For-OL stævnet ”Aque Rio International Sailing Regatta” sejles den 15.-22. august og er den anden test event i det olympiske farvand ud for Rio. Sejlerne kalder ofte stævnet for For-OL.
Stævnet har to formål, dels at træne hele kapsejladsorganisationen i OL-værtsbyen, dels at give sejlerne mulighed for at lære farvandet at kende. Herudover vil mange helt sikkert have fokus på, hvordan det går med udfordringer omkring forureningen, og om flydende affald generer sejlerne på nogen af banerne.
Den anden problematik, som bekymrer mange lande og nu også ISAF, er den bakterielle forurening. Det er ikke kun i sejlsporten, at der er problemer, idet Junior VM i roning sluttede i sidste weekend, og her blev for eksempel 13 ud af 40 amerikanske deltagere syge af at have roet i Rio’s forurenede vand.
Læs også: ISAF vil nu selv teste for virus i OL-farvand
Fokus for det danske hold, som deltager i For-OL, vil naturligvis være på at få så mange erfaringer om vind- og strømforhold med hjem, således at træning og grejudvikling kan optimeres i det kommende år, hvor der også kommer flere træningsperioder i Rio.
Men det gælder også om at lave gode resultater i OL-farvandet, og få markeret sig som en af de potentielle medaljekandidater. Kigger man tilbage på OL i Weymouth 2012, så præsterede en række af medaljetagerne også topresultater ved For-OL året inden.
Det danske hold, som deltager i For-OL sejladserne med start på lørdag, er:
49erFX kvinder – Ida Baad & Marie Thusgaard – i alt 19 deltagere
49er mænd – Jonas Warrer & Anders Thomsen – i alt 20 deltagere
Nacra 17 mix – Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck – i alt 19 deltagere
Finn mænd – Jonas Høgh-Christensen – i alt 20 deltagere
Laser Radial kvinder – Anne-Marie Rindom – i alt 29 deltagere
Laser mænd – Michael Hansen – i alt 38 deltagere
RS:X mænd – Sebastian Fleischer – i alt 31 deltagere
Felterne i alle klasser er stort set de samme, som forventes til OL 2016, og der er - ligesom i OL - kun én deltager fra hvert land per klasse.
De største forventninger er der nok til 49er, 49erFX og Laser Radial, hvor de danske sejlere har præsteret topresultater i de sidste par år, og dermed også ligger i top på ISAF verdensranglisten.
Anne-Marie Rindom vandt i 2014 test eventen, og har siden været i top i de fleste internationale stævner, og ligger da også nr. 3 på verdensranglisten.
Selvom Ida Baad & Marie Thusgaards placeringer ikke har været konstant i top det sidste halve år, så er der naturligt også forventninger til deres præstation.
Og i 49er vil der naturligvis også blive holdt øje med OL-guldvinderen fra 2008, Jonas Warrer og hans makker Anders Thomsen.
Sebastian Fleischer i RS:X og Lin Ea Cenholt & Christian Peter Lübeck i Nacra 17 kan overraske, og de har allerede I denne sæson vist gode takter.
Sejladserne i RS:X og Laser starter lørdag, og søndag kommer resten af klasserne i gang. Medal Races bliver sejlet over tre dage, den 20.-22.