Hallands Väderö

Der er adgangsforbud i sælreservatet, og mange små øer er fuglereservat med landgang forbudt om sommeren. Bedste ankerbugt er Kapellshamn, dog ikke i pålandsvind. 3 m kurven er vist.

            Den spændende svenske ø Hallands Väderö har rigtig skærgård kun 28 sømil nord for Helsingør. Øen er derfor et søgt weekend- og feriemål for danske sejlere, samt for hundreder af svenske turister på dagture med små færger fra Torekov havn ovre på Hallands kyst.<br />

Nu er turisterne blevet årsag til et kedeligt ankringsforbud ved øen.
Der er ingen havne, og man ankrer bl.a. i Kapellshamn, Möhamn eller Sandhamn. Navnene er fra middelalderen, hvor en havn ofte kun var en ankerplads.
Den største bugt Sandhamn mod nordøst har bedst plads og læ ved vestlig vind. Her kommer også færger, ombyggede fiskerbåde proppede med turister, til en lille anløbsbro. Broen må kun bruges af færgerne, og man må heller ikke ankre i færgernes rute til og fra broen.
Vi ankrede i Sandhamn i forsommeren 2003 som så ofte før, og der var egentlig ikke så mange lystbåde for anker, som der plejede, kun ca. 15 både, blandede svenske og danske. Vi roede i land og travede en lang tur på øen mellem græsmarker, sten og enebuske, gennem bøgeskov og gennem sumpe, hvor stierne er forbedret med planker. Først ved hjemkomst til Sandhamn så vi mellem buskene et lille skilt i A4 størrelse med et kort over øen, hvor hele Sandhamn bugten var skraveret: Ankringsforbud!
Forbuddet ses kun i land på de meget diskrete skilte, som man ikke kikker nærmere på, når man kender øen i forvejen. Hvis man ikke går i land, ser man slet ikke skiltene. Svenske søkort viser intet forbud, men det er muligvis nævnt i svenske ”Underrättelser för båtsporten”.
Det er altså let at ankre uden at vide, at det faktisk er forbudt. Man må naturligvis ikke bruge bådtoilet uden tank, men der er primitive lokummer i land. Vi blev natten over i bugten med ca. 15 andre både, og der kom ingen og sagde det var forbudt. Der kom kun en nordenvind med dønning, som gjorde bugten urolig om morgenen.
For 20 år siden ville man indføre forbud mod lystbåde i Sandhamn ”af hensyn til naturen”. Men færgerne sendte samtidig hver sommerdag 300 turister i land, så den med naturen holdt ikke. Svenske sejlere protesterede, og forbuddet blev fornuftigt ændret til at lystbåde ikke måtte ankre i færgernes rute. Det var rimeligt, men der var altid nogle, der ankrede i vejen for dem. Nu er det turister og de små sandstrande, der er begrundelse for ankringsforbuddet. Selv den mindste sandstrand mellem klipper be-tyder så meget i Sverige, at det giver navn til en hel klippebugt, og navnet lokker badegæster til.
Men hvis der i bugten ud for badestranden er 20-40 opankrede lystbåde, hvoraf de færreste har en toilettank - så behøver vi ikke at tænke længere ... Myndigheder eller turistkontor har vurderet, at turisterne skal kunne bade uden at svømme i bådenes toiletaffald.

De lovlige ankerbugter
Kapellshamn på sydkysten er nok mest kendt. Skær og sten danner næsten et lille havnebassin, hvor man kan fortøje i læ fender ved fender med hækanker og stævnen til nogle bro-rester, dybde ca. 2 m. Eller man ankrer i den rummeligere og dybere bugt umiddelbart NNØ herfor.
Danske sejlere styrer sydfra med stor dristighed ind mod Kapells-hamn mellem undersøiske skær efter håndbøgernes ældgamle, sikre kurs på 6 grader mod et ensomt, rødt træhus. Den øverste gavlspids er hvidmalet for at virke som sø-mærke. Med en hvidmalet plet på stenene overét med gavlen i kurs 6 grader når man i 5-7 m vanddybde sikkert ind til stenen med den hvide plet. Man kan holde stenen om bagbord som molehoved, dreje rundt om den og gå ind i det lille ”havne-bassin”. Eller man kan gå op i bugten NNØ for stenen og ankre der. Begge steder kræves en gummibåd eller jolle for at komme i land.
Kapellshamn betyder havnen ved kapellet, idet øen og havnen i middelalderen tilhørte Torekovs kirke.
På øens sydvestpynt findes Möhamn. Navnet står ikke på kortet, og det er muligvis opfundet i nyere tid af drømmende Helsingør-sejlere. Man skal ind mellem undersøiske skær for at finde Möhamn, som er en ganske lille, smal bugt med ca. 2 m dybde mellem klipper, omtrent som et havnebassin. Der er kun plads til 5-6 både. Det er tæt på sælreservatet, hvor der er sejladsforbud.
Det sker at 3-4 sæler dukker op for at kikke på båden, når man er ved Möhamn. De holder sig på sikkerhedsafstand på 50 m, og så føler man sig som i zoologisk have med nysgerrige tilskuere. Det er sjovt.
Ingen af ankerbugterne på Hallands Väderö kan bruges i frisk pålandsvind, og det er klogt at notere sig kursen ud mellem de mange skær, hvis man må forlade bugten en mørk nat.