Pæleormen har fået come-back

Gamle dages træskibe mistede ofte hele bunden og forliste, når de var i troperne og fik pæleorm i plankerne. Effektiv giftmaling eksisterede ikke.
Man fandt ud af, at pæleorm kunne undgås med kobberforhudning, hvor tynde kobberplader blev sømmet fast i tjære uden på træbunden. Kobberpladerne kostede nogle forlis, fordi rorbeslag af jern forsvandt, da man i starten ikke kendte noget til galvanisk tæring.
Kobberforhudning bruges stadig i nogen grad, dog mest i vandlinien på fiskerbåde som isforstærkning.
Tidligere blev bundgarnspæle og duc d'alber forsynet med tætsiddende småsøm, som rustede, og det holdt pæleorm borte.
I gamle dage kunne man på træskibes undervandsskrog lægge hestehårs-armeret tjære. Udenpå lagde man tyndere, ekstra planker til pæleormene. De kan ikke lide tjære og gnavede kun i de yderste planker, som kunne udskiftes.

Kobber, rustne søm, tjære og hestehår

Pæleormen har gjort come-back i danske farvande. Den har gjort stor skade i havnene på vestkysten, og har nu bredt sig til Jyllands østkyst, hvor sidst Kolding Lystbådehavn har konstateret svære angreb i tømmeret og leder efter andre måder at indrette en havn på.
Det er bekymrende, at pæleormene nu også er begyndt at gnave i det tropiske hårde træ azobé, der er brugt til pæle og spunsvægge, fordi det netop regnedes for pæleorm-sikkert. Og de går heller ikke af vejen for trykimprægneret træ.
Danske farvande har i flere år har stort set været fri for pæleorm. Hvorfor dukker de nu op i stort tal?
-Muligvis er vandet blevet renere, med mindre gift fra lystbådenes bundmalinger, mener havbiolog Georg Høpner, Zoologisk Museum. Med de nye vejbroer sejler der desuden meget færre færger med den ekstremt giftige tributyltin (TBT) bundmaling. Den bruges af alle store skibe, men har været forbudt for lystbåde i 12 år.
Muslingelarver er særligt følsomme for gifte, og hvis der er blåmuslinger i en havn, er vandet rent. Men så kan der desværre også være pæleorm. Samtidig udleder landbruget gødning i havet, og gødning er guf for muslingelarver.
En anden mulighed er en ændring i Nordsøens strømsystem, som har givet gunstigere forhold for pæleorm.
En sidste teori er, at der er kommet nye arter pæleorm til landet med fragtskibes vandballasttanke, på samme måde som der i Københavns Havn er fundet kalkrørsorm og mosdyr fra Indien og New Zealand. Men de få undersøgte pæleorm er indtil videre danske. Man ved ikke meget, og Georg Høpner savner et center for oplysninger. Måske noget for Danmarks Havmiljøundersøgelser el. lign.

Den gnaver med skallerne

Pæleormen har klaret sig i 150 millioner år, så den uddør næppe lige med det første. Det er sandsynligvis os, der har et problem. Pæleormen er en musling, men den har kun centimeterstore muslingeskaller foran på en ca. 10 cm lang, nøgen ormekrop. De små skaller sidder forrest, og deres forkanter er ru som sandpapir.
Med stærke lukkemuskler kan skallerne vippes, så pæleormen kan raspe sig gennem sundt og stærkt træ under vand. Mellem skallerne har pæleormen en "fod", som den stemmer mod gangens side, mens den trykker raspe-skallerne frem, fortæller havbiolog Georg Høpner.
Pæleormen gnaver et rør på ca. 10 mm i diameter, og den kan arbejde sig frem med indtil 15 mm i døgnet, i alt ca. 30 cm på en måned. Den forer røret med en tynd kalkskal. Pæleorm respekterer privatlivets fred, for de gnaver sig ikke ind i andre pæleormes gange. Den bøjer af, hvis den møder én. Gangene kan på kort tid udhule træet katastrofalt i træbåde, fortøjningspæle og kajanlæg.
Pæleormen lever af det træ, den rasper af, idet den udnytter cellulosen. Desuden supplerer den kosten med plankton, som dens fimrehår i gællerne vifter ind i sin vandfyldte gang.

Et hul på 2 millimeter

Pæleormen starter i foråret som et æg, der i maj-juni-juli klækkes til en larve på ca. 1,5 mm længde. Vore farvande er i forsommeren en "suppe" af små larver fra muslinger, rurer og lignende, der svømmer rundt 3-4 uger for at finde et egnet sted at sætte sig fast.
Pæleormens larve rasper sig ind i ubeskyttet træ. Den efterlader kun et lille hul på 1-2 mm i overfladen, så det er svært at se, at træet indvendigt kan være helt gennemhullet. Inde i træet bliver larven til en voksen pæleorm på 8-12 cm længde og 10-15 mm diameter. Den kan vistnok blive et par år gammel. Med årene vokser den i længden, men ikke i tykkelsen, som er begrænset af skallerne og gangens diameter. I troperne kan pæleorm blive væsentligt tykkere og længere.
Skallernes "sandpapir" fornys, når det slides, men man ved ikke, hvordan det holder sig "skarpt". Den kunst har pæleormen lært sig gennem 150 millioner år, for den er antagelig fra juratiden, lige så gammel som dinosaurerne.
Ligesom blåmuslinger kan pæleorm udmærket spises. Georg Høpner har dog ingen opskrift på tilberedelsen, men hvis ormens kost har stået på trykimprægneret træ, kan det vist også være lige meget.