Roskilde og Hellerup var søndag i tæt duel om sejren. Føringen skiftede flere gange – men det var teamet fra Roskilde der sluttede øverst på podiet.
Team Roskilde førte efter lørdagens sejladser og holdt hele vejen i mål, trods hårdt presset af den lokale Hellerup Sejlklub. Foto: Per Heegaard
Dermed blev Roskilde Sejlklub den tredje klub, der vinder et stævne i Sejlsportsligaen. Nok førte klubben fra domkirkebyen søndag morgen, men Hellerup kom godt igen – og bragte sig tilmed i spidsen,med en time tilbage af stævnet, men en tyvstart i Hellerups sidste sejlads skulle vise sig at blive kostbar i form af en 5. plads.
I den efterfølgende og stævnets allersidste sejlads, sejlede Roskilde en andenplads hjem. Nok til igen at overtage føringen, og dermed den samlede sejr i Hellerup.
Hellerup konsoliderer med weekendens andenplads
Hellerup Sejlklub kan glæde sig over en andenpladsen ved weekendens stævne, hvilket konsoliderer klubbens føring i den samlede stilling i Sejlsportsligaen. Meget skal gå galt, hvis ikke Hellerup om to uger i Aarhus tager den første DM-titel i Sejlsportsligaen.
Skovshoved Sejlklub opnåede for første gang en podieplads ved ligastævnet i Hellerup. Klubbens 53 point var ét flere end Aabenraa Sejlclub som sluttede på fjerde pladsen.
Den samlede stilling
I den samlede stilling efter tre Sejlsportsliga-stævner fører Hellerup Sejlklub som tidligere nævnt ganske suverænt med 51 point foran KDY og Kaløvig Bådelaug, som begge har 39 point, og med Sønderborg Yacht-Club på fjerde med 36.
Hellerup er altså i en solid føring inden fjerde og sidste afdeling af Sejlsportsligaen, som sejles ud for Aarhus om 14 dage, men de øvrige pladser er der virkelig kamp om, og rigtig meget kan ske endnu.
Hellerup Sejlklub har ført fra første stævne i Rungsted, og meget skal gå galt hvis ikke den gamle hæderkronede sejlklub kan hæve den første pokal for den samlede sejr i Sejlsportsligaen om to uger. Foto: Per Heegaard
Se den samlede stilling efter tre afdelinger i Sejlsportsligaen her