Der holder ingen rustne Volvo stationcars med tagbagagebærer og anhængertræk ved Porto Cervo på Sardinien, kun nye, eksklusive Mercedes-modeller. Havnen og havnebyen, der er bygget af Aga Kahn, kaldes drømmenes paradis og de rige og berømtes legeplads. En perfekt ramme om den årlige Swan Cup, der sejles fra Porto Cervo hvert andet år. Deutsche Bank, Mercedes og Nautor Swan selv er blandt sponsorerne og tilfører begivenheden en vis pondus. Stedet og pengene tiltrækker professionelle sejlere og de flotteste catwalk-modeller, blandt andet underskønne Claudia Shiffer. Kun en ægte James Bond manglede, eller?
Swan Cup bliver mere og mere populær. Sejladserne er mødeplads for Swan-ejere, som gerne flytter deres store både fra den ene ende af Europa til den anden for at være med. Arrangementet på Sardinien består af fire distancesejladser på cirka 20 sømil, hvor nogle øer rundes, og derudover sejles et par op-ned banesejladser. Baneområdet ligger langs en grov kystlinie af klipper, med en sol bagende fra en skyfri himmel, hvor mistralvinden sjældent kommer under 14 sekundmeter.
Swan og verdensøkonomien
Bådene er ikke blevet mindre med årene. Én af de seneste kreationer, som var med i det 25 grader varme azurblå vand, var Swan 82RS, en lettere og slankere model med en mindre våd overflade. Men båden vejer trods alt stadig 42 ton, til gengæld er der en spiler på 528 kvadratmeter. Danske Jens Christensen fra North Sails var med på Sardinien og vandt overalt i Swan 68'eren "Defiance". Han mener deltagerfremgangen i Swan Cuppen skyldes økonomien.
"Når verdensøkonomien går godt, går det godt for Swan-bådene. Eksperter taler faktisk om at lave et økonomisk Nautors Swan-indeks", siger den 46-årige taktiker, der slog sin kollega Ib Ussing Andersen, der sejlede med på 60 fods Swanen "Sotto Voce", og det var til trods for at "Sotto Voce" havde plantet en let kulfiberrig på båden.
"De var vist ikke så glade for andenpladsen", siger Jens Christensen smilende om sin kollega. Konkurrencen i Swan Cuppen er hård, hvor America's Cup-skipperen Russel Coutts vandt i 1998, i øvrigt sammen med danskeren Jann Neergaard.
"Til de 15 første både blev der fløjet diverse professionelle gaster ind fra hele verden", fortæller Jens Christensen, som selv er én af dem.
Nej tak, Paul Cayard
America's Cup-skipperen Paul Cayard fra San Francisco-båden "America One", som sidder i Nautors Swan-bestyrelse, var også mødt op og shoppede høfligt rundt på forskellige både for at øse af sit vid. Han spurgte også om en plads på den senere vinderbåd, "Defiance" med Jens Christensen, men det følte danskeren var overflødigt:
"Vi takkede nej til Paul, det var der ligesom ikke brug for", siger han.
Hele 24 forskellige Swaner mødte op, den mindste var på 36 fod og den største på 82. Sejladserne var tætte og intense med en del ganske seværdige broaches for spiler. Under banesejladsen flettede en 80 fods Swan sin 500 kvadratmeter spiler ind i en 46 fods båd. En dyr fejlmanøvre til 100.000 kroner.
Bådtypen, der var hyppigst repræsenteret var den mere end 20 år gamle konstruktion Swan 46, hvor 15 fandt vejen frem. Én af dem var Erik Berth fra Helsingør, der selv havde sejlet sin båd til Sardinien, en tur på 3000 sømil. Han sluttede på en tredjeplads med Tom Carlsen som taktiker. Overalt blev det til en 19. plads.
"Det var min ultimative, intense sejloplevelse. Tænk at sejle i korte bukser og når det vasker ind over båden, så betyder det ikke noget, for vandet er 25 grader varmt og luften er 30-35 grader", fortæller Erik Berth, der havde sin søn Claus med ombord og ni andre gaster.
Boykottede skipper-festen
Når bådene kom ind efter dagens sejlads var der råhygge på havnekajen med masser af moleøl, hvor dagens meritter kunne følges på video. Om aftenen var der fire skipper-arrangementer i løbet af ugen, hvor skipperne kun måtte tage deres kone eller en betroet gast med, men det var ikke lige Erik Berths kop te.
"Vi havde et godt kammeratskab ombord, så vi boykottede et par af skipper-
arrangementerne, jeg vil
have alle mine gaster med", siger Erik Berth, som var til kæmpemæssig barbecuefest med 1400 Swan-sejlere.