Om mindre en tre uger går det løs. OL starter den 25. juli, og de danske sejlere skal i Tokyo leve op til sejlsportens renommé – som den mest vindende dansk idræt med 30 OL-medaljer. Her på Bådmagasinet får du overblikket, og Dan Ibsen tager dig i ugerne op til første start gennem en præsentation af de danske deltagere, først får du lige genopfrisket, hvad pokker der er sket de seneste par år.
Det er ikke noget stort sejlerlandshold, som om kort tid flyver til Japan. I år stiller dansk sejlsport kun op i halvdelen af de 10 olympiske bådklasser. Til gengæld er det et hold som har oplagte medaljekandidater i fire ud af de fem bådklasser – hvis alt går op i en højere enhed.
Alt bliver ikke som det plejer
Som alle ved blev OL 2020 aflyst og sejles nu her i 2021, men det hedder stadig OL 2020. Der har gennem det seneste halve år, pga. pandemien været tvivl om, hvorvidt OL overhovedet ville blive gennemført, men heldigvis har IOC og Tokyo organisationskomiteen kommet frem med en plan, som muliggør, at hele OL-programmet kan gennemføres.
Sejlerne – og 10.000 andre idrætsfolk – har trænet de seneste fem år, med det mål at kæmpe om OL-medaljer, og derfor er det en stor lettelse for det danske sejlerlandshold, at de om kort tid sætter sig ind i flyveren til Tokyo, og får deres drøm opfyldt.
Men alt bliver ikke som det plejer. OL er tidligere blevet aflyst på grund af verdenskrigene, og der har været politiske OL-boycut i 1980 og 1984. Denne gang gennemføres OL pga. pandemien for første gang nogensinde helt uden udenlandske tilskuere.
Der bliver således kun japanske tilskuere til arrangementerne. En stor del af befolkningen (næsten 85%) har indtil for nylig være imod at OL gennemføres og ønskede en aflysning eller ny udsættelse. Men hvis OL bliver gennemført forsvarligt, og uden at pandemien accelererer i Japan, så ender det jo nok med, at den japanske befolkning bliver stolte af, at det trods omstændighederne lykkedes at gennemføre.
Gennemførelsen af OL sikrer, at mere end 4 mia. TV-seere rundt omkring i verden kan følge de olympiske lege, deres egne nationale hold, favorit sportsgrene og idoler. OL er alt andet lige verdens største TV show.
Endvidere sikrer gennemførelsen af OL, at Den Olympiske Komite (IOC, red.) får sine indtægter fra de globale TV-aftaler, som udgør mere end ¾ af IOC’s samlede indtægter. Vi taler om mere end 15 mia. US$. Efter OL vil de internationale forbund som er med i sommer-OL modtage mange mia. i tilskud fra IOC, som vil være med til at holde idrætten i gang indtil næste OL 2024 i Paris.
Medaljechancerne
Dansk Sejlsport stiller op ved OL i Tokyo med flere oplagte medaljekandidater blandt de fem besætninger som deltager i ILCA 6 Kvinder (Laser Radial, red.), 49er, 49erFX, Nacra 17 Mix og RS:X kvinder (windsurfing).
Anne-Marie Rindom i ILCA 6 er ubetinget nok den største af de danske medalje favoritter, idet hun siden sidste OL har domineret klassen på verdensranglisten, med både VM- og EM-titler samt mange internationale sejre, ligesom hun har været kåret som verdens bedste kvindelige sejler.
Lin Ea Cenholt & Christian Peter Lübeck i Nacra 17 Mix har gennem de senere år konstant ligget i toppen af klassen med flere VM- og EM-medaljer, og de vil være med på listen over oplagte medaljekandidater.
Jonas Warrer & Jacob Precht i 49er Mænd er også med på listen over oplagte medaljekandidater, ikke mindst fordi Jonas Warrer tidligere har vundet OL-guld i klassen i 2008, blev nr. fire i 2016, men også fordi det nye makkerskab med 42-årige Jonas og 22-årige Jacob har vist lovende takter de seneste par år. Senest blev det til guld i Kielerwoche 2020.
Ida Marie Baad Nielsen & Marie Thusgård i 49erFX har været med i klassen siden den blev valgt som olympisk klasse tilbage i 2013. De har vundet flere VM- og EM-medaljer og World Cup sejre, senest VM-bronze i 2019. De seneste par år har de været konstant at finde i verdens top 10, og er flere gange endt på den ’ærgerlige’ fjerdeplads.
Lærke Buhl- Hansen i Windsurfing RS:X Kvinder deltager i sit andet OL, og har i 2021 konsolideret sig i klassen med en VM 9.-plads og EM 8.-plads. Lærke vil kunne være med i top 10 ved OL, men en OL-medalje vil være en kæmpe overraskelse – men ikke umuligt.
Bådmagasinet vil i en række artikler frem mod åbningen af OL kigge nærmere på hver besætning, deres meriter og optakt til OL, samt naturligvis deres medaljepotentiale.
OL-programmet i sejlsport
Åbningsceremonien er den 23. juli og to dage efter den 25. juli starter de første bådklasser, nemlig ILCA 6 og RS:X, og det er derfor også her vi kan følge de første danskere i Medal Race (finale-sejlads).
For Danmark bliver finalesejladserne i ILCA 7 den 1. august, i 49er og 49erFX den 2. august og Nacra 17 Mix den 3. august nok de meste spændende dage.
Se også programmet i stor størrelse - du finder det i galleriet herunder.