Der er lagt op til tæt kamp om oprykning til Sejlsportsligaens 2015-sæson. Mindst 15 klubber stiller til start, når kvalifikationsstævnet afvikles i slutningen af oktober. De tilmeldte klubber er:
* Helsingør Sejlklub * Horsens Sejlklub * Struer Sejlklub * K.A.S. – Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub * Gilleleje Sejlklub * Vedbæk Sejlklub * Sejlklubben Lynæs * Thurø Sejlklub * Yachtklubben Furesøen * Bogense Sejlklub * Nivå Bådelaug * S/K Lynetten * KØS Sejlsport * Hadsund Sejlklub * Skærbæk Bådeklub
Antallet af tilmeldte klubber lever i høj grad op til forventningerne, lyder det fra ligaens projektleder Peter Wolsing.
'Det er virkelig positivt med så stor tilslutning. Mere end ti procent af alle medlemsklubber i Dansk Sejlunion er nu enten med i ligaen eller forsøger at kvalificere sig,' siger Peter Wolsing og uddyber: 'Reelt er vi nu tæt på at have klubber nok til en 2. division. To ligaer vil give udviklingen af sportsbådssejlads i Danmark et formidabelt afsæt. Og dét er præcist Sejlsportsligaens vigtigste mission – at skabe et bredt og tilgængeligt fundament for attraktiv sportsbådssejlads i Danmark.'
Wolsing understreger, at en 2. division forudsætter et betydeligt økonomisk løft målt i forhold til ligaens nuværende rammer.
Frist forlænget
Den annoncerede frist for tilmelding til kvalifikationsstævnet udløb den 1. september. Dog har Dansk Sejlunion besluttet at forlænge fristen frem til 15. september.
'Vi ved, at endnu flere klubber har overvejet ligaen som en mulighed. Vi forlænger fristen for at give alle en ekstra chance for at tage stilling,' siger Peter Wolsing.
Kvalifikationsstævnet vil efter alt at dømme finde sted i weekenden 25.-26. oktober – og formentlig i hovedstadsområdet, hvor ligabådene i forvejen befinder sig på grund af det planlagte Champions League-stævne kort forinden.
Alle klubber vil på lige vilkår få mulighed for at træne i ligaens J/70'ere, der også skal anvendes ved kvalifikationsstævnet.
Tilmelding til stævnet sker ved at kontakte Peter Wolsing, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..