Opdag Portugal - søfarernes land

Vi stævnede ud fra Portimao på det blå vand langs Algarve-kystens stejle, gulbrune klipper i fantastiske former med huler og grotter. En flad, blå dønning rullede stille ind og mødte de mørke grotter i et hvidt brus.
5-7 sømil ude er havet en kilometer dybt, og ved kysten er der 10-20 m, så vi kunne sejle tæt på. I klippesiden dukkede små badestrande op, nogle med turister og i baggrunden hvide hoteller, andre var øde og utilgængelige.
Kysten har også lav, øde sandstrand, og vi ankrede mellem sandøer, hvor kulørte fiskerbåde ligger ved tørlagte sandbanker, mens fiskere går og graver muslinger op.
Der er mange både og store marinaer ved Algarve, og det ligner et typisk charterfarvand. Men der er kun få charterbåde, og vi var faktisk de første skandinaver. Algarves chartersejlere er tyskere, hollændere og englændere, som ikke skræmmes af 3,5 m tidevand.
Jo, der er tidevand som et ekstra krydderi på sol, flot sejlads og nye oplevelser. Uha, tidevand, siger danskere måske. Men det giver ikke andre problemer end et par knob mod- eller medstrøm omkring hver sjette time i havnenes flodmundinger. Havnene har flydebroer, så du næsten ikke bemærker tidevandet, kun at flydebroernes pæle er meget høje ved lavvande.
Første frokost på Atlanten
Flyet landede i Faros ved 20-tiden, og den portugisiske udlejer José (udtales "Sjosé") kørte os de 65 km til Portimao marina, hvor vi gik til køjs i båden ved 23-tiden. Næste morgen kom José og gav instruks om båden og gode råd om farvandet, og han kørte os på indkøb til et supermarked. Han var utrolig hjælpsom og talte perfekt engelsk og tysk, dog undertiden blandet sammen.
Forventningsfulde lettede vi fra Portimao kl. 14 og sejlede ud ad den brede flod mellem byens hvide huse, der tårnede sig op bag to små middelalderborge, en på hver bred.
Solen skinnede, og vi rullede genua og storsejl ud og krydsede vestpå langs klippekysten mod en varm sommervind på 5-6 m/s. Luften var 23°, det var den 8. april og påske, og vi tænkte på at bade, men vandet var kun 16°, så selv danske vikinger betænker sig. Midt på sommeren er vandet 20° og luften 20-30°.
Vi ankrede på 4 m sandbund i læ af maleriske klipper 2 sømil vest for Portimao til forsinket frokost med vinho verde (frisk "grøn" hvidvin), brød, ost, salat og oliven, og livet var dejligt. Vi var på Atlanterhavet, og båden bevægede sig i lidt dønning, der dog ikke kunne vælte hverken glas eller stemning.
Vi fortsatte mod vest for motor i svag modvind langs klippekysten forbi Alvor, en ankerbugt med uafmærkede strømløb og en fiskerhavn, der tørlægges ved lavvande.
Kl. 17 ankom vi til Lagos et par timer før lavvande, og 1 knob strøm løb ud af den smalle flod. Byens hvide huse og kajer med palmer ligger på vestsiden og skjuler næsten en lav, gammel borg ved indsejlingen.
Vi stoppede ved marinaens vente-ponton, for i Portugal skal man indklarere i hver havn. Skipper går hver gang med alle pas og skibspapirer til marinaens moderne kontor med glas og marmor og skranker. Det flinke stewardesse-uniformerede personale bladrer i pas og papirer og taster ind på computer. De taler fint engelsk, og vi får nummeret på en fri plads plus et magnetkort til toiletter og til gitterdøren. Alle marinaer er indhegnede. Depositum for kortet på 200-300 dkr. får vi retur næste dag minus havnepenge på 100-140 kr. Portugisiske havnepenge inkluderer en afgift for brug af fyrtårne, men sig det ikke til vores skatteminister.
Lagos er speciel ved at havnekontoret må åbne en fodgængerbro, før vi kan sejle ind i selve marinaen og fortøje ved Y-bomme.
Lagos er kendt fra oldtiden. Her kom fønikiere 700 år før Kr. Romere kom omkring år nul, og maurerne fra år 700. Navnet Algarve er arabisk Al Gharb, og andre stednavne med Al- er også arabiske. Først i 1100- og 1200-tallet fik portugiserne smidt maurerne ud af Algarve og erstattet pragtmoskeer med domkirker. I 1400-tallet var Lagos Portugals hovedstad med guvernør Henrik Søfareren, som sendte karaveller og karrak'er ud på opdagelsesrejser.
En bymur fra 1500-tallet ses ved borgen. I den gamle by går smalle gader op og ned mellem hvidkalkede huse, og nær kirken lå Europas første og sidste slavemarked. Slavehandelen begyndte i 1400-tallet i Portugal og sluttede i 1850 (Danmark i 1799).
Aftensmaden spiste vi i en af de mange restauranter til små 100 dkr. pr. person.
Luksusmarinaer og hoteller
Før afsejling kaldte vi på VHF-radio: "Lagos Marina. This is yacht "Farras" in marina. We request open bridge in 10 minutes" - "Farras. This is Lagos Marina. Roger, welcome."
Broen åbnede straks, da vi nærmede os. En finsk båd cirklede rundt. "Satans!" sagde de, på finsk altså, "vi har ventet en time". De havde ikke kaldt havnekontoret, og så åbner broen ikke.
Vi fortøjede ved ventepontonen og afregnede med havnekontoret.
Så sejlede vi ned ad floden langs kajer med palmer. Det var lavvande, så molerne var blevet høje og floden smal, men der var stadig 4 m dybt. Ved højvande er der 7,5 m.
I sommervejr og let sydlig vind sejlede vi mod øst. Den lange, brune klippekyst havde enkelte hvide klatter. Det var hvide hoteller ved de gamle fiskerlejer, bl.a. det turist-kendte Albufeira, hvor fiskerne før trak bådene op på stranden. Nu er der kun stabler af hvide højhuse til turister. Vi havde læst tursejleres beskrivelser af kysten, men alle havde overset de hvide kæmpehoteller og golfbanerne. Ved flyindtjekning i København blev vi spurgt, om vi da ikke havde golfudstyr som alle andre?
I 2001 er en ny marina færdig ved Albufeira med seværdigheder som klipper, strand, turister, hoteller og golfbaner.
Vi sejlede faktisk til en anden, ny marina, Vilamoura, for den lå praktisk, og vi ville se, hvor slemt der var. Vi ankom lige inden kl. 18 og nåede at ordne papirer og få bådplads inden kontoret lukkede. Efter kl. 18 må man vente ved pontonen til næste morgen.
Vilamoura er en turistby på en ellers øde sandstrand, og havnen er gravet ud bag stranden ved rester af en romersk by. Marinaens 1000 bådpladser er velbeskyttede og helt omringet af moderne høje huse og promenade. Portugisiske marinaer er praktiske, men ikke idylliske.
Det undrede os, at man havde været så forudseende at plante palmer de rigtige steder for 20 år siden, så de nu var 10 m høje. Men forkert, planteskolerne kan sagtens levere "færdige" palmer i den størrelse til udplantning.
Sandbarre og
strømtips i tidevand
Vi sejlede mageligt i sol og let vind østpå langs øde sandstrande forbi Portugals sydligste punkt, sandpynten Cabo de Santa Maria.
Vi nærmede os floden Rio Guadina med havnen Vila Real de Santo Antonio ved grænsen til Spanien. Havnelodsen oplyste, at ved lavvande er der knap 2 m på sandbarren (båden stak 2,0 m), og frisk vind ville give strømsø. Passage var kun mulig mellem halvt og helt højvande, hvor der er 5-7 m.
Vejret var roligt, og vi ankom midt mellem høj- og lavvande med 4-5 m dybde på barren. Fra to grønne lysbøjer sejlede vi mod 1 knob strøm ind på flodens 7-11 m dybde.
Ved marinaen var havn