissede os om, at det ikke var vores koners til tider overdrevent skarpe lugtesans, der var på spil. Motoren svømmede i diesel, der pulsede ud af et hul i en slange. Vi slog motoren fra, drev ind til kanalkanten, og ringede til Nicols på mobilen.
”Hvor ligger I? Mellem hvilke numre sluser? OK jeg er der om 20 minutter.”
Og 18 minutter senere tøffede en lille varevogn op ved siden af båden på sluse-stien, og ud sprang en bådmekaniker med en enorm værktøjskasse. En time og en masse velmente undskyldninger senere var båden repareret, og motorrummet lige så rent som en operationsstue før operationen.
To dage senere var den gal igen. Det var gashåndtaget. Gearet frem og tilbage virkede, men motoren gik hele tiden fuld gas. Vi lagde til med møje og besvær ved en lille by og ringede til Nicols. ”Jeg er der om et kvarter”. Og 12 minutter senere kom den lille varevogn - denne gang fra den anden side - med en mekaniker. En halv time senere kunne vi sejle videre med et sprit-nyt gear/gashåndtag monteret. Det er vist det, der i gamle dage blev kaldt ”god service” på dansk.
Og så er turen pludselig slut. Der er gået syv dage, og den sidste sluse åbner sig efter vi er sunket 2-3 meter dybere ned med kanalen. Den sidste aften på en rigtig fransk restaurant.
Den sidste Pernod i cockpittet med is fra den aldrig svigtende fryser. Pakke sammen, gøre båden ryddelig efter fem børn i syv dage, inspektion og tilbagebetaling af de 800 euros depositum, merci og au revoir. Tilbage på de tyske motorveje med kurs NØ på Geonav’en, som er indstillet på land-navigations-mode af samme grund.
En uge i motorbåden på kanalen var lige tilpas. To uger havde været for længe for både børn og voksne. Men en uforglemmelig uge, som vi gerne vil gentage en anden gang. Og næste gang husker vi at flyve frem og tilbage, at sige ja tak til cykler om bord og at insistere på en påhængs-swimmingpool på båden. Og så må båden godt være lidt større, ellers bliver vi nødt til at værre færre personer om bord.
Men vi skal helt sikkert prøve at sejle med fenderne ude med tre knob igen. Det må gerne være på den samme kanal, hvor der var meget mere at se på, end vi kunne kapere på en uge,
men det må også gerne være på en anden fransk flod eller kanal. Uanset hvor, så byder flod/kanalsejlads på et Frankrig, måske det ægte Frankrig, som ingen af os havde oplevet før.

Forhandler/rejsebureau: SunWay, Skelhøjvej 4, P.O. Box 19, 8543 Hornslet,
Årstider: Fra april - oktober.
Bådstørrelser: Fra 2 til 12 personer.
Priser: Typisk mellem 10.000 - 20.000 kr. for en uge afhængig af bådstørrelsen og årstid.
Fransk firma: Nicols, se www.sun-way.dkwww.sun-way.dk