De dobbelte danske mestre fra Frederikshavn er på hjemmebane, når ligaens 2018-sæson åbner i dag. Mikkel Beha åbnede stævnet, og OL-legenden Michael Hestbæk stiller op for KDY.
Fodboldens Superliga slutter i denne weekend. Men fat mod – Sejlsportsligaen er klar til at tage over!
Frederikshavn Sejlklub er vært, når 1. division lørdag og søndag (26.-27. maj) indleder kampen om årets DM for sejlkubber. Da stævnet åbnede lørdag formiddag, var det sejler og TV-vært Mikkel Beha Erichsen på podiet til at skyde sæsonen i gang. Han residerer i øjeblikket i det nordjyske, og derfor var det nærliggende for ham at lægge vejen forbi – også for at hilse på bekendtskaber fra flere af de sejlklubber, som han på forskellig vis har tilknytning til.
Klar til DM-forsvar
Værtsklubbens eget team er forsvarende dobbelte danmarksmestre – og den velkendte frederikshavner-besætning med Rasmus Damsgaard, Søren Steen, Rasmus Melsen og skipper Kris Houmann er klar til at tage kampen for at sikre det tredje DM på stribe.
'Men nu må vi se. Niveauet er steget meget i Sejlsportsligaen, så det bliver en hård kamp igennem hele sæsonen. Vi lover ikke noget – kun, at vi vil gøre vores bedste,' fortæller Søren Steen i en optaktsvideo til stævnet – produceret af Kanal Frederikshavn.
Følg LIVE-tracking fra 1. division i Frederikshavn
Om udsigten til at åbne sæsonen på hjemmebane, siger Kris Houmann: 'Det er fedt at komme til Frederikshavn, men det lægger også et vist pres. Vi har desværre ikke trænet så meget ud fra havnen (i Frederikshavn, red.) de seneste mange år, så vi føler ikke, vi har en kæmpe hjemmebanefordel. Til gengæld har vi en masse opbakning, og det er vi mega glade for. Og så er det vigtigt med opmærksomheden om klubben og sporten heroppe, det er vi rigtigt glade for,' fastslår Kris Houmann.
Skulle selvtilliden mangle et øjeblik, behøverne nordjyderne blot at skæve ned på deres nye, mørkeblå liga-poloer, som op til sæsonstarten er blevet forsynet med to iøjnefaldende guldstjerner – ét for hvert af de to DM-titler.
Hvem kan udfordre?
Hvem kan så tage kampen op om denne sæsons DM-titel (og guldstjerne)?.
Måske sidste sæsons sølvvindere fra KDY, der stiller op i Frederikshavn med den firedobbelte OL-legende Michael Hestbæk som skipper. Hestbæk har tidligere sejlet – og vundet – Champions League med KDY, men det er første gang, han stiller op som skipper i et hjemligt ligastævne.
2017-bronzevinderne fra Kerteminde Sejlklub stiller op med hele tre søskende i besætningen, henholdsvis Magnus, Jonathan og Johanne Jung Johansen, fjerde mand er Thomas Møhl, fast ligasejler i flere sæsoner. Klubben har senest fået egen J/70'er, hvilket næppe gør forudsætningerne for at blande sig i topstriden mindre.
Også Horsens Sejlklub har fået J/70'ere i klubregi. Og med den faste besætning med Jakob Nicolajsen, Jeppe Bregendahl, Mikkel Hougaard og Andreas Skjerning i båden, er det al mulig grund til at holde øje med østjyderne i den nye sæson.
Hellerup Sejlklub har Trine Abrahamsen som skipper i årets første stævne – suppleret af Peter Wibroe, Kristian Kvid Sørensen og Anders Halsteen. Dermed tre fjerdedele af den besætning, der sejrede i 2017-sæsonens finalestævne i Skovshoved.
Hver eneste sejlads fra stævnet i Frederikshavn kan følges på LIVE-tracking her