Forårssolen skinnede og charterbåden lå klar i Rhodos lystbådehavn, Mandraki, under skydeskårene på den store korsridderborg. Ordet mandraki betyder ”tryg fårefold”, og det bruges om velbeskyttede græske havne. Planen var at sejle til en dårligt beskyttet havn ved en spændende vulkan, hvor turister sjældent kommer.<br />Vi sejlede ud af Mandraki mellem to høje marmorsøjler, en på hvert molehoved, og på toppen af hver søjle knejser Rhodos’ nationale dåhjort. I oldtiden var Rhodos plaget af slanger, og på gudernes råd satte beboerne hjorte ud på øen. De sparkede slangerne ihjel, og øen var fri for slanger. Beboerne på Rhodos var på god fod med guderne, og havguden Poseidons berømte trefork blev lavet af smede på Rhodos.
På nordsiden af Rhodos var der modvind på 7-8 m/sek. fra nordvest. Vi gik bidevind nordpå mod den grå tyrkiske bjergkyst, der sås tydeligt på 20 sømils afstand. Derovre, tæt ved Tyrkiet, lå den nærmeste græske ø, Simi, vort første mål. Øen udtales Simi, men kendes nok bedst på dansk som Symi. Vinden friskede til 12-14 m/sek., og vi måtte rulle en del af storsejlet ind i masten og tilsvarende ind på genuaen, mens kolde sprøjt slog over båden. Typisk kan ingen charterbåd med bredde til to agterkahytter krydse i hård vind, og en charter-genua rullet ind til stormfok er en hul pose. Højden til vinden er håbløse 50-60 grader, hvor en moderne kapsejler går 40 grader. Oven i købet var skødeskinnen 60 cm for kort til at den rebede genuas skødepunkt kunne flyttes korrekt frem på denne båd.
Men så brugte vi ”normal chartersejlads”: Kraftig motor, rebet storsejl og genua rullet helt ind. Det hjalp, og vi nærmede os læ af Tyrkiets grå og øde bjergsider.
Snart sejlede vi en sømil fra de tyrkiske bjerge, men vi måtte ikke gå i land. Det er alt for besværligt at sejle mellem Grækenland og Tyrkiet. Det koster en kvart dag med stempler og papir at udklarere i Grækenland og trekvart dag at indklarere i Tyrkiet, og bagefter det omvendte for at komme tilbage til Grækenland. Vi havde kun en uge, og så må man starte i Grækenland og blive der. Eller starte i Tyrkiet og blive der.
Vi nærmede os Simi’s grå bjerge, der udefra ligner den øde tyrkiske klippekyst. Så rundede vi et forbjerg med et græsk flag malet på en blikplade højt oppe, og fra blæsten kom vi ind på en stor bjergbugt med hvide huse op ad siderne og lidt grøn bevoksning ved kysten. Oldtidens havne i Grækenland som bl.a. Simi og Mandraki ligger i læ for hårde nordlige vinde, for grækerne har mindst 3000 års erfaring for placering af trygge havne. Vi fortøjede langs kajen med byens hvide huse. Kun langs kajen er der en gade, resten af byen har stejle trapper op ad bjergsiden. 700 trin er der til toppen.
Klokkeklang og kloster
Næste morgen vågnede vi ved høj militærmusik fra højtalere i byen, og senere kimede kirkeklokkerne. Det myldrede med festklædte grækere og små børn i nationaldragter og med græske plast-flag i hænderne, for det var Grækenlands nationaldag, 23. april.
Vi sejlede mod ”klosterbugten” Panormittis sydligt på Simi. Solen skinnede og vejret var lækkert med 5 m/sek. vind til et lille kryds. Ud på aftenen rundede vi nogle lave, gråbrune og takkede klippe-pynter, der lå som naturlige moler om indsejlingen til en stor klippebugt. En gammel, græsk vindmølle stod på den øde klippepynt. Langsiden af klippebugten domineredes af det store og lange, hvide kloster, hvor der på midten ragede et højt, spidst kirketårn op i stærke Tivoli kulører som kontrast til det hvide kloster. Et par langtursejlere lå for anker mellem bugtens skrå klippesider.
Da vi gled ind på bugten bimlede klokkerne fra tårnet smukt på den stille aften, og vi fortøjede ved en betonbro.
Vi fandt næste dag ud af at klokkerne var en velkomst til skibe. Klosterets abbed trykkede på en knap, så det elektriske spil gik i gang. Det var mest for den lille, daglige turistbåd, men lystbåde uden for højsæsonen får også en klingende velkomst. Den betød i øvrigt, at nu ventedes der kunder i klosterets butik med souvenir, vin og fødevarer.
Der er 25-30 ansatte på det store kloster som opsynsmænd, håndværkere og hyrder med høns og geder, der går rundt på trapperne. Men der er kun to ægte munke, hvoraf den ene er abbed.
Klosteret har et lille ”museum” med en kaotisk samling klodsede amatør-skibsmodeller, konkylier, helgenbilleder og andre rariteter. Der var ingen taverna, så vi købte græsk retsina vin i klosterbutikken og spiste om bord.
Vulkanøens elendige havn
Næste dag var det sol og vindstille, da vi for motor sejlede videre mod vest mod vulkanøen Nisos Nisiros. Ordet Nisos betyder ø, og det står altid foran øens navn. Rhodos hedder på græsk Nisos Rhodos, ofte forkortet N. Rhodos.
Vi nød livet i solen over det stille vand med takkede bjergøer og den tyrkiske grå bjergkyst som kulisser. Vi holdt udkik efter delfiner, og snart var der to. Nej, det var en hajs rygfinne og halefinne. Den var ca. tre m lang og så fredelig ud.
Vulkanøen Nisos Nisiros’ silhuet var en høj, almindelig bjergø, der ikke lignede en vulkan, for toppen var sprængt bort for tusinder år siden. Da vi nærmede os, var vejret stadig roligt, og det var vigtigt, for havnen på Nisiros skulle være i dårlig stand med ødelagt ydermole. Men der viste sig en ny, god ydermole. Ved landkajen lå de sædvanlige hvide huse, hvoraf et var taverna. Der var kun både ved ydermolen, maleriske fiskerbåde med stævnen ind, og langskibs lå der en enlig tysk lystbåd. Da der var god plads, fortøjede vi langskibs bag den. Her var ingen turisttrængsel.
Det var nu overskyet med let vestenvind, og vi undrede os over at den tyske lystbåd forlod havnen ved solnedgang, mens vi var på vej for at spise på tavernaen. Vi anede ikke uråd, for vejrmel-dinger er svære at få fat i. De fås på engelsk på VHF døgnet rundt, hvis der ikke er bjerge i vejen, eller de fås på musik-radioen kl. 07 om morgenen. Bådudleje-ren siger, at det bedste er at spørge lokale fiskere, men de taler jo kun græsk.
Tavernaen var hyggelig og den græske mad god, og vi aftalte med taverna-mutter at hun skaffede to taxaer næste morgen, så vi seks personer kunne køre op til vulkanen.
Op til dampende vulkan
Efter en dejlig dag blev det en nat, vi aldrig glemmer, for det blæste op fra nord.
Havnen er ny og bestemt ikke flere tusinde år, for så lå den ikke på en åben nordkyst direkte udsat for den hårde græske nordenvind, meltemin, en 2-3 dages hård kuling.
Den nye havn havde oven i købet vendt indsejlingen mod nord, så bølger og dønninger gik rent ind. I mørket rullede vores båd 15-20 grader til hver side, og det var umuligt at sove. Jeg var oppe flere gange i mørket for at se på fendere og bådens rulninger, men båden blæste væk fra kajen, så fenderne dinglede heldigvis nytteløse. Grunden til de voldsomme rulninger var at grækerne ønskede en smuk havn med en stor marmorbelagt havneplads at promenere på. Landsiden var en lav marmorkaj kun til pynt med 30 cm dybt vand. Men bølgerne rullede ind i havnen og blev slået tilbage og gav dønninger i havnen. Fiskerbådene huggede også vildt, men de lå med stævnen mod ydermolen.
Da det blev lyst vendte vi båden med stævnen ind, og en græsk fisker viste med et par enkle fagter, at det var en god idé i det møgvejr. Der var en kraftig brænding mod ydermolen og i selve indsejlingen, så vi kunne næppe sejle ud. Altså kunne vi lige så godt følge planen og tage de to bestilte taxaer ved tavernaen de 5-6 km op til vulkanen.
Men der fandtes kun én gammel taxa på øen. Chaufføren talte kun lidt engelsk, men med stor rutine fik han stuvet fire passagerer på bagsædet og skipper med skipperkone på skødet på forsædet, foruden ham selv. Han havde langt hår og skæg og lignede Jesus.
Med Jesus ved rattet snoede den anstrengte bil sig op ad øde bjergveje med enkelte hårnålesving. Af og til standsede han og viste en smuk udsigt over golde bjerge og et skumpisket hav.
Jesus drejede af og kørte hen til vulkankrateret. Det var et fantastisk, grågult klippe-krater på 300 m diameter og 15-25 m dybde med flad lerbund. Da Jesus havde parkeret uden nervøsitet på randen af vulkanen, turde nogle af os godt stige ned i selve krateret. Her hvæsede gule svovldampe op af små huller, og et varmt pløre af ler boblede svagt i midten. Det var tydeligt at man ikke skulle træde ud i det flydende, varme ler.
Bagefter kørte vi videre op til øens lille, originale landsby med sammenklumpede hvide huse på en bjergtop. Gamle byer på græske øer hedder alle Khora (byen), og de ligger højt med udsigt over havet til alle sider. Det var for at være i sikkerhed for sørøvere og fjender, som skulle bruge mindst en time, før de godt trætte nåede op til byen. Så var beboerne enten kampklare eller flygtet med alle værdier. Da vi kom tilbage til havnen efter en dags udflugt ville Jesus kun have ca. 90 kr.
Det blæste 15-18 m/sek. på havnen, og bølgesprøjt fløj over molen. Solen skinnede koldt og upåvirket af, at charterbåden skulle afleveres på Rhodos om to dage, hvor flyet gik hjem. Nu havde melteminen blæst i et døgn fra nord og kunne vare to endnu. Kursen mod Rhodos var øst, så vi kunne nok sejle derude, men kunne vi komme ud gennem brændingen i udsejlingen?
Vi kikkede på klippehuler og et sort akropolis, en borg bygget af sorte lavablokke på et lille bjerg nær havnen. Alle templer og borge på bjergtoppe hedder akropolis på græsk. Vi spiste igen aftensmad på tavernaen, og da vi var de eneste gæster på øen, vidste de lokale grækere naturligvis godt, at vi var dem fra sejlbåden. Mange kom hen til vores bord for at snakke, og selv om de talte græsk forstod vi, at de også syntes at det blæste for meget, og at de gerne ville skaffe os bedre vejr. En engelsktalende græker sagde: ”Min fætter kender kaptajnen på et stort skib. Han vil ringe til kaptajnen og få en vejrmelding.” Lidt efter kom han tilbage. ”Kaptajnen siger, at det skal blæse lidt mindre i morgen.”
Hjem i høj sø og højt humør
Næste morgen var vinden faktisk løjet til 10-12 m/sek., og der var ikke længere brænding i indsejlingen. Ved 8-tiden vinkede fiskerne hjerteligt farvel, da vi sejlede ud af havnen for motor mod den høje sø. Så rullede vi storsejlet trekvart ud og den hule genua kvart ud, og med vinden lidt agterind gyn-gede vi med syv knob hjemad i højt humør mod Simi. Af og til friskede vinden op mod 15 m/sek., men efter at par timer kom vi lidt i læ af den tyrkiske bjergkyst og rullede ud på sej-lene. Simis lysegrå bjerge nærmede sig. Ved 13-tiden strøg vi gennem et turkisgrønt, smalt klippestræde mellem nordspidsen af Simi og en mindre klippeø Nisos Nimos. Vanddybden var kun fire m og sandbunden gav den smukke turkisgrønne farve. Ellers er dybderne på Middelhavet mest over 100-500 m, så det er sjældent at se bunden.
Efter 26 blæsende sømil fra vulkanøen Nisiros var vi i bølgelæ ved Simi. På østsiden af Simi går en smal fjord Pethi en sømil ind mellem skrå, grå klippesider til en beskyttet ankerplads. Vi gjorde fast ved en ankerbøje foran hvide huse med palmer, og der var en lille anløbsbro, hvor der lå et par franske lystbåde. Fra husene gik en stejl æselsti over bjerget til Simi by på den anden side. Simi har mange ankerbugter, nok til en uges sejlads.
Vi spiste frokost i sol og bygede kastevinde, inden vi sejlede de sidste 25 sømil tilbage til Rhodos, hvor båden skulle afleveres næste dag. Vinden var stadig frisk med 8-12 m/sek. agterind, og vi lænsede østpå. Solen gik ned ved 19-tiden (det var 28. marts), så vi havde lysene i Rhodos by at styre efter, og kl. 20 gled vi ind i læ i Mandraki havnen ved korsridderborgene og Rhodos by.
Vi havde været på gyngende vulkaner, dejligt.
Charterbåd på Rhodos
• Båd med tre kahytter og 6-8 køjepladser koster 8000-11.000 kr./uge før 5. maj og næsten det dobbelte i maj-september. • Find bådudlejere i annoncer her i bladet på side 109.
• Mange fly til Rhodos. 20 minutters taxa fra lufthavn til Mandraki marina.
• Vi sejlede i påsken, der sjældent falder sammen med græsk ortodoks påske.
