<br />Vi kom fra Skagen de 30 sømil over et blåt, solbeskinnet Kattegat til den svenske skærgård og direkte til kystens mest idylliske havn, Gullholmen. Nemt, hurtigt og flot.
Kursen var sat på det 27 m høje Måseskär fyr på et lille skær yderst i skærgården. Fyrtårnet så vi på 13-14 sømils afstand. Der er og-så et gammelt, slukket fyrtårn på 34 m højde, og det er det fyr, man ser først om dagen.
Mod sydøst anede vi blånende højt land, som måtte være Marstrand fæstningen. Vi havde en knægt med, som ikke havde sej-let før. Han blev bedt om at tjekke med kikkerten at det var et fæstningstårn. ”Det kan jeg ikke se,” tøvede han, ”men det er i al fald noget menneskeskabt og stort og firkantet!” Så vidste vi, at han havde set svenskekystens tydeligste sømærke, Marstrand fæstnings store tårn.
Måseskär fyrtårne, de første sømærker og de yderste lave klippeøer viste sig efterhånden tydeligt på deres forventede pladser. Vi kom ind med ”eftermiddagspusteren”, den friske vind, som i godt vejr forstærkes af solvarmen ved 16-tiden.
Yderst mellem skærgårdens meget spredte klippeøer ser der ud til at være åbent og frit vand. Men der er lumske undervandsskær, og det er spændende og vigtigt at finde og følge sømærkerne til vi er i ”sikkerhed” i det smalle, kønne sejlløb. Det går nordpå mod Gullholmen mellem øer med massive klippe-sider. Her er ofte så mange både, at det er uforsvarligt, at krydse for sejl alene. Det må blive motorsejlads, når vinden er imod.
Bemærk at i svenske sejlløb er det ikke et krav at bruge sort ”motorkegle” (med spidsen ned), når en sejlbåd går for motor med sejl oppe. Keglen betyder at sejlbåden har vigepligt som en motorbåd. Nå, det gør ikke stor forskel, for motorkegle og tilhørende vigepligt er også ret ukendt i Danmark, selv om det hos os er et internationalt krav.
De tætliggende hvide træhuse på den lille stejle ø dukkede op forude mellem klippe-øer. Det ligner en bunke træhuse, der flyder på vandet, fordi man ikke kan se selve øen for bar huse.
Held kl. 18 i skærgårdshavne
Vi tænkte at en af skærgårdens mest idylliske havne med indsejling direkte til det travle hovedsejlløb var fuldt optaget af gæstebåde her ved 18-tiden.
Vi sejlede ind mellem hvide træhuse og tog først en forgæves runde i inderhavnen, hvor man skal ind ad en diskret indsejling mod syd. Derpå tog vi hovedindsejlingen fra sejlløbet, og straks var der et par svenske både, der lettede og efterlod frie pladser. Vi droppede ankeret og gled ind på en plads. Der blev vi straks modtaget af hamnmästeren, der kom for at opkræve hamnavgift.
Han sagde, at det var almindeligt at svenske både forlod havnen for at ankre gratis i skærgården, før han kl. 18 startede sin runde for at kræve op. Det er en svensk skik at være i havn nogle timer midt på dagen for at proviantere og slippe af med affaldsposerne. Så sejler de sidst på eftermiddagen ud og ankrer i deres elskede skærgård. Svenskere er mere vant til at ankre end os, men de har jo også verdens bedste og sikreste ankerpladser.
Der var fantastisk at gå ad smalle, stejle stier, der snor sig mellem de meget tætliggende træhuse på Gullholmen. Der er ingen veje og ingen biler eller cykler, kun de smalle stier på en meters bredde til fodgængere med god kondi. Hver gang man drejer om et hjørne åbenbarer der sig nye idylliske huse med træudskæringer, som på svensk hedder ”snedkerglæde”. Hist og her får man et kik ud over vandet, havnen og skærgården.
Svensk museumsflag fra 1814
Gullholmens havn er det smalle, beskyttede sund mellem den lille ø Gullholmen (200 x 350 m) og den meget store Härmanö, der ligger som et højt og klippefast bolværk mod det åbne hav. En gangbro forbinder de to øer tværs over det lille sund.
Husene er stadig omtrent som i 1500-tallet, og de ældst bevarede huse er muret af kampesten. Havnen er moderniseret med en lang flydebro gennem midten. Dybden er 2-7 m med ringeste dybde på broens snævre, inderste bagside. Man fortøjer med hækanker i mudderbund med god holdekraft. Flydebroen er efterhånden forlænget, så den er landfast i begge ender, og man må ud af havnen for at komme om på den anden side. Broen udgår fra Härmanö, og ender ved en restaurant på en lille klippeø, der også udgør en slags mole mellem hovedindsejlingen og den sydlige indsejling. Kun sydøstlig vind kan gå ind og genere freden i den lille havn.
Der er lokale både på broens ”bagside” og gæstepladser på siden mod hovedindsejlingen. Motorbåde, som kan gå under gangbroen på 3 m, kan også sejle ind ad sundet nordfra mellem Härmanö og Gullholmen.
En velbeskyttet havn med hele tre ind- og udsejlinger var især praktisk dengang man kun sejlede for sejl. Samtidig var der ganske kort til fiskepladserne i Skagerrak, så her opstod Sveriges ældste fiskeleje i 1500-tallet.
I dag lever beboere af lidt fiskeri og turisme eller de tager med den lille færge på arbejde ovre på fastlandet. På den store Härmanö er der landbrug. Der er i øvrigt også et naturreservat med sjældne planter.
På Gullholmen vajer et mærkeligt svensk flag med rød-hvid-blå-gule farver i øverste hjørne ved et lille søfartsmuseum. Flaget er fra unionen med Norge fra 1814, og farverne er de norske og svenske.
Overdrevne bølger og lidt strøm
Det er svært at se sig mæt i idyller mellem træhusene, men næste dag måtte vi videre. En sømil nord for Gullholmen har skær-gården en lille åbning ud mod Skagerrak, hvor vi sejlede forbi en nøgen klippepynt med et ensomt, rød-hvidt træhus.
Det er det gamle Islandsberg fyr, som markerer en indsejling til skærgården, og rygter og ikke mindst turistguider med højttaler i små udflugtsbåde vil vide, at her kan der stå en forfærdelig sø med til-bageslag, fordi bølgerne ved vestenvind kommer helt ovre fra Skotland.
Det skal nok passe at der er ubehageligt i en vinterstorm, men jeg har tidligere passeret Islandsberg mange gange på sommerture før jeg hørte, at det var ”farligt”. Det er ligesom Køge Bugt, der af nogle regnes for farlig, for der er jo bølger, når man kommer ud fra læ ved København.
Vi havde senere et gensyn med Gullholmen, da vi kom forbi på hjemturen. Det var sent på dagen og vi gik for fredens skyld for sejl på bidevind i let vind. Vi opdagede hvorfor en klippeø ved sejlløbet syd for Gullholmen hedder Strömholm: Skagerraksstrømmen løber meget ofte med ca. 1 knob nordpå tæt langs svenskekysten og også inde i sejlløb, der ikke snor sig for meget. Men det gør ikke noget at snegle sig forbi Gullholmens kønne huse med 3 knob over bunden en smuk sommeraften, for vi skulle ud at ankre for natten i skærgården.
<B>Gullholmen tips:</B><br />Dybde 2-7 m ved flydebro, 50 gæste-pladser. Havnepenge 100 kr. (under 12 m).
Båtsportskort har detailkort af Gullholmen.
Havnelods: Gästhamns Guiden 2003 med havnefoto (ingen planer) og tekst, fuldt tilstrækkelig, fås gratis på havnekontorer. Svensk Kusthandbok med havneplaner og ankerpladser mv. købes i større havne.
Gullholmen har: El (30 kr.) og vand på broen. Købmand (”livs” = levnedsmidler). Kiosk. Fiskermuseum. Systembolag (lukket weekend). Vaskemaskiner (30 kr.). Restaurant og café. Miljøstation (affald og spildolie). Legeplads. Posthus. Bankautomat. Færge. Værft 3 km. Læge 10 km. Idyl 0 km.
Har ikke: Brændstof. Toilettank tømning. Motorværksted.
