Alt er lagt an til en direkte DM-duel mellem Frederikshavn og Hellerup, når sæsonens sidste ligastævne fredag indledes i Skovshoved. Livestreaming søndag, når det hele afgøres i FINAL 6.
Tre højspændte dage med intense sejladser er i vente, når årets sidste og afgørende stævne i Sejlsportsligaens 1. division skydes i gang fredag kl. 13.00 ud for det nye anlæg i Skovshoved Havn.
Ligastillingen før stævnet opridser ganske klart, hvad der er i vente. Helt i front på en delt førsteplads ligger Frederikshavn Sejlklub og Hellerup Sejlklub. Begge med 50 point - og med et solidt hul på otte point ned til Kerteminde Sejlklub på tredjepladsen.
Alt er derfor lagt an til en direkte Frederikshavn mod Hellerup-duel om titlen som dansk mester for sejlklubber 2016. Eller en Jylland mod København-duel, om man vil.
Frederikshavn Sejlklub kommer til Skovshoved med det faste team bestående af Kris Houman (skipper), Rasmus Melsen, Søren Steen og Rasmus Damsgaard. Nordjyderne vandt det seneste stævne i Thisted og har yderligere en anden- og en fjerdeplads fra sæsonens to første stævner. Frederikshavnerne kan med en sejr blive de første, der fører ligatrofæet til Jylland - og væk fra øresundskysten.
Hellerup Sejlklub stiller op i Skovshoved med Trine Abrahamsen (skipper), Kristian Kvid Sørensen, Ida Hartvig og Nicolas Brandt Hansen. Også et særdeles erfarent ligateam, og hvor Trine Abrahamsens store matchrace-erfaring måske kan spille en rolle i de direkte dueller mod Frederikshavn. Hellerup Sejlklub vandt årets første ligastævne, fulgt op af tredjepladser ved de to næste. Hvis Hellerup vinder trofæet, vil det være anden gang i løbet af ligaens foreløbigt tre sæsoner.
Ligaafgørelsen kan følges hele weekenden på livetracking via sejlsportsligaen.dk.
Søndag livestreames FINAL 6 fra kl. 14.00.